Glædelig jul!

Ja, på et tidspunkt havde jeg vel en ide om at vi skulle sende julekort hjem fra Australien… Lad os bare sige, at det vist bliver med tanken. Det er godt internettet og de sociale medier hjælper lidt til og gør det nemt at kommunikere trods alt. Selv om julekort i posten stadigvæk er hyggeligt – jeg må se om jeg ikke kommer stærkere tilbage næste år!

Tiden flyver afsted, og lige pludselig er vi næsten på vej hjem! 6 uger er gået siden vi forlod Danmark. Sjovt hvordan tid både kan føles som en evighed og som et knips med fingrene på en og samme tid. Vi nyder virkelig Australien – men vi glæder os også rigtig meget til at komme hjem til Danmark!

Vi bor nu i en lille lejlighed vi har lejet tæt på Stillehavet. Her er en lang flot strand – men der er skilte over det hele: badning forbudt! Her er sommer og sæson for giftige ”brandmænd” i havet. Nå, ja – så er der krokodillerne… Vi mødte en rigtig nuttet en af slagsen. Den var 50 cm lang, cirka et år gammel – og den havde tape rundt om sine ret små, men stadig skarpe tænder. Den var næsten ikke til at stå for. Men at stå over for faren – en 4,2 meter lang basse var en frygtindgydende oplevelse. Også selv om der var hegn omkring den. Det rungede når den klappede kæberne sammen! Hønemor her blev igen udfordret – unger! Hold afstand til vandet. Heldigvis er her 50 x 50 meter på stranden, hvor der er beskyttelsesnet i vandet og livreddere på land – så Stillehavets 30 grader varme vand bliver udnyttet til det sidste. Her er også en lille pool – vi deler med vore naboer, men indtil videre har vi ikke set skyggen af dem. Generelt er her ikke ret mange turister. Vi spurgte en dag vi var i ”Randers Regnskov” uden kupler og kunstig opvarmning – hvorfor er her ingen mennesker? Der var reptilfremvisning, og vi var helt alene om at kæle for en 2 meter lang pytonslange og den lille krokodille… Der er for varmt, sagde de. Selv om her er sommerferie fra skolen, gemmer man sine ferieture til om vinteren (Juli måned), hvor her er knapt så varmt. Helt fint for os! Her er masser af plads, ingen kø eller trængsel – og vi nyder den sidste varme inden vi skal hjem til vinterlandet Danmark. Det bliver koldt at komme hjem – rigtig koldt!

Mens vi nyder lidt ferie skrider plan Madagaskar frem lige så stille. Vi har nu fået billeder af vores nye hjem – og har fået god kontakt til kommende naboer, som hjælper med at gøre huset klar. Vi er så småt i kontakt med børnenes sandsynligvis kommende skole, og en hjælpelærer i engelsk/fransk er også i støbeskeen. Flybilletterne er blevet bestilt, papirerne til visum og arbejdstilladelse er udfyldt, underskrevet ved retten i Mareeba og sendt afsted – tænk at det kan koste 700,- at sende en håndfuld papirer fra Australien til Madagaskar med 14 dages leveringstid! Det er vist lige før Post Danmark kan gøre det bedre… Og så har vi skrevet arbejdskontrakt. En lidt anderledes en af slagsen! Hvor mange arbejdstagere har en klausul med, om hvad, der skal ske i tilfælde af kidnapning?! Det er standard ved udstationering, men en ret opsigtsvækkende detalje spørger du mig. Bestemt ikke noget vi regner med bliver relevant for os at forholde sig til i praksis.

Nå ja – så er der jo også snart jul! De sidste julehemmeligheder er ved at komme på plads. Her er heldigvis ret velfungerende internet – og så kan man klare mange ting, selv om ”Reshopper” i dag gjorde mig opmærksom på at jeg er 14235 km væk fra Århus og afsender af Zander og Williams julegave! Dem klarer vi lige på torsdag – da venter et døgns flyvning plus en halv dag i toget inden vi fredag eftermiddag lander i Sørup! Det bliver nu også skønt at sove i sin egen seng igen.

Bag skyerne er himmelen altid blå!

Måske et lidt provokerende statement at komme med når nu Danmark angiveligt er pakket godt ind i grå skyer og regnvejr det meste af tiden… Beklager. Det er ikke for at gnide salt i sårene.

