Stille før stormen…

Ja, tænk! Det er ikke mere end godt to uger siden jeg sad med tårer i øjnene og lyttede til dronning Margrethes historiske tale til befolkningen. Solen skinnede – jeg så først talen dagen der på – og fuglene sang smukt op mod den blå himmel. CoVid-19 havde fået godt fat i Europa, men Madagaskar lå pænt isoleret i et fjernt lille hjørne af kloden. Mon det ville vare ved?

Det var en underlig oplevelse at følge med på afstand. Danmark og Norge lukkede ned. Isolation var vejen frem. Hverdagen fungerede nogenlunde normalt i Tana, lige bortsæt fra at nyhedsstrømmen blev voldsom – og ret så uhyggelig lige pludselig. Det blev svært ikke at bekymre sig. Vel vidende om at vi ikke kunne gøre noget fra eller til, men hvad nu hvis CoVid-19 kom til Madagaskar?

Grænserne lukkede i DK. Kom hjem, stod der alle vegne. Og det blev til en del skriverier med venner og familie i Norge og Danmark. Hvad er lige det rigtige at gøre? Giver det virkelig mening at ”flygte” fra en almindelig hverdag på Madagaskar direkte ind i en alvorlig situation og isolation i Danmark? Tanker og overvejelser gik i øst og vest. Kollegaer fra andre organisationer blev sendt hjem. Sikkerhedssituationen blev vurderet dag for dag, time for time. Allerede inden Madagaskar selv anerkendte at der var bekræftede tilfælde på Madagaskar begynte planlægningen og katastrofehåndteringen for alvor at gå i gang. Vi havde planer liggende for både cycloner, jordskælv og borgerkrig med mere – men pandemi, den havde vi måske ikke lige set komme… som for så mange andre – måske os alle sammen, så var dette en ny situation af forholde sig til.

Natten før grænsen og dermed al flytrafik ind og ud af Madagaskar lukkede, kravlede katastrofetankerne ind under huden på mig. Det blev en rigtig lang nat. Under normale omstændigheder elsker jeg at læse nyheder og følge med i hvad der foregår omkring mig – man har vel ikke læst samfundsfag for ingenting. Men jeg havde pludselig nået min grænse, og uhyggelige billeder fra et hårdt ramt Italien kørte på min nethinde hele natten. Vel vidende om at sundhedssektoren på Madagaskar ikke just er veludviklet – blev tanken om at sidde fast på Madagaskar midt i en eventuel coronakrise for meget for mig. Vi bliver nødt til at prøve at få købt nogle billetter sagde jeg til Kenneth den morgen. Jeg viste godt, at det nok var et skud i tågen. Vi var jo nok ikke lige de eneste på øen, der gerne ville have billetter her lige inden lukketid… Her er nogle billetter, sagde Kenneth. Via Mauritzius. Nå, nej – og så forsvant de igen. Grænserne lukket en for en mens vi sad og kiggede. I løbet af formiddagen måtte vi konkludere, at der ikke var flere billetter ud af landet. Puha, et par dybe vejrtrækninger og en god krammer. Vi har hinanden – det skal nok gå.

Vi fortsatte planlægningen – hvad nu hvis… og forberedte os på det værste. Lige pludselig ringede telefonen. Der var en franskmand i røret – og Kenneth sendte hurtig telefonen videre til mig. Oui? Øh, hvad? Kunne du lige gentage det hele en gang mere? Det var Air France der ringede, blot lige for at høre om vi ville have nogle billetter, hvis det lykkedes dem af få sat ind to ekstra fly? Den dag var noget af en rutsjebanetur. Skal, skal ikke? Mit i uroen fandt vi en eller anden ro i, at hvis vi fik tilbudt billetter, så rejste vi. Dagen efter ringede telefonen igen… Kan I rejse i aften? Ellers er søndag aften absolut sidste mulighed for at rejse ud. Air France fik lov til at sende to fly tomme fra Paris – til Tana for at flyve folk ud, bort, væk fra det hele, hjem eller hvad man nu lige skal kalde det. Vi kom med sidste fly ud – og vi følte os meget priviligeret da vi gik forbi køen af mennesker, der ventede i lufthavnen for at se om der var en ekstra billett tilbage til dem.

