Down Under

Ja det lyder jo lidt anderledes – og er det på mange måder også. Det er næsten ikke til at forstå. Vi er på den anden side af jorden – selv om vi fløj ufattelig langt og krydsede Himalaya bjergene og noget af Stillehavet inden vi landede, så fatter jeg det ikke helt. Som om vi ligesom burde hænge op ned… Alt mærkes helt normalt. Særligt efter at jetlaget er overstået og hverdagen begynder at melde sig.

Hvad laver vi egentlig her nede er der måske nogen der tænker? Kenneth er kommet på skolebænken igen – her er intensiv undervisning, en god blanding af teori og praksis. Underviserne er tidligere udsendte MAF piloter. De ved hvad de laver og lærer det villigt videre til Kenneth og de andre piloter i træning. Hvordan håndterer man nødsituationer når man er ene pilot i flyet? Hvordan vender man flyet når man ikke har luft nok til at komme op over bjergkammen? Hvor tæt på bjergene må man flyve? Hvornår er grusbanen for blød til at man kan lande? Hvad gør man når landingsbanen er fuld af kreaturer og legende børn? Der er mange spørgsmål at forholde sig til – det er bestemt ikke for sjov vi lige er taget et smut til Australien inden afrejse til Madagaskar. Dag for dag går det mere og mere op for mig, her trænes afgørende færdigheder for en kommende MAF pilot. Jeg kigger med skarpe øjne på Kenneth og siger ”hør nu godt efter!” Nu er det virkelig ved at være alvor. Og jeg kan slappe helt af. Ørene er skarpe og villigheden til indlæring er stor. Her er ikke ingen som sover i timerne. Lige pludselig kommer det hele tæt på. I nær fremtid sidder piloten alene i flyveren – på Madagaskar, så det er bare med at følge med.

Og hvad med vi andre? Hvad laver vi? Vel. Efter at have skruet noget ned for ”hjemmeskole” ambitionerne, så kan jeg vel kort og godt sige, at vi er her bare. Vi skal jo ikke nå noget – og hvor er det skønt! Vi har ikke travlt med at komme ud af døren – og heller ikke med at komme ind igen for den sags skyld. Vi nyder at slippe for flyverdragter, huer og vanter – og trække blot i det mindst varme stykke tøj vi ejer, for her er virkelig varmt! Og her bliver det hele vendt lidt på hovedet – vi trækker indenfor i solskinnet for at lave puslespil, læse, bygge med Lego og spille IPad. Når der regner løber vi ud og spiller bold og cykler. Vi går gerne tur, og oplever verden. I går mødte vi 10-15 små kenguruer! Ungerne løb dem i møde, og så hoppede hele flokken afsted. I dag fandt vi et klatre træ, og et firben sneg sig op ad Williams shorts. Vi fandt et ”kæmpeflaggermus” kadaver – og kikkede på maddikerne der åd. I morgen går vi tilbage igen og leder efter et færdig renset kranium. Nå ja, så fandt vi også en palme og en kokosnød. Nødden tog vi med hjem, åbnede, smagte på mælken og kokoskødet indeni. Her den anden dag fandt vi også et skønt sted, hvor vi kunne købe Milkshakes – bestemt ikke sidste gang vi lander der!

Og så var det lige det der med at lære engelsk. Vi øver – og det er ret spændende. Alt vi møder får engelske ord. Forhåbentlig sidder noget af det fast. Vi lærer engelske sange, bogstaver og tal – vi møder også rigtig mange mennesker, og alle snakker engelsk. Inden længe begynder i hvert fald vi voksne at tænke på engelsk og kommer næsten til at lede efter de danske ord. For drengene er det også et spørgsmål om at finde tegnsproget frem – og den ordløse leg. Her er flere piloter i træning fra mange forskellige lande. Børnene mødes og leger, kigger på hinanden – vinker og siger kom. Det er lidt svært, men er all begyndelse ikke det? Sophia kalder ”piger” og vore små naboer dukker op. Hun tager dem i hånden og siger ”løb” og ”hop” og så leger de. Australske børn kan altså godt forstå dansk. Og sidst, men ikke mindst, så har vi jo hinanden. Hvor er det et privilegium at få lov til at tilbringe så meget tid sammen med sine børn! Godt nok skændes søskendende eftersigende hvert 5 minut – og det lever William, Zander og Sophia vist ret godt op til – men hvor nyder de også bare virkelig hinandens selskab og finder på skøre lege på trods af et meget begrænset udvalg af legetøj. Der skal ikke altid så meget til – en ”kikkert-køkkenrulle” og lidt solcreme-striber på kinden, og så er vi både indianere og sørøvere på en og samme tid!