Her nyder vi privilegiet af at vågne til klar blå himmel stort set hver dag! Temperaturen når hurtig 30-35 grader og svedperler løber stille ned af ryggen ved selv den mindste bevægelse. Luften er fugtig – og den sidste uges tid er det hele endt med bulder og brag – og lækkert regnvejr hver eftermiddag. Det er dog hurtigt overstået – inden der er gået en time skinner solen igen.

Uge 3 gik hen og blev en hård uge. Børnene proklamerede, at nu var de altså klar til at rejse hjem igen! Kammeraterne og bedsteforældrene blev savnet – og lige pludselig oplevedes afstanden hjem til Danmark lige så lang som den faktisk er, altså meget lang, som i virkelig lang… En af de knapt så sjove lektier at lære. Vi talte dage og regnede ud hvor længe vi havde været afsted – hvornår vi skulle hjem igen, og ikke mindst hvornår far er færdig i skole! Det er han heldigvis lige om lidt.

Vi skal vist have talt lidt mere med børnene om det der med savn. Næste gang vi kommer til at savne er der ikke blot to uger til vi skal hjem igen… Heldigvis tager vi meget af hjemmet med os, men kammerater og familie – det bliver altså lidt svært. Sophia på 2 år har ikke så mange ord, men hendes øjne siger alt. Det er nok det, der har overrasket mig mest. Sophia oplever savn, ingen tvivl om det.

Heldigvis knytter vi alle også nye bånd – og så letter skyerne lidt igen. Sophia løber smilende ned til pigerne, der allerede er blevet til ”girls” – William og Zander siger ”come play with me cars” – og mødrene har uendelig meget at tale om! Hvor er det skønt at møde andre, der brænder for det samme som os og har gået igennem de samme mange og til tider lange forberedelser. Hvor er det fantastisk at få lov til at dele liv og være hinandens opmuntring og støtte midt i savn og usikkerhed om, hvordan nu fremtiden egentlig kommer til at se ud. Vi ser frem til at møde vore nye medvandrere og kollegaer når vi når frem til Madagaskar til februar!

Nå, ja – så er der jo også piloten. Lad os bare side det sådan – han er kommet på arbejde, hårdt arbejde! Han flyver eftersigende rundt i et køleskab… Altså en gammel og ret tung flyver, der giver piloten gråt hår og lange arme. ”If you can fly that one, you can fly them all!” = rigtig god træning! Kenneth øver nødprocedurer, jager kør væk fra landingsbanen, rydder landingsbaner for termitbo, overflyver terræn i uhyggelig lav højde og vender flyveren kort og kontant i luften på 3 sekunder – godt jeg ikke er passager! I løbet af ugen er det hele over – og Kenneth er klar for nye udfordringer på Madagaskar!

I hvert fald lige om lidt. Nu skal vi også lige nå at lege turister i Australien. Vi tyvstartede her i weekenden og kørte en tur ud i vildmarken. Smuk natur med masser af klipper, kenguruer, skildpadder – det kan bestemt anbefales. Jeg udfordrede mig selv lidt – og endte med at få en pytonslange i favnen! (Dyrepasseren stod lige ved siden af…) Hvor var den lækker blød at røre ved – måske det skulle blive vores nye kæledyr? Under kontrollerede forhold kan jeg åbenbart godt klare slanger – heldigvis har vi endnu til gode at møde en på vores vandringer i skoven. Vi har heller ikke set nogle krokodiller. Ikke sådan rigtig – jeg nåede dog at få sved på panden her den anden dag. ”Bliv lige her drenge”, sagde jeg. Hjertet bankede der ud af. Var det virkelige en krokodille, der lå derover i sumpen og stak hovedet op? Vi smed en pind i vandet – og jeg følte mig ret dumt. Tænk at blive bange for en klump mudder i et vandhul! Der var vist ret varmt den dag…

Down Under

Ja det lyder jo lidt anderledes – og er det på mange måder også. Det er næsten ikke til at forstå. Vi er på den anden side af jorden – selv om vi fløj ufattelig langt og krydsede Himalaya bjergene og noget af Stillehavet inden vi landede, så fatter jeg det ikke helt. Som om vi ligesom burde hænge op ned… Alt mærkes helt normalt. Særligt efter at jetlaget er overstået og hverdagen begynder at melde sig.

Hvad laver vi egentlig her nede er der måske nogen der tænker? Kenneth er kommet på skolebænken igen – her er intensiv undervisning, en god blanding af teori og praksis. Underviserne er tidligere udsendte MAF piloter. De ved hvad de laver og lærer det villigt videre til Kenneth og de andre piloter i træning. Hvordan håndterer man nødsituationer når man er ene pilot i flyet? Hvordan vender man flyet når man ikke har luft nok til at komme op over bjergkammen? Hvor tæt på bjergene må man flyve? Hvornår er grusbanen for blød til at man kan lande? Hvad gør man når landingsbanen er fuld af kreaturer og legende børn? Der er mange spørgsmål at forholde sig til – det er bestemt ikke for sjov vi lige er taget et smut til Australien inden afrejse til Madagaskar. Dag for dag går det mere og mere op for mig, her trænes afgørende færdigheder for en kommende MAF pilot. Jeg kigger med skarpe øjne på Kenneth og siger ”hør nu godt efter!” Nu er det virkelig ved at være alvor. Og jeg kan slappe helt af. Ørene er skarpe og villigheden til indlæring er stor. Her er ikke ingen som sover i timerne. Lige pludselig kommer det hele tæt på. I nær fremtid sidder piloten alene i flyveren – på Madagaskar, så det er bare med at følge med.

Og hvad med vi andre? Hvad laver vi? Vel. Efter at have skruet noget ned for ”hjemmeskole” ambitionerne, så kan jeg vel kort og godt sige, at vi er her bare. Vi skal jo ikke nå noget – og hvor er det skønt! Vi har ikke travlt med at komme ud af døren – og heller ikke med at komme ind igen for den sags skyld. Vi nyder at slippe for flyverdragter, huer og vanter – og trække blot i det mindst varme stykke tøj vi ejer, for her er virkelig varmt! Og her bliver det hele vendt lidt på hovedet – vi trækker indenfor i solskinnet for at lave puslespil, læse, bygge med Lego og spille IPad. Når der regner løber vi ud og spiller bold og cykler. Vi går gerne tur, og oplever verden. I går mødte vi 10-15 små kenguruer! Ungerne løb dem i møde, og så hoppede hele flokken afsted. I dag fandt vi et klatre træ, og et firben sneg sig op ad Williams shorts. Vi fandt et ”kæmpeflaggermus” kadaver – og kikkede på maddikerne der åd. I morgen går vi tilbage igen og leder efter et færdig renset kranium. Nå ja, så fandt vi også en palme og en kokosnød. Nødden tog vi med hjem, åbnede, smagte på mælken og kokoskødet indeni. Her den anden dag fandt vi også et skønt sted, hvor vi kunne købe Milkshakes – bestemt ikke sidste gang vi lander der!

Og så var det lige det der med at lære engelsk. Vi øver – og det er ret spændende. Alt vi møder får engelske ord. Forhåbentlig sidder noget af det fast. Vi lærer engelske sange, bogstaver og tal – vi møder også rigtig mange mennesker, og alle snakker engelsk. Inden længe begynder i hvert fald vi voksne at tænke på engelsk og kommer næsten til at lede efter de danske ord. For drengene er det også et spørgsmål om at finde tegnsproget frem – og den ordløse leg. Her er flere piloter i træning fra mange forskellige lande. Børnene mødes og leger, kigger på hinanden – vinker og siger kom. Det er lidt svært, men er all begyndelse ikke det? Sophia kalder ”piger” og vore små naboer dukker op. Hun tager dem i hånden og siger ”løb” og ”hop” og så leger de. Australske børn kan altså godt forstå dansk. Og sidst, men ikke mindst, så har vi jo hinanden. Hvor er det et privilegium at få lov til at tilbringe så meget tid sammen med sine børn! Godt nok skændes søskendende eftersigende hvert 5 minut – og det lever William, Zander og Sophia vist ret godt op til – men hvor nyder de også bare virkelig hinandens selskab og finder på skøre lege på trods af et meget begrænset udvalg af legetøj. Der skal ikke altid så meget til – en ”kikkert-køkkenrulle” og lidt solcreme-striber på kinden, og så er vi både indianere og sørøvere på en og samme tid!

Engle kan også lave fejl…

Og tak Gud for det! Vi mødte en engel i lufthavnen i London sent tirsdag aften. Vi var ved at være godt trætte efter en meget lang dag. Togturen fra Støvring startede allerede kl.05.17. Humøret var højt, og turen til København og dernæst London gik rigtig godt. Dog havde systemet ikke regnet ud at vi gerne ville sidde sammen alle 5 – derfor opsøgte vi en særdeles hjælpsom medarbejder ved British Airways skranke i Heathrow. Han have god tid og fik det hele ordnet – med en 12 timers flyvetur foran os, var det en lettelse at få være to voksne om de tre unger trods alt. Da vi så nogle timer senere sad og ventede på at få gå ombord i flyveren til Hongkong blev der annonceret forsinkelser, men bare roligt inden længe ville vi få gå om bord. Køen hobet sig hurtig op ved skranken, nu ville vi vist alle gerne afsted. Pludselig bliver Mr. Kenneth og Mr. William Pedersen kaldt frem. Der var blevet lavet en fejl – vores engel havde byttet rundt på passene, ikke noget alvorligt – det var hurtig klaret. Men når vi nu var kaldt frem kunne vi ligeså godt få klaret resten af familien. Og med et var vi klar – den uoverskuelige kø-situation var ordnet, og William fik som den første lov til at gå ombord i Boeing 777 mod Hongkong. Og som en lille bonus havde englen klaret et ekstra sæde at sove på natten igennem. Pludselig var 12 timers flyvning ikke længere helt så umuligt som lige for lidt sidenJ Og når nu børnene valgte at sove 10 ud af 12 timer, var det nogle meget lettede forældre der landede i Hongkong 12 timer senere.

Det var godt vi kom igennem flyveturene med en lille smule optimisme i bagagen, for helt ærligt. Jeg havde virkelig undervurderet effekten af jetlag ved 9 timers tidsforskel! De første par nætter skulle vi bo på ”Tree Top Lodge” i Cairns. Et hyggeligt sted, men det meste var fuldt booket – så hele banden rykkede ind på et værelse. Optimismen rådede, sikke hyggeligt at komme hinanden ved… Lad mig sige det sådan. Jetlag er hårdt – jetlag med små børn (i samme værelse) – er… Jeg mangler ord. Om ikke andet, så er det lige om lidt et overstået kapitel. Første nat forsøgte vi på at overbevise ungerne om at ligge stille i sin seng det meste af natten – kl.02. var de klar til at holde fest alle 3, men de forholdt sig relativt roligt igennem nattens mulm og mørke! Morgenen bød på udmattede børn, hvilket resulterede i en hel masse opkast. Toastbrød, banan og cola gør underværker og i løbet af eftermiddagen var alle fem klar på at udforske nabolaget, der bød på mangoer i massevis og et træ fuldt af næsehornsbiller. Den anden nat tabte vi kampen – efter lige lovligt meget skrig og skrål (stakkels naboer) hold vi fest alle sammen og spiste yoghurt med müesli og pizzarester kl.04. Vi fik pakket sammen og kl.10. gik turen videre mod Mareeba. Vi glædet os meget til at nå frem, og se hvordan vi nu skulle bo de næste 4 uger, og ikke mindst få møde nogle at dem, der arbejder for MAF i Mareeba. Men efter 3 døgn med meget lidt søvn begyndt situationen også at blive ret uoverskuelig. Heldigvis dukkede der flere engle opJ Amanda bød velkommen og viste os rundt i en skøn lille lejlighed med to værelser, køkken/stue og bad – endda en lille have! Der var en masse informationer, hovedet var ved at eksplodere – vi må have set ret trætte ud. Hun forsvandt igen og inden længe dukkede hun op med Emma, vi fik gode råd mod jetlag og et par SIM kort. Vi sagde farvel igen – men inden længe kom Emma tilbage, denne gang med aftensmad og et par cykler børnene kunne låne. ”Call me” sagde hun, hvis I får brug for noget. Og sidst på aftenen (kl.19…!) Dukkede Andrea op – en genbo. Hun havde bagt brød og lavet chokolade/banan dessert – hun nåede os lige inden vi faldt om på sengen. Hvor var vi trætte, men også bare rigtig glade for at møde så mange søde mennesker, der ville os alle det bedste. Der skal ikke altid så meget til for at gøre andre glade – må vi alle huske at være engle for hinanden der ude i småt og stort – og ikke være bange for at lavet fejl, for mon ikke det også kan bruges til nogetJ

Hvis du gerne vil læse med og følge vores blog – så skriv navn og mail til højre på siden og klik ”subscribe” (tilmeld). Så får du en mail hver gang vi skriver noget nyt. Efter tilmelding kommer der en mail, som skal bekræftes inden du er rigtig tilmeldt. Kig eventuelt i din junk mail, om der ligger en mail fra charlotteogkenneth.dk som du skal bekræfte.

PS! Vi sov til kl.05 i dag 🙂 Nu begynder det at ligne noget vi kender.

Fuld fart frem…

Ja, det går da i hvert fald stærkt lige i tiden. Vi har ventet og ventet – og så pludselig flyver tiden bare fra os! Ping, sagde mailen – og så kom der besked fra MAF Madagaskar; alle tilladelser er på plads, så nu er det bare med at komme afsted. Yes! Hvor var det godt at få den besked.

Og hvor var det vildt at ringe besked til ejendomsmægler – nu må huset gerne sælges. Puha. Jeg kan ane nogle svære farveller i horisonten – vi har verdens bedste naboer, og bor for øvrigt i et vildt lækkert hus, så kom og køb inden vi fortryder;-)

Det gør vi ikke, altså fortryder. Vi er klar. Forberedelserne har været lange, og måske har det i virkeligheden været godt. Men nu er vi også klar, meget klar. Til november, altså om en måneds tid – (Pyh! skal lige trække vejret dybt en gang, det er jo lige om lidt) – rejser vi til Australien! Kenneth skal på kursus og lære alt om, hvordan man bliver en god MAF pilot – og hvordan man letter og lander på baner, der minder meget lidt om de 2 kilometer asfalt han har til rådighed i Aalborg lufthavn. Vi andre følger med. Vi skal lære alt om livet som MAF familie langt væk hjemmefra, eller i hvert fald noget af det. Lad os bare kalde det en generalprøve. Jeg håber vi møder nogle gode læremestre. Hvis børnene spørger, skal vi på ferie – en lang en af slagsen… Vi lander i DK igen sidst i december og holder jul hjemme i Danmark. Så vi flytter altså ikke, endnu. Det er ikke så nemt at finde rundt i det hele. Heldigvis tager børnene tilsyneladende en dag af gangen, og lader sig ikke sådan lige vippe af pinden – jeg prøver at tage ved lære. Bevare roen – trækker lige vejret dybt en gang mere. Det virker heldigvis ret godt.

Prøvede også at lære børnene det der med at trække vejret dybt. Det gik fint da vi øvede. De trak vejret helt ned i maven efter bedste evne, og de fik lov til at mase min hånd til den blev helt blå. Jeg skreg. De syntes det var ret sjovt. Lige indtil det blev alvor, så var det ikke længere mig, der skreg. I hvert fald ikke højt. Kaspar kom forbi, vaccinationslægen. Han har faktisk været her hele 3 gange, og vi mangler et besøg mere… Han kom på motorcykkel første gang. Ret sejt syntes børnene. Resten syntes de ikke ret meget om. Vi bestikker velvilligt med is og IPad, men det er som om det ikke virker. Vaccinationer er og bliver bare træls når man nu ikke er mere en 7, 4 og snart 2 år! Heldigvis er der tilgivelse at få – det er glemt i morgen, og livet går videre – også selv om det nogle gange gør lidt ondt. Se det er en vigtig lektie at lære – både for store og små.

Madagaskar? Ja, tak!

Vi ventede ikke forgæves, men det er jo efterhånden ikke nogen hemmelighed. Facebook har gjort sit til, at stort set alle vi møder har læst eller hørt rygter om, at vi flytter til Madagaskar! Det kilder ret meget i maven når jeg skrive det. Det er nu en gang lidt skørt at rykke hele familien væk fra alt det kendte og trygge her i Danmark – men vi glæder os ret meget – ikke til det svære, ikke til at forlade alle jer der ude, som betyder så uendelig meget for os – men til at leve drømmen ud om at kunne gøre noget for at hjælpe andre, der lever under langt dårligere vilkår end os her i Danmark.

Madagaskar er verdens 4. største ø, og der bor faktisk omkring 25 millioner mennesker på øen. Jeg anede ikke, at den lille plet på kortet lige øst for Afrika indeholdt så meget – heller ikke, at befolkningen er blandt verdens fattigste. Naturen skulle eftersigende være vildt smuk – og her finder man stadig nye og tidligere ukendte plante- og dyrearter. Jeg glæder mig til at lære Madagaskar bedre at kende.

Men helt ærligt, selv om forventet afrejse lige nu er februar 2018 – så virker det hele lidt fjernt. Og så alligevel – det fylder selvsagt en del i vores hverdag. Det officielle sprog på Madagaskar er fransk… Det havde da været nemmere hvis det var engelsk eller spansk – men nu er vi ikke kendt for at vælge de nemme løsninger. Så fransk må da også kunne læres – eller? Det er jo som at gå 1. g om igen. Slut med Netflix serier om aftenen – og så er det bare at kaste sig over fransk lektierne!

Øm, det passer vist ikke helt. I går faldt vi lige over en fransk film. Kenneth skulle lige overtales. Han mener bestemt, at livet er for kort til franske film… men ”Taxi” var nu sjov. Sjældent er der dog blevet læst så mange undertekster, for det franske var slet ikke til at forstå! Vi må vist tilbage til lektierne. Vi får hjælp af en ægte franskmand – en tålmodig en af slagsen. ”Ohlala” – siger hun og ”prøv igen”. Vi skal nok lære det, men hold op hvor er der mange sjove lyde – som allerhelst skal komme fra næsen. Øvelse gør mester! Så der er ikke andet for – øve, øve, øve.

Så mens vi venter, laver vi lektier – ja for vi venter lidt endnu. Det er næsten ikke til at tro, men en af verdens fattigste befolkninger har faktisk luftfartsmyndigheder som holder styr på lufttrafikken og alt det der – og det gør de faktisk ret godt. Så nu er vi i gang med en ansøgning om flyvetilladelse til Kenneth som pilot for MAF Madagaskar. Jeg håber de siger ja, og mon ikke de gør – men det bliver godt at få alle tilladelser på plads.

Den som venter på noget godt…

… venter som bekendt ikke forgæves – meeeen, nu synes jeg snart vi har ventet længe nok!

Ventetid er en sjov størrelse. Efter tre graviditeter ved jeg godt, hvad det vil sige at vente. Til sidst bliver ventetiden ikke til at holde ud, og man kan næsten ikke tænke/tale om andet. Mindes da jeg ventede William, den ældste, at Kenneth til sidst fik nok – du taler jo ikke om andet! Det var en øjenåbner. Baby i maven fyldte alt! Og hvad hjertet er fuldt af løber munden over med… Nu er der så ikke flere babyer på vej i familien, men efter 4 års forberedelse og mange tanker og drømme om at få arbejde for MAF, venter vi i spænding på at få at vide, hvor vi skal hen – og måske har vi nogle gange svært ved at tale om andet… Beklager!

Nu er der gået 6 uger siden vi blev godkendt.

Tid er også en sjov størrelse. Det føles som en evighed siden vi var i England til jobinterview. Når fokus er på ventetiden, snegler tiden sig afsted. Får vi ikke snart noget at vide? Man kan næsten høre uret tikke… Dagene bliver lange. Og dog. Her er stadigvæk hverdag – og heldigvis for det! Vækkeuret ringer, morgenrutinen gennemføres og alle fem kommer nogenlunde udhvilet afsted til hverdagens udfordringer – jeg tager på runden; børnehaven, skolen, vuggestuen, arbejde – udfører dagens arbejdsopgaver, drikker et par kopper kaffe, sludrer med kollegaerne – ny runde; vuggestuen, skolen, børnehaven – og så har vi lige nogle timer til en forhåbentlig hyggelig eftermiddag og aften sammen med børnene. Hvad lavede vi egentlig inden vi fik børn? Nå, det er vist en helt anden historie, men tiden med børn flyver afsted – ingen tvivl om det. Hvor har jeg tænkt mange gange de sidste fire år – det er godt vi har børn! Det er hårdt arbejde, men børnene giver os noget meningsfyldt at stå op til hver dag. Også de dage, hvor man har lyst til at give op og har svært ved at se skoven for bare træer.

Jeg skrev tidligere, at jeg holder meget af 1. Korinterbrev 13. Der står også noget om tålmodighed. ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke…” Det vers udfordrer mig på mange måder lige i tiden. Der er dage, hvor jeg mister tålmodigheden – og ikke kan lade være at skælde ud over mine skønne drenge, der er fulde af løjer. Og der er dage, hvor jeg bare ikke kan vente længer. Nu skal vi altså afsted! Heldigvis finder jeg den igen – tålmodigheden altså – jeg giver drengene en krammer og venter lidt endnu. Forhåbentlig inden længe er der nyt at fortælle:-)

You’re in

Sådan! Efter fire dages venten blev vi ringet op på Skype af Mr. Butcher – som er en yderst venligsindet brite fra MAF’s HR kontor i England – selv om navnet måske antyder noget andet. Efter lidt indledende sluder om vejr og vind gik han lige på ”You’re in”. MAF vil gerne have os som udsendte medarbejdere – og Kenneth som pilot. Se det var en god nyhed!

Forud for de fire dages venten var vi et smut i England – på tur helt uden børn. Det fik mig til at føle mig ung igen, så jeg måtte samtidig konstatere at jeg jo nok er ved at være voksen;-) KLM bragte os over til den grønne ø – som var grøn(!), der var forår og blomster over det hele – jeg gad egentlig ikke rejse hjem igen, men babysitterne måtte afløses. Det var skønt endelig at få møde de mennesker, som faktisk skal matche os med den MAF base, hvor Kenneths pilotevner og vi som familie passer bedst ind. Efter fire timers interview og frokost gik turen hjem igen. Og så måtte vi vente lidt endnu…

Ordene ”You’re in” udløste selvsagt et hav af spørgsmål – ikke mindst hvor? Og hvornår? Men også – hvad med børnene? Hvornår skal de få ”hemmeligheden” at vide? Hvad skal vi sige til dem? Og tænk nu hvis de går helt i baglås og heller vil flytte hjem til farmor? Tålmodighed er som bekendt en dyd! Så vi tager en dag af gangen – lidt endnu. Og mens vi venter begynder vi at sætte ekstra meget pris på alt det danske… For eksempel så frøs jeg her den anden nat – frostgrader sidst i april(!) – jeg skældte stille ud over vejret, men så fandt jeg et ekstra tæppe og blev enig med mig selv om, at sådan nogle kolde netter giver en god nattesøvn – om ikke så længe banker der en anden og meget varmere virkelighed på døren.

Er du bange?

Kenneth begyndte at læse til pilot sommer 2013. Det var en helt ny verden, der åbnede sig. Til at begynde med fortalte vi ikke min svigermor om, hvornår Kenneth var ude at flyve… Det var bedst sådan. Det gik heller ikke lang tid før jeg fik spørgsmålet – er du bange når Kenneth er ude at flyve? Jeg måtte tygge lidt på det spørgsmål…

Et af de teoretiske fag ved pilotuddannelsen er aerodynamik – hvad gør at et fly kan holdes i luften og ikke styrte ned? Kenneth gjorde meget ud af at fortælle mig, hvordan det virker. Og jeg forstår det godt – eller gør jeg? Det er som om jeg mangler det sidste rationelle gen. Når Kenneth forklarer, giver det mening – meeen hvis jeg nu virkelig tænker mig godt om, så er det altså ikke helt til at forstå!

Noget andet man lærer om på pilotuddannelsen er flyulykker… man skulle jo gerne tage ved lære af andres fejl. Heldigvis er der også statistikerne – og de er gode! At flyve er sikkert – langt mere sikkert end at køre bil, for ikke at snakke om motorcykel. Så når Kenneth tager afsted om morgenen, og vi siger farvel i døren, får han et kys og et velment ”kør nu ordentligt” – at alt inden i mig siger ”sørg nu for at komme trygt ned på landjorden igen…” – det er en helt anden sag.

Frygten for at miste tænker jeg vi lever med alle sammen. Det er konsekvensen ved at elske. At elske en brandmand og en pilot – og ja, jeg ved det lyder skørt, men det er han altså ham Kenneth jeg har været gift med i 12 år nu – giver bestemt anledning til frygt og bekymringer, men når alt kommer til alt må vi vælge, hvad, der skal præge vore liv. Jeg ønsker ikke at være styret af frygten for at miste – og selv om tankerne nogle gange løber løbsk, gør jeg hvad jeg kan for at holde frygten i kort snor.

Jeg holder ret meget af 1. korinterbrev 13. Det handler om kærligheden. Om at uden kærlighed er vi intet. Hvis kærlighed medfører frygt for at miste, kunne man måske vælge kærligheden fra – men uden kærlighed er vi intet – så vil jeg heller lære at leve med frygten og give den så lidt plads som overhovedet muligt.

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” 1.kor.13.13.