Det var en mærkelig rejse. Følelserne sad uden på tøjet. Ingen tvivl om det. Det gjorde ondt at sige farvel til venner og kollegaer – helt uden at vide, hvornår vi kan vende tilbage til dem, til vores hjem, til det land vi er begyndt at holde ret så meget af. Det gjorde også ondt at forlade nogle mennesker – som i tilfælde af CoVid19 ikke har meget at stille op med. Vi gav hushjælpen en sæk ris, noget olie – og noget håndsæbe. Bliv hjemme, vask hænder – pas på hinanden! Må fredens Gud være med jer. Vi kommer tilbage igen, men vi ved ikke lige hvornår…

Jeg skal fri jer fra detaljer fra flyveturen. Alt i alt gik det fint, men vi var godt sultne da vi landede… Selvfølgelig var alt lukket da vi nåede Frankrig, paskontrollen måtte vi ikke gå igennem – og der var ikke meget spiseligt at komme efter. Vi fandt en halvtømt automat – og til aftensmad kunne vi byde på chips og cola… Morgenmaden blev ikke meget bedre – chokoladebar og varm kakao, lækkert – børnene havde en fest! At stå mutters alene i en kæmpe lufthavn i Paris, var bestemt en helt særlig oplevelse! Det var det også at blive stoppet i paskontrollen i Billund. Vi viste godt at det ene pas havde forkert farve – og at vi ikke kunne svare ja, når politiet efterlyste fast bopælsadresse i Danmark. Men at blive stoppet, bedt om at træde til side og vente pænt til den hyggelige politibetjent havde tid til at snakke – det understregede lige pludselig alvoren i situationen. Det lød ikke til at politibetjenten havde mødt ret mange som os. Han kløede sig lidt i hovedet og gik for at finde nogle ansøgnings papirer. Han kiggede på os, fast bopæl på Madagaskar sagde I?! Det var jo ligesom ikke muligt at sende os i retur. Sommerhus i Hou? Politibetjenten gik for at tale med sin kollega. Det er i orden sagde han, og lagde papirerne væk igen. Gå I bare igennem. Det er vist på tide at undertegnede får søgt om dansk statsborgerskab…

Så nu sidder vi så her i Danmark, i sommerhus – i Hou. Vi sidder i karantæne på 10. døgn. Vi nikker til naboerne når vi går tur – ellers møder vi ikke rigtig nogen. Men vi har jo hinanden, så det er faktisk ikke så slemt. Sophia kan ikke rigtig forstå, hvor alle de andre bliver af. Kommer farmor og farfar ikke snart? Nej, vi må vente lidt endnu. Der er mange ting som er svære at forstå lige nu. Mange ting vi ikke lige magter at tænke over. Men så er det jo heldigt at vi har tre skønne unger, som i den grad kræver nærvær disse dage. Hjemmeskolen åbner hver dag – senest kl.8. og så kaster vi os over fransklektierne og mattematikken, senere venter biologitime sammen med Randers Regnskov, og natur og teknik på stranden – og masser af gymnastik og skønne gåture i skoven og på stranden. Der er nok at tage sig til. Vi keder os ikke.

Fra og med næste uge går vi i isolation med et hold bedsteforældre. Det glæder vi os meget til – alle sammen! Hvornår vi kan mødes med den øvrige del af familien i både Danmark og Norge er ukendt land. Hvornår vi kan mødes med alle jer andre skønne mennesker vides ikke. Hvornår vi kan vende hjem til Madagaskar ved vi heller ikke ret meget om. Faktisk ved vi ikke rigtig noget som helst.

Det stormer der ude her til aften. Det er mærkeligt, næsten uhyggeligt. Vi er ikke længere vandt til det danske blæsevejr. Men midt i stormen er der faktisk ro – og fred i det lille hus i det nordlige Jylland. Jeg beder til at fredens Gud må være med dig og os alle sammen, at vi må opleve stilhed midt i stormen, for der kommer vist til at blæse lidt endnu.

