Madagaskar? Ja, tak!

Vi ventede ikke forgæves, men det er jo efterhånden ikke nogen hemmelighed. Facebook har gjort sit til, at stort set alle vi møder har læst eller hørt rygter om, at vi flytter til Madagaskar! Det kilder ret meget i maven når jeg skrive det. Det er nu en gang lidt skørt at rykke hele familien væk fra alt det kendte og trygge her i Danmark – men vi glæder os ret meget – ikke til det svære, ikke til at forlade alle jer der ude, som betyder så uendelig meget for os – men til at leve drømmen ud om at kunne gøre noget for at hjælpe andre, der lever under langt dårligere vilkår end os her i Danmark.

Madagaskar er verdens 4. største ø, og der bor faktisk omkring 25 millioner mennesker på øen. Jeg anede ikke, at den lille plet på kortet lige øst for Afrika indeholdt så meget – heller ikke, at befolkningen er blandt verdens fattigste. Naturen skulle eftersigende være vildt smuk – og her finder man stadig nye og tidligere ukendte plante- og dyrearter. Jeg glæder mig til at lære Madagaskar bedre at kende.

Men helt ærligt, selv om forventet afrejse lige nu er februar 2018 – så virker det hele lidt fjernt. Og så alligevel – det fylder selvsagt en del i vores hverdag. Det officielle sprog på Madagaskar er fransk… Det havde da været nemmere hvis det var engelsk eller spansk – men nu er vi ikke kendt for at vælge de nemme løsninger. Så fransk må da også kunne læres – eller? Det er jo som at gå 1. g om igen. Slut med Netflix serier om aftenen – og så er det bare at kaste sig over fransk lektierne!

Øm, det passer vist ikke helt. I går faldt vi lige over en fransk film. Kenneth skulle lige overtales. Han mener bestemt, at livet er for kort til franske film… men ”Taxi” var nu sjov. Sjældent er der dog blevet læst så mange undertekster, for det franske var slet ikke til at forstå! Vi må vist tilbage til lektierne. Vi får hjælp af en ægte franskmand – en tålmodig en af slagsen. ”Ohlala” – siger hun og ”prøv igen”. Vi skal nok lære det, men hold op hvor er der mange sjove lyde – som allerhelst skal komme fra næsen. Øvelse gør mester! Så der er ikke andet for – øve, øve, øve.

Så mens vi venter, laver vi lektier – ja for vi venter lidt endnu. Det er næsten ikke til at tro, men en af verdens fattigste befolkninger har faktisk luftfartsmyndigheder som holder styr på lufttrafikken og alt det der – og det gør de faktisk ret godt. Så nu er vi i gang med en ansøgning om flyvetilladelse til Kenneth som pilot for MAF Madagaskar. Jeg håber de siger ja, og mon ikke de gør – men det bliver godt at få alle tilladelser på plads.