“Mora, mora”

Vi er nu godt igang med uge 3. Det føles som meget længere siden vi forlod kolde Danmark. Måske fordi der hele tiden er nye input, oplevelser og sanseindtryk som lige skal fordøjes, bearbejdes og sorteres. Som for eksempel den første indkøbstur.

Vi vovet os ud i trafikken – køleskabet var ved at være tomt, så indkøb var blevet presserende. Der er 10-15 minutters køretur til nærmeste indkøbsmulighed – når man som tilflytter må anerkende at maven ikke kan holde til den lokale slagters ret så tempererede kød. Vi bor i udkanten af byen, og trafikken flyder egentlig relativt godt. Trafikbilledet er dog ret anderledes end det vi kender fra Danmark. Der er mennesker over det hele – i trafikken altså. Bil er luksusvare – gå benene bliver flittigt brugt. Andre cykler, kører på scooter, løber, trækker rundt på store læs – i bare tær, andre er heldige og har et par bøffel lignende dyr til at hjælpe sig. Det er et stort virvar – det er med at holde tungen lige i munden, holde godt fast i rattet og håbe det bedste. Selv en kort køretur giver lige pt sved på panden – al begyndelse er svær.

Nå, men vi nåede altså frem til butikken i god behold og uden at lave skader på nogen eller noget. Godt svedige vælter vi ud af bilen og ind i butikken. Alle kigger – vi skiller os lidt ud. Der er ingen andre lyshårede at se – og med Sophias til tider højtlydte protester overfor drillende storebrødre er det lidt svært at gemme sig. Vi har ingen indkøbsseddel med. Stor fejl! Men jeg viste simpelthen ikke hvad jeg skulle skrive på sedlen. Hvad kan man egentlig får købt i en butik på Madagaskar? Vi bliver positivt overrasket – og overvældet. Her er ret meget, men hvad? Der er varer fra hele verden – gerne med navne og indhold på ret så fremmede sprog. Vi prøver os lidt frem. Række op, række ned – smider lidt tilfældig ned i kurven. Der er mange nuller på prisskiltene – hovedet kører på højtryk. Er 10.000,- meget eller lidt for en pakke smør? Er det i øvrigt en pakke smør jeg står med i hånden? Inden længe styrer vi mod kassen. Jeg mindes indkøbsture i Fakta i Støvring med tre små hjælpere, der har givet mig sved på panden mange gange – måske har det været god træning. Jeg ved i hvert fald hvornår nok er nok, og så må vi tage resten en anden gang. På vej til kassen finder vi danske småkager og norsk røget laks! Tænk hvor glad man kan blive over at finde noget, der er kendt midt i alt det ukendte.

I øvrigt var det lidt skørt det med småkagerne – vi havde danske småkager med i kufferten, som gave til vore nye kollegaer… Ja, ja – der er meget vi kunne have ladet blive hjemme og andet vi skulle have haft med, men det er en anden historie. Kollegaerne sagde tak, og trøstet os med at vore småkager jo nok var en anelse mere ”friskbagte” end dem, der var at finde på hylderne. Og køb endelig ind hvis I ser noget i kan lide – er et af mange gode råd, der bliver givet. Man kan aldrig vide hvornår man finder samme vare igen.

Vi kom hjem med alt og ingenting. Brød glemte vi alt om – men måske er det i virkeligheden gær, som er vejen frem. Rugbrød skal man som forventet kigge langt efter – til Williams store tilfredsstillelse, og franske baguetter er ikke noget man bliver mæt af. Men naboen kender en, der leverer fuldkornsmel på døren – og en anden, der leverer frisk mælk. Nå, indtil videre når vi langt med juice og havregryn, pasta og kødsauce! Og smør- ja, det lykkedes i tredje forsøg at finde et smørlignende produkt – finder vi Lurpak en dag vil det bringe smil på læben. Mon vi kan finde fløde og lave vores eget smør? Lidt kreativitet i husholdningen bliver vist nødvendigt!

”Mora, mora” – var de første gassiske ord vi lærte. ”Rolig, rolig” – ingen grund til stress. Jeg øver mig. Varmen hjælper til. Vi når det i morgen – måske.

På vejen hjem møder vi tiggende børn, ældre, handikappede – dem, der kan, bevæger sig hurtig ud og ind imellem alle trafikanterne. Kassebonen brænder i lommen. Min pakke smør til 10.000,- (ca. 20 DKK) koster næsten en hel dagsløn for dem af mine nye medborgere, som er så heldige at have et arbejde. Forskellen på fattig og rig er enorm.

9 meninger om ““Mora, mora””

  1. Hvor du dog kan skrive spændende ,Astrid. Man kan virkelig sætte sig ind i utrygheden over en ukendt valuta og fremmed mad. Det skal du nu nok hurtig komme efter. I det hele taget tager I det hele forbløffendc fint . Beundringsværdigt .kærlig hilsen og må Gud velsigne jer rigt .Birte Fich.

    1. Tak for det Birte – alt er vist lidt fremmed, men her er mange søde mennesker som gerne vil hjælpe os, så vi finder os godt til rette. Vi glæder os dog meget til vores container når frem, så vi kan gøre vores nye hjem lidt mere personligt. Tak fordi I følger med!
      Charlotte

  2. Kære familie! Udvalget ved bækken Krit (Kerit) var væsentlig mindre for Elias, men Gud sørgede for ham – med “fly”!! Han vil også sørge for jer! Selv blev jeg i dag mindet om, at “Guds bæk er fuld af vand” (Sl. 65,20) Kærlig hilsen fra et snedækket Bornholm!

  3. Kære familie.
    Jeg synes, at det er rigtig skønt at læse dine breve Charlotte. Du formulerer dig på en levende og inspirerende måde. Så tak for det.
    Hvor er vi heldige at kunne følge med i ord og billeder.
    Her er alt ved det gode gamle. I går aftes havde vi vore naboer fra Hou med til koncert i kirken, hvor “De gyldne sange” underholdt med de gode gamle evangeliske sange.
    Sneen her giver glæde til børnefamilier og mindre glæde til dem, der skal ud på vejene.
    Denne weekend skal jeg med på børnelejr sammen med Maj Højgårds børneklub,
    . Vi bliver ikke så mange, men så er der mere tid til det enkelte barn. Nogle af børnene har ikke en kirkelig baggrund, så jeg synes, at det er dejligt, at familierne sender deres børn med.
    Til slut vil jeg ønske jer en dejlig weekend. Jeg tror og ved, at Guds ønske er at velsigne jer alle fem.
    HP sender jer mange hilsener.
    KH Tove (fra omsorgsgruppen)
    Hvis I har specielle ønsker for forbøn, må I endelig skrive.
    HP og jeg er med til bøn onsdag aften

  4. Hej Charlotte og Kenneth. Velkommen til et nyt land (for jer). Minder mig om, når jeg kom først til Kinshasa i Congo som pilot for MAF USA 50 år siden. Jer var også overvældet og omgivet af tig- gerere. Det var en oplevelse, men jeg havde lært fransk i forvejen og overståede livet der i 9 år. Guds velsignelse og beskyttelse med alt, hvad i gør. Mange hilsen, Paul Buhler
    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.