Glædelig jul!

Ja, på et tidspunkt havde jeg vel en ide om at vi skulle sende julekort hjem fra Australien… Lad os bare sige, at det vist bliver med tanken. Det er godt internettet og de sociale medier hjælper lidt til og gør det nemt at kommunikere trods alt. Selv om julekort i posten stadigvæk er hyggeligt – jeg må se om jeg ikke kommer stærkere tilbage næste år!

Tiden flyver afsted, og lige pludselig er vi næsten på vej hjem! 6 uger er gået siden vi forlod Danmark. Sjovt hvordan tid både kan føles som en evighed og som et knips med fingrene på en og samme tid. Vi nyder virkelig Australien – men vi glæder os også rigtig meget til at komme hjem til Danmark!

Vi bor nu i en lille lejlighed vi har lejet tæt på Stillehavet. Her er en lang flot strand – men der er skilte over det hele: badning forbudt! Her er sommer og sæson for giftige ”brandmænd” i havet. Nå, ja – så er der krokodillerne… Vi mødte en rigtig nuttet en af slagsen. Den var 50 cm lang, cirka et år gammel – og den havde tape rundt om sine ret små, men stadig skarpe tænder. Den var næsten ikke til at stå for. Men at stå over for faren – en 4,2 meter lang basse var en frygtindgydende oplevelse. Også selv om der var hegn omkring den. Det rungede når den klappede kæberne sammen! Hønemor her blev igen udfordret – unger! Hold afstand til vandet. Heldigvis er her 50 x 50 meter på stranden, hvor der er beskyttelsesnet i vandet og livreddere på land – så Stillehavets 30 grader varme vand bliver udnyttet til det sidste. Her er også en lille pool – vi deler med vore naboer, men indtil videre har vi ikke set skyggen af dem. Generelt er her ikke ret mange turister. Vi spurgte en dag vi var i ”Randers Regnskov” uden kupler og kunstig opvarmning – hvorfor er her ingen mennesker? Der var reptilfremvisning, og vi var helt alene om at kæle for en 2 meter lang pytonslange og den lille krokodille… Der er for varmt, sagde de. Selv om her er sommerferie fra skolen, gemmer man sine ferieture til om vinteren (Juli måned), hvor her er knapt så varmt. Helt fint for os! Her er masser af plads, ingen kø eller trængsel – og vi nyder den sidste varme inden vi skal hjem til vinterlandet Danmark. Det bliver koldt at komme hjem – rigtig koldt!

Mens vi nyder lidt ferie skrider plan Madagaskar frem lige så stille. Vi har nu fået billeder af vores nye hjem – og har fået god kontakt til kommende naboer, som hjælper med at gøre huset klar. Vi er så småt i kontakt med børnenes sandsynligvis kommende skole, og en hjælpelærer i engelsk/fransk er også i støbeskeen. Flybilletterne er blevet bestilt, papirerne til visum og arbejdstilladelse er udfyldt, underskrevet ved retten i Mareeba og sendt afsted – tænk at det kan koste 700,- at sende en håndfuld papirer fra Australien til Madagaskar med 14 dages leveringstid! Det er vist lige før Post Danmark kan gøre det bedre… Og så har vi skrevet arbejdskontrakt. En lidt anderledes en af slagsen! Hvor mange arbejdstagere har en klausul med, om hvad, der skal ske i tilfælde af kidnapning?! Det er standard ved udstationering, men en ret opsigtsvækkende detalje spørger du mig. Bestemt ikke noget vi regner med bliver relevant for os at forholde sig til i praksis.

Nå ja – så er der jo også snart jul! De sidste julehemmeligheder er ved at komme på plads. Her er heldigvis ret velfungerende internet – og så kan man klare mange ting, selv om ”Reshopper” i dag gjorde mig opmærksom på at jeg er 14235 km væk fra Århus og afsender af Zander og Williams julegave! Dem klarer vi lige på torsdag – da venter et døgns flyvning plus en halv dag i toget inden vi fredag eftermiddag lander i Sørup! Det bliver nu også skønt at sove i sin egen seng igen.