Engle kan også lave fejl…

Og tak Gud for det! Vi mødte en engel i lufthavnen i London sent tirsdag aften. Vi var ved at være godt trætte efter en meget lang dag. Togturen fra Støvring startede allerede kl.05.17. Humøret var højt, og turen til København og dernæst London gik rigtig godt. Dog havde systemet ikke regnet ud at vi gerne ville sidde sammen alle 5 – derfor opsøgte vi en særdeles hjælpsom medarbejder ved British Airways skranke i Heathrow. Han have god tid og fik det hele ordnet – med en 12 timers flyvetur foran os, var det en lettelse at få være to voksne om de tre unger trods alt. Da vi så nogle timer senere sad og ventede på at få gå ombord i flyveren til Hongkong blev der annonceret forsinkelser, men bare roligt inden længe ville vi få gå om bord. Køen hobet sig hurtig op ved skranken, nu ville vi vist alle gerne afsted. Pludselig bliver Mr. Kenneth og Mr. William Pedersen kaldt frem. Der var blevet lavet en fejl – vores engel havde byttet rundt på passene, ikke noget alvorligt – det var hurtig klaret. Men når vi nu var kaldt frem kunne vi ligeså godt få klaret resten af familien. Og med et var vi klar – den uoverskuelige kø-situation var ordnet, og William fik som den første lov til at gå ombord i Boeing 777 mod Hongkong. Og som en lille bonus havde englen klaret et ekstra sæde at sove på natten igennem. Pludselig var 12 timers flyvning ikke længere helt så umuligt som lige for lidt sidenJ Og når nu børnene valgte at sove 10 ud af 12 timer, var det nogle meget lettede forældre der landede i Hongkong 12 timer senere.

Det var godt vi kom igennem flyveturene med en lille smule optimisme i bagagen, for helt ærligt. Jeg havde virkelig undervurderet effekten af jetlag ved 9 timers tidsforskel! De første par nætter skulle vi bo på ”Tree Top Lodge” i Cairns. Et hyggeligt sted, men det meste var fuldt booket – så hele banden rykkede ind på et værelse. Optimismen rådede, sikke hyggeligt at komme hinanden ved… Lad mig sige det sådan. Jetlag er hårdt – jetlag med små børn (i samme værelse) – er… Jeg mangler ord. Om ikke andet, så er det lige om lidt et overstået kapitel. Første nat forsøgte vi på at overbevise ungerne om at ligge stille i sin seng det meste af natten – kl.02. var de klar til at holde fest alle 3, men de forholdt sig relativt roligt igennem nattens mulm og mørke! Morgenen bød på udmattede børn, hvilket resulterede i en hel masse opkast. Toastbrød, banan og cola gør underværker og i løbet af eftermiddagen var alle fem klar på at udforske nabolaget, der bød på mangoer i massevis og et træ fuldt af næsehornsbiller. Den anden nat tabte vi kampen – efter lige lovligt meget skrig og skrål (stakkels naboer) hold vi fest alle sammen og spiste yoghurt med müesli og pizzarester kl.04. Vi fik pakket sammen og kl.10. gik turen videre mod Mareeba. Vi glædet os meget til at nå frem, og se hvordan vi nu skulle bo de næste 4 uger, og ikke mindst få møde nogle at dem, der arbejder for MAF i Mareeba. Men efter 3 døgn med meget lidt søvn begyndt situationen også at blive ret uoverskuelig. Heldigvis dukkede der flere engle opJ Amanda bød velkommen og viste os rundt i en skøn lille lejlighed med to værelser, køkken/stue og bad – endda en lille have! Der var en masse informationer, hovedet var ved at eksplodere – vi må have set ret trætte ud. Hun forsvandt igen og inden længe dukkede hun op med Emma, vi fik gode råd mod jetlag og et par SIM kort. Vi sagde farvel igen – men inden længe kom Emma tilbage, denne gang med aftensmad og et par cykler børnene kunne låne. ”Call me” sagde hun, hvis I får brug for noget. Og sidst på aftenen (kl.19…!) Dukkede Andrea op – en genbo. Hun havde bagt brød og lavet chokolade/banan dessert – hun nåede os lige inden vi faldt om på sengen. Hvor var vi trætte, men også bare rigtig glade for at møde så mange søde mennesker, der ville os alle det bedste. Der skal ikke altid så meget til for at gøre andre glade – må vi alle huske at være engle for hinanden der ude i småt og stort – og ikke være bange for at lavet fejl, for mon ikke det også kan bruges til nogetJ

Hvis du gerne vil læse med og følge vores blog – så skriv navn og mail til højre på siden og klik ”subscribe” (tilmeld). Så får du en mail hver gang vi skriver noget nyt. Efter tilmelding kommer der en mail, som skal bekræftes inden du er rigtig tilmeldt. Kig eventuelt i din junk mail, om der ligger en mail fra charlotteogkenneth.dk som du skal bekræfte.

PS! Vi sov til kl.05 i dag 🙂 Nu begynder det at ligne noget vi kender.