Skovens dybe stille ro

…fandt vi tre timers kørsel fra Antananarivo (Tana). Vi sad fast i massiv trafikprop fredag eftermiddag. Måske var det en skør idé at tage på udflugt blot fire uger efter ankomst, men vi havde brug for lidt luft – så bilen blev pakket og humøret var højt. Klar for nye eventyr!

”Hvornår er vi der?” kom hurtig på banen. Vi kom ingen vegne. ”Jeg skal kaste op!” Posen var klar. Det er efterhånden rutine. Lidt cola og kigs, så kører vi igen. Trafikken blev efterhånden mindre massiv. Rismarkerne og bjergene tog overhånd. Den friske luft gjorde godt.

Jeg sad med et forsigtig udprint fra google maps. Vi finder det aldrig, tænkte jeg. Der var blevet tegnet en prik på kortet lige ned til søen. Der var et hav af hvide streger. ”Du viser vej”, sagde Kenneth og gav mig kortet i hånden – sikke en tillid den mand har til sin frue! Vi nåede frem – jeg tager ikke æren. Jo altså, lidt måske. Jeg er god til kort – men heldigvis er der noget som hedder mobildata, også i Madagaskars ødemark!

Et øjeblik troede jeg næsten vi var kommet til Norge. Der var helt stille. Vandet klukkede lige så stille i vandkanten og der duftede af ægte gran. Vi blev vist ind i et skønt sommerhus. Et virkelig flot et af slagsen – i hvert fald når vi taler om et sommerhus på Madagaskar. Martin viste os rundt. Han havde bygget det hele selv med god hjælp af lokal arbejdskraft – han havde endda importeret en ægte norsk ”Jøtul” brændeovn. Jeg følte mig straks hjemme! Martin og Mary har brugt meget af deres liv her ved søen. De har bygget en skole, lærer lokale kvinder at sy og væve, driver et snedkerværksted osv. osv. – vi nåede ikke at høre det hele, men kreativiteten er stor og lokalsamfundet blomstrer. Som en ekstra bonus åbner de sit hjem op for os, der bor i storbyen – og nogle gange bare har brug for lidt frisk luft. Det bliver ikke sidste gang vi tager turen her ud.

Illusionen om at være i Norge forsvandt dog hurtig – lokale fiskere padlede tit forbi i hjemmelavede kanoer. ”Salama” sagde de og vinkede smilende til os. Befolkningen her er meget venlig og imødekommende. Det er skønt!

Men nu er det ikke fordi storbyens larm er så slemt. Jeg var lidt spændt på det inden afrejse. Vi flyttede fra skønne Sørup, en lille by med mose og marker lige uden for Støvring, syd for Aalborg – til Tana, en by med eftersigende 4,5 millioner indbyggere. Der er ikke meget ”grøntområde” tilbage. Her hvor vi bor, i vores lille ”indhegning” er der relativt rolig – lige bortset fra lastbilerne, der er begyndt at dukke op med jævne mellemrum. Vores have er lukket, en lille skøn oase – og indtil videre er der grønt. Når vi så kører ud i byen er det lidt en anden historie. Biler, busser, lastbiler – de fleste af dem sikkert mere end 20 år gamle og ret så osende køretøjer. I går skulle jeg køre Zander i skole – efter 1 km og 1 time i trafikprop vovede jeg mig ud i et u-sving og kørte hjem. Vi kom ikke i skole den dag. ”Hvad gør skolebussen?” Spurgte jeg. ”Han kører bare op på fortovet…” lød svaret. Skolebus er vist vejen frem.

Nå, men hvorfor var det nu lige vi rejste til Madagaskar?

Midt i forsøget på at etablere en ny hverdag her på Madagaskar kom jeg næsten helt til at glemme hvorfor det egentlig er, at vi overhovedet rejste her til. Men så kørte vi lige en lille tur.

Vi bor i udkanten af byen. Efter blot et par kilometers kørsel, lige ved byens internationale lufthavn var det slut på asfalterede veje. Det kom lidt bag på mig. Ved ikke lige hvad jeg havde forestillet mig. Vi kørte knap 10 kilometer, og det gik meget langsomt. Det have regnet om natten, der lå store søer af vand over det hele. Der var mudder og dybe render. Da vi pakkede og sendte containeren afsted jokede vi med, at kunne jo køre vores lille Suzuki Liana ind i containeren. Den havde ikke haft en chance! Efter en times tid på rigtig bumlevej nåede vi vores mål – en lille bakke med lidt udsigt over byen. Det var smukt. Vejen der op var dog det, der havde gjort mest indtryk. Lige pludselig gave det mening, at det kunne tage dagevis at køre ud til en fjerntliggende landsby, hvis man nu er så heldig at have en bil at køre i. Lige pludselig gav det på ny mening at sende Kenneth afsted i et lille fly ud over de madagassiske bjerge.

Så derfor tager Kenneth nu på arbejde hver dag. Der skal forberedes flyvning, læres nye procedurer og tjeklister. De lokale flyveprøver skal bestås, og ny madagassisk licens skal udstedes. Og så er vi ved at være klar til take of! Jeg beundrer hans vedholdenhed. Landingsrunder, tjeklister, procedurer – i en lang uendelighed – igen og igen og igen. Piloten er kommet på arbejde – igen, og sover pt rigtig godt om natten.

Men husk ”mura, mura” – tag det roligt, ingen grund til stres. Luftfartsvæsenet havde lige glemt at købe nye plastiklommer, så det varer lige lidt inden adgangskortet til lufthavnen er klart. I øvrigt er immigrationsmyndighederne løbet tør for klistermærker til vore pas, hvilket betyder at vi ikke har fået permanent opholdstilladelse – endnu. Heldigvis har MAF Madagaskar en meget tålmodig logistikmedarbejder, der ringer dagligt til immigrationskontoret og beder om udsættelse på vores 72 timers visum – når klistermærket, der viser, at vi har fået permanent ophold, er landet på kontoret, kan vi få vore pas i retur. Og vi som syntes, at trafikstyrelsen hjemme i Danmark var ”tung at danse med”…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.