Den som venter på noget godt…

… venter som bekendt ikke forgæves – meeeen, nu synes jeg snart vi har ventet længe nok!

Ventetid er en sjov størrelse. Efter tre graviditeter ved jeg godt, hvad det vil sige at vente. Til sidst bliver ventetiden ikke til at holde ud, og man kan næsten ikke tænke/tale om andet. Mindes da jeg ventede William, den ældste, at Kenneth til sidst fik nok – du taler jo ikke om andet! Det var en øjenåbner. Baby i maven fyldte alt! Og hvad hjertet er fuldt af løber munden over med… Nu er der så ikke flere babyer på vej i familien, men efter 4 års forberedelse og mange tanker og drømme om at få arbejde for MAF, venter vi i spænding på at få at vide, hvor vi skal hen – og måske har vi nogle gange svært ved at tale om andet… Beklager!

Nu er der gået 6 uger siden vi blev godkendt.

Tid er også en sjov størrelse. Det føles som en evighed siden vi var i England til jobinterview. Når fokus er på ventetiden, snegler tiden sig afsted. Får vi ikke snart noget at vide? Man kan næsten høre uret tikke… Dagene bliver lange. Og dog. Her er stadigvæk hverdag – og heldigvis for det! Vækkeuret ringer, morgenrutinen gennemføres og alle fem kommer nogenlunde udhvilet afsted til hverdagens udfordringer – jeg tager på runden; børnehaven, skolen, vuggestuen, arbejde – udfører dagens arbejdsopgaver, drikker et par kopper kaffe, sludrer med kollegaerne – ny runde; vuggestuen, skolen, børnehaven – og så har vi lige nogle timer til en forhåbentlig hyggelig eftermiddag og aften sammen med børnene. Hvad lavede vi egentlig inden vi fik børn? Nå, det er vist en helt anden historie, men tiden med børn flyver afsted – ingen tvivl om det. Hvor har jeg tænkt mange gange de sidste fire år – det er godt vi har børn! Det er hårdt arbejde, men børnene giver os noget meningsfyldt at stå op til hver dag. Også de dage, hvor man har lyst til at give op og har svært ved at se skoven for bare træer.

Jeg skrev tidligere, at jeg holder meget af 1. Korinterbrev 13. Der står også noget om tålmodighed. ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke…” Det vers udfordrer mig på mange måder lige i tiden. Der er dage, hvor jeg mister tålmodigheden – og ikke kan lade være at skælde ud over mine skønne drenge, der er fulde af løjer. Og der er dage, hvor jeg bare ikke kan vente længer. Nu skal vi altså afsted! Heldigvis finder jeg den igen – tålmodigheden altså – jeg giver drengene en krammer og venter lidt endnu. Forhåbentlig inden længe er der nyt at fortælle:-)