Om myrekryb – og hverdagens mange kontraster…

Der bliver hurtig lidt krisestemning når jeg finder ud af, at vores myrefri reol i køkkenet ikke længer er myrefri… regntid betyder af en eller anden grund at hundreder, hvis ikke tusinder af myrer invaderer huset! Særligt køkkenet er hårdt ramt og nu altså også den reol som nænsomt er blevet placeret ovenpå nogle dåser med olie – olien er væk og myrerne har indtaget min mad. Det er ikke første gang det sker. Myrer har det med at finde vej – men helt ærligt! Posen med ristede løg kunne de da godt have ladet være i fred. Salamimadder med ristede løg står højt i kurs – og efterårets gæster var så venlige at medbringe nogle poser fra Danmark, som myrerne altså nu har invaderet! Dårlig stil. Stemningen blev ikke bedre, da jeg på min vej igennem myrerne opdagede at der var en mus, der havde forsynet sig groft af min sidste pakke knækbrød fra Norge…

Læs videre “Om myrekryb – og hverdagens mange kontraster…”

Julecyklon!?

Den sidste uges tid har vi holdt godt øje med et par cykloner, der har været under opsejling oppe nord for Madagaskar. At kigge satellitbilleder af skyformationer er faktisk ret fascinerende! Højt oppefra ser skyerne virkelig flotte ud – og måler man mængden af vand i skyerne kommer der masser af smukke farver på, der spinner rundt som det rene kunstværk. Men på klods hold kan cykloner hurtig blive blodigt alvor. Den ene cyklon gik i sig selv ude øst på et sted. Den anden voksede sig større og støvsugede kæmpe områder for skyer i lang tid. Hvor bliver regnen af spurgte jeg mig selv – og piloten kunne hurtig svare, at cyklonen vokser sig stor på bekostning af skyer og regn i hele landet. Puha, varmen steg til nye højder – og regnen udeblev i lang tid.

Læs videre “Julecyklon!?”

Rørt til tårer…

Det er dagen der på. Og jeg sidder tilbage med virkelig mange indtryk. I går var jeg med på flyvetur – til en mellemstor landsby (Ankavandra) stik vest for Tana, cirka en times flyvning. Vi flyver over bjerge og bakker – ufattelig smukt, men også meget ufremkommeligt terræn. Ankavandra er hvad man må kalde en isoleret landsby. Nærmeste by ligger et par dagsrejser væk; halvanden dag på gå ben plus en dag bag på en lastebil. I tørketiden altså, i regntiden er der ingen vej ud fra Ankavandra. Jo vist, Ankavandra ligger smuk og strategisk placeret ikke langt fra en flod, der giver adgang til både fisk og vand – og isolationen i sig selv er jo egentlig ikke noget problem – men her er ingen læger, som i overhovedet ingen læger. Skulle man være så heldig, som syg, at overleve gå turen og transporten til nærmeste by – uden at blive røvet af kvægtyvene som hærger området, så koster behandlingen astronomiske summer. ”Det er ingen som rejser der hen”, siger patienterne vi taler med. ”Det har vi ikke råd til”.

Læs videre “Rørt til tårer…”

Ferietid!

Solen skinner, fuglene synger og vinden rusker blidt i træerne. Jeg sidder midt i en skov, og det føles som om vinteren har taget en pause. Træerne er vildt flotte – de ligner måske fyrretræer? De er i hvert fald høje, med flotte stammer og lange, grønne nåle i toppen. Det må vist være de flotteste træer i hele Tana! Nu er her jo heller ikke ret mange træer tilbage i byen, men flotte er de nu alligevel. Det skøre er at jeg blot lige skulle følge med Zander til en legeaftale. Sommerferien er lang, og vi holder det franske vedlige ved at besøge legekammerater fra skolen. Det er nu egentlig ret hyggeligt. Efter lidt skriverier frem og tilbage på telefonen nåede vi til ”hvor bor I”? Og så viste det sig at Zanders kammerat bor midt i byen, i en skov, på et hotel!