Bag skyerne er himmelen altid blå!

Måske et lidt provokerende statement at komme med når nu Danmark angiveligt er pakket godt ind i grå skyer og regnvejr det meste af tiden… Beklager. Det er ikke for at gnide salt i sårene.

Her nyder vi privilegiet af at vågne til klar blå himmel stort set hver dag! Temperaturen når hurtig 30-35 grader og svedperler løber stille ned af ryggen ved selv den mindste bevægelse. Luften er fugtig – og den sidste uges tid er det hele endt med bulder og brag – og lækkert regnvejr hver eftermiddag. Det er dog hurtigt overstået – inden der er gået en time skinner solen igen.

Uge 3 gik hen og blev en hård uge. Børnene proklamerede, at nu var de altså klar til at rejse hjem igen! Kammeraterne og bedsteforældrene blev savnet – og lige pludselig oplevedes afstanden hjem til Danmark lige så lang som den faktisk er, altså meget lang, som i virkelig lang… En af de knapt så sjove lektier at lære. Vi talte dage og regnede ud hvor længe vi havde været afsted – hvornår vi skulle hjem igen, og ikke mindst hvornår far er færdig i skole! Det er han heldigvis lige om lidt.

Vi skal vist have talt lidt mere med børnene om det der med savn. Næste gang vi kommer til at savne er der ikke blot to uger til vi skal hjem igen… Heldigvis tager vi meget af hjemmet med os, men kammerater og familie – det bliver altså lidt svært. Sophia på 2 år har ikke så mange ord, men hendes øjne siger alt. Det er nok det, der har overrasket mig mest. Sophia oplever savn, ingen tvivl om det.

Heldigvis knytter vi alle også nye bånd – og så letter skyerne lidt igen. Sophia løber smilende ned til pigerne, der allerede er blevet til ”girls” – William og Zander siger ”come play with me cars” – og mødrene har uendelig meget at tale om! Hvor er det skønt at møde andre, der brænder for det samme som os og har gået igennem de samme mange og til tider lange forberedelser. Hvor er det fantastisk at få lov til at dele liv og være hinandens opmuntring og støtte midt i savn og usikkerhed om, hvordan nu fremtiden egentlig kommer til at se ud. Vi ser frem til at møde vore nye medvandrere og kollegaer når vi når frem til Madagaskar til februar!

Nå, ja – så er der jo også piloten. Lad os bare side det sådan – han er kommet på arbejde, hårdt arbejde! Han flyver eftersigende rundt i et køleskab… Altså en gammel og ret tung flyver, der giver piloten gråt hår og lange arme. ”If you can fly that one, you can fly them all!” = rigtig god træning! Kenneth øver nødprocedurer, jager kør væk fra landingsbanen, rydder landingsbaner for termitbo, overflyver terræn i uhyggelig lav højde og vender flyveren kort og kontant i luften på 3 sekunder – godt jeg ikke er passager! I løbet af ugen er det hele over – og Kenneth er klar for nye udfordringer på Madagaskar!

I hvert fald lige om lidt. Nu skal vi også lige nå at lege turister i Australien. Vi tyvstartede her i weekenden og kørte en tur ud i vildmarken. Smuk natur med masser af klipper, kenguruer, skildpadder – det kan bestemt anbefales. Jeg udfordrede mig selv lidt – og endte med at få en pytonslange i favnen! (Dyrepasseren stod lige ved siden af…) Hvor var den lækker blød at røre ved – måske det skulle blive vores nye kæledyr? Under kontrollerede forhold kan jeg åbenbart godt klare slanger – heldigvis har vi endnu til gode at møde en på vores vandringer i skoven. Vi har heller ikke set nogle krokodiller. Ikke sådan rigtig – jeg nåede dog at få sved på panden her den anden dag. ”Bliv lige her drenge”, sagde jeg. Hjertet bankede der ud af. Var det virkelige en krokodille, der lå derover i sumpen og stak hovedet op? Vi smed en pind i vandet – og jeg følte mig ret dumt. Tænk at blive bange for en klump mudder i et vandhul! Der var vist ret varmt den dag…