You’re in

Sådan! Efter fire dages venten blev vi ringet op på Skype af Mr. Butcher – som er en yderst venligsindet brite fra MAF’s HR kontor i England – selv om navnet måske antyder noget andet. Efter lidt indledende sluder om vejr og vind gik han lige på ”You’re in”. MAF vil gerne have os som udsendte medarbejdere – og Kenneth som pilotJ Se det var en god nyhed!

Forud for de fire dages venten var vi et smut i England – på tur helt uden børn. Det fik mig til at føle mig ung igen, så jeg måtte samtidig konstatere at jeg jo nok er ved at være voksen;-) KLM bragte os over til den grønne ø – som var grøn(!), der var forår og blomster over det hele – jeg gad egentlig ikke rejse hjem igen, men babysitterne måtte afløses. Det var skønt endelig at få møde de mennesker, som faktisk skal matche os med den MAF base, hvor Kenneths pilotevner og vi som familie passer bedst ind. Efter fire timers interview og frokost gik turen hjem igen. Og så måtte vi vente lidt endnu…

Ordene ”You’re in” udløste selvsagt et hav af spørgsmål – ikke mindst hvor? Og hvornår? Men også – hvad med børnene? Hvornår skal de få ”hemmeligheden” at vide? Hvad skal vi sige til dem? Og tænk nu hvis de går helt i baglås og heller vil flytte hjem til farmor? Tålmodighed er som bekendt en dyd! Så vi tager en dag af gangen – lidt endnu. Og mens vi venter begynder vi at sætte ekstra meget pris på alt det danske… For eksempel så frøs jeg her den anden nat – frostgrader sidst i april(!) – jeg skældte stille ud over vejret, men så jeg fandt et ekstra tæppe og blev enig med mig selv om, at sådan nogle kolde netter giver en god nattesøvn – om ikke så længe banker der en anden og meget varmere virkelighed på døren.

Er du bange?

Kenneth begyndte at læse til pilot sommer 2013. Det var en helt ny verden, der åbnede sig. Til at begynde med fortalte vi ikke min svigermor om, hvornår Kenneth var ude at flyve… Det var bedst sådan. Det gik heller ikke lang tid før jeg fik spørgsmålet – er du bange når Kenneth er ude at flyve? Jeg måtte tygge lidt på det spørgsmål…

Et af de teoretiske fag ved pilotuddannelsen er aerodynamik – hvad gør at et fly kan holdes i luften og ikke styrte ned? Kenneth gjorde meget ud af at fortælle mig, hvordan det virker. Og jeg forstår det godt – eller gør jeg? Det er som om jeg mangler det sidste rationelle gen. Når Kenneth forklarer, giver det mening – meeen hvis jeg nu virkelig tænker mig godt om, så er det altså ikke helt til at forstå!

Noget andet man lærer om på pilotuddannelsen er flyulykker… man skulle jo gerne tage ved lære af andres fejl. Heldigvis er der også statistikerne – og de er gode! At flyve er sikkert – langt mere sikkert end at køre bil, for ikke at snakke om motorcykel. Så når Kenneth tager afsted om morgenen, og vi siger farvel i døren, får han et kys og et velment ”kør nu ordentligt” – at alt inden i mig siger ”sørg nu for at komme trygt ned på landjorden igen…” – det er en helt anden sag.

Frygten for at miste tænker jeg vi lever med alle sammen. Det er konsekvensen ved at elske. At elske en brandmand og en pilot – og ja, jeg ved det lyder skørt, men det er han altså ham Kenneth jeg har været gift med i 12 år nu – giver bestemt anledning til frygt og bekymringer, men når alt kommer til alt må vi vælge, hvad, der skal præge vore liv. Jeg ønsker ikke at være styret af frygten for at miste – og selv om tankerne nogle gange løber løbsk, gør jeg hvad jeg kan for at holde frygten i kort snor.

Jeg holder ret meget af 1. korinterbrev 13. Det handler om kærligheden. Om at uden kærlighed er vi intet. Hvis kærlighed medfører frygt for at miste, kunne man måske vælge kærligheden fra – men uden kærlighed er vi intet – så vil jeg heller lære at leve med frygten og give den så lidt plads som overhovedet muligt.

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” 1.kor.13.13.