Læs videre “Ferietid!”

Hvor skal jeg dog starte?!

Tiden flyver afsted! Det er allerede ved at være fem uger siden vi landede tilbage på Madagaskar efter fire uger i nordlige himmelstrøg. Her er det ved at være koldt! Temperaturen indenfor kommer sjældent over de 18 grader. Udenfor ligger vi jævnt på omkring de 5-10 grader om natten og cirka 20 grader om dagen. Sikke hun klager, tænker I jo nok! Men som Kenneth siger, man har ikke oplevet kulde før man har oplevet vinter på Madagaskar! Det er altså en kold fornøjelse at sidde på kontoret når temperaturen snegler sig opad fra de 15 grader. Med utætte døre og vinduer, kold vind og overskyet vejr, så er det en tabt kamp at få temperaturen op over de 18-20 grader indenfor… I det mindste er vi ved at få lukket vores ”vippevinduer” i badeværelset med plexiglas, så vi slipper for træk når vi går i bad. Jeg har altid holdt meget af mine uldne strikketrøjer – de kommer virkelig til sin ret de her dage! For ikke at snakke om vores brændeovn og diverse medbragte radiatorer… Jeg går lige ud en tur siger Kenneth tit – er han heldig finder han nogle lækre varme solstråler og lidt le, og så går det hele jo nok alligevel!

Læs videre “Hvor skal jeg dog starte?!”

Intet nyt er godt nyt!

Der er travlhed at spore – og jeg vælger at tage det som et udtryk for at vi virkelig er ved at lande. Vi hører hjemme her på Madagaskar nu, og derfor er det helt ok at jeg ikke lige altid finder tid til at opdatere bloggen. Men bare rolig – I er ikke glemt – jeg skal nok blive ved med at skrive og fortælle, hvordan det står til her i de sydlige himmelstrøg.

Læs videre “Intet nyt er godt nyt!”

Godt nytår!

Eller er det ved at være for sent med sådan en nytårshilsen? Det er som om nytår ligger ret lang tilbage i tid. 2019 er allerede godt i gang. Vi nærmer os årsdagen for flyttekaos – godt at det er et tilbagelagt kapitel! For et år siden var vi ved at pakke vores liv ned i kasser. Mange beslutninger blev taget – hvad skal med? Hvad skal ud og hvad skal vi gemme til senere? Jeg har tænkt mange gange siden, hvorfor i al verden tog vi ikke det med? Det var svært at sætte sig ind i hvad, som ventet på Madagaskar. Vi er blevet meget klogere på lige akkurat det, det sidste års tid.

Læs videre “Godt nytår!”

Lys i mørke!

I skrivende stund åbnes himmelens sluser over bliktaget – og regnen gør, hvad den kan for at overdøve julemusikken som ellers spreder hygge og aftenstemning efter puttetid. Børnene sover, og jeg er alene hjemme. Må ærligt indrømme, at jeg beder en stille bøn om, at strømmen for en gangs skyld ikke forsvinder i aften, men jeg kan godt komme til at tvivle lidt på lige netop det. Strømafbrydelser er blevet en daglig rutine – pandelampen hænger klar om halsen…

Læs videre “Lys i mørke!”

Vi er på vej!

Men det tager altså lidt tid endnu. Mura, mura – tag det bare roligt. Vi skal nok nå i mål. Men nogle gange er vejen lang. Mindes da også tydeligt at vi syntes vejen frem mod udsendelse var virkelig lang. Vi ville gerne afsted – nu! Men et skridt ad gangen viser sig som regel at være det bedste. Forberedelser er godt – også selv om det nogle gange tager lang tid.

Vi er stadigvæk på vej, så derfor har jeg ikke ændret titlen på bloggen endnu. Forslag til nyt navn er velkomne, men mon ikke vi altid vil være på vej med et eller andet i vore liv? Måske lidt filosofisk det her. Jeg skal prøve at forklare nærmere.

Læs videre “Vi er på vej!”