En hjælpende hånd!

Eller mange burde jeg måske skrive – for det er, hvad vi oplever lige nu. Hver eneste dag. Det kan godt mærkes lidt underligt, men også ret fantastisk. Vi rejste til Madagaskar for at gøre en forskel – for at give en hjælpende hånd til en ret så fattig befolkning, der på mange måder lever under rigtig svære vilkår. Efter godt to måneder må vi konstatere, at indtil videre har de mange hjælpende hænder været rettet mod os – som for eksempel da visumpapirerne skulle kæmpes igennem systemet, da vores container ankom og skulle igennem tolden, da Kenneth skulle købe scooter eller når nu vores hushjælp skulle have sygesikring og pensionspapirer i orden.

MAF Madagaskar har fem internationale medarbejdere og 22 nationale medarbejdere. Det er ret fantastisk at mærke, hvor stor en forskel de nationale medarbejdere gør. Uden dem havde vi ikke en chance! Det er fantastisk at møde lokale madagaskere, der på trods af svære vilkår kæmper sig igennem systemet, tager uddannelse og gør en kæmpe forskel for at hjælpe deres landsmænd, som er dårligere stillet end dem selv – og for os, der på mange måder er bedre stillet, men fuldstændig afhængig af lokal hjælp for at kunne hjælpe andre. Fænomenet ”hjælp til selvhjælp” har pludselig fået et nyt perspektiv.

Også fænomenet ”hushjælp” sætter tilværelsen i et nyt perspektiv. Der er en vis forventning om at ansætte lokal arