Den som venter på noget godt…

… venter som bekendt ikke forgæves – meeeen, nu synes jeg snart vi har ventet længe nok!

Ventetid er en sjov størrelse. Efter tre graviditeter ved jeg godt, hvad det vil sige at vente. Til sidst bliver ventetiden ikke til at holde ud, og man kan næsten ikke tænke/tale om andet. Mindes da jeg ventede William, den ældste, at Kenneth til sidst fik nok – du taler jo ikke om andet! Det var en øjenåbner. Baby i maven fyldte alt! Og hvad hjertet er fuldt af løber munden over med… Nu er der så ikke flere babyer på vej i familien, men efter 4 års forberedelse og mange tanker og drømme om at få arbejde for MAF, venter vi i spænding på at få at vide, hvor vi skal hen – og måske har vi nogle gange svært ved at tale om andet… Beklager!

Nu er der gået 6 uger siden vi blev godkendt.

Tid er også en sjov størrelse. Det føles som en evighed siden vi var i England til jobinterview. Når fokus er på ventetiden, snegler tiden sig afsted. Får vi ikke snart noget at vide? Man kan næsten høre uret tikke… Dagene bliver lange. Og dog. Her er stadigvæk hverdag – og heldigvis for det! Vækkeuret ringer, morgenrutinen gennemføres og alle fem kommer nogenlunde udhvilet afsted til hverdagens udfordringer – jeg tager på runden; børnehaven, skolen, vuggestuen, arbejde – udfører dagens arbejdsopgaver, drikker et par kopper kaffe, sludrer med kollegaerne – ny runde; vuggestuen, skolen, børnehaven – og så har vi lige nogle timer til en forhåbentlig hyggelig eftermiddag og aften sammen med børnene. Hvad lavede vi egentlig inden vi fik børn? Nå, det er vist en helt anden historie, men tiden med børn flyver afsted – ingen tvivl om det. Hvor har jeg tænkt mange gange de sidste fire år – det er godt vi har børn! Det er hårdt arbejde, men børnene giver os noget meningsfyldt at stå op til hver dag. Også de dage, hvor man har lyst til at give op og har svært ved at se skoven for bare træer.

Jeg skrev tidligere, at jeg holder meget af 1. Korinterbrev 13. Der står også noget om tålmodighed. ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke…” Det vers udfordrer mig på mange måder lige i tiden. Der er dage, hvor jeg mister tålmodigheden – og ikke kan lade være at skælde ud over mine skønne drenge, der er fulde af løjer. Og der er dage, hvor jeg bare ikke kan vente længer. Nu skal vi altså afsted! Heldigvis finder jeg den igen – tålmodigheden altså – jeg giver drengene en krammer og venter lidt endnu. Forhåbentlig inden længe er der nyt at fortælle:-)

You’re in

Sådan! Efter fire dages venten blev vi ringet op på Skype af Mr. Butcher – som er en yderst venligsindet brite fra MAF’s HR kontor i England – selv om navnet måske antyder noget andet. Efter lidt indledende sluder om vejr og vind gik han lige på ”You’re in”. MAF vil gerne have os som udsendte medarbejdere – og Kenneth som pilot. Se det var en god nyhed!

Forud for de fire dages venten var vi et smut i England – på tur helt uden børn. Det fik mig til at føle mig ung igen, så jeg måtte samtidig konstatere at jeg jo nok er ved at være voksen;-) KLM bragte os over til den grønne ø – som var grøn(!), der var forår og blomster over det hele – jeg gad egentlig ikke rejse hjem igen, men babysitterne måtte afløses. Det var skønt endelig at få møde de mennesker, som faktisk skal matche os med den MAF base, hvor Kenneths pilotevner og vi som familie passer bedst ind. Efter fire timers interview og frokost gik turen hjem igen. Og så måtte vi vente lidt endnu…

Ordene ”You’re in” udløste selvsagt et hav af spørgsmål – ikke mindst hvor? Og hvornår? Men også – hvad med børnene? Hvornår skal de få ”hemmeligheden” at vide? Hvad skal vi sige til dem? Og tænk nu hvis de går helt i baglås og heller vil flytte hjem til farmor? Tålmodighed er som bekendt en dyd! Så vi tager en dag af gangen – lidt endnu. Og mens vi venter begynder vi at sætte ekstra meget pris på alt det danske… For eksempel så frøs jeg her den anden nat – frostgrader sidst i april(!) – jeg skældte stille ud over vejret, men så fandt jeg et ekstra tæppe og blev enig med mig selv om, at sådan nogle kolde netter giver en god nattesøvn – om ikke så længe banker der en anden og meget varmere virkelighed på døren.

Er du bange?

Kenneth begyndte at læse til pilot sommer 2013. Det var en helt ny verden, der åbnede sig. Til at begynde med fortalte vi ikke min svigermor om, hvornår Kenneth var ude at flyve… Det var bedst sådan. Det gik heller ikke lang tid før jeg fik spørgsmålet – er du bange når Kenneth er ude at flyve? Jeg måtte tygge lidt på det spørgsmål…

Et af de teoretiske fag ved pilotuddannelsen er aerodynamik – hvad gør at et fly kan holdes i luften og ikke styrte ned? Kenneth gjorde meget ud af at fortælle mig, hvordan det virker. Og jeg forstår det godt – eller gør jeg? Det er som om jeg mangler det sidste rationelle gen. Når Kenneth forklarer, giver det mening – meeen hvis jeg nu virkelig tænker mig godt om, så er det altså ikke helt til at forstå!

Noget andet man lærer om på pilotuddannelsen er flyulykker… man skulle jo gerne tage ved lære af andres fejl. Heldigvis er der også statistikerne – og de er gode! At flyve er sikkert – langt mere sikkert end at køre bil, for ikke at snakke om motorcykel. Så når Kenneth tager afsted om morgenen, og vi siger farvel i døren, får han et kys og et velment ”kør nu ordentligt” – at alt inden i mig siger ”sørg nu for at komme trygt ned på landjorden igen…” – det er en helt anden sag.

Frygten for at miste tænker jeg vi lever med alle sammen. Det er konsekvensen ved at elske. At elske en brandmand og en pilot – og ja, jeg ved det lyder skørt, men det er han altså ham Kenneth jeg har været gift med i 12 år nu – giver bestemt anledning til frygt og bekymringer, men når alt kommer til alt må vi vælge, hvad, der skal præge vore liv. Jeg ønsker ikke at være styret af frygten for at miste – og selv om tankerne nogle gange løber løbsk, gør jeg hvad jeg kan for at holde frygten i kort snor.

Jeg holder ret meget af 1. korinterbrev 13. Det handler om kærligheden. Om at uden kærlighed er vi intet. Hvis kærlighed medfører frygt for at miste, kunne man måske vælge kærligheden fra – men uden kærlighed er vi intet – så vil jeg heller lære at leve med frygten og give den så lidt plads som overhovedet muligt.

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” 1.kor.13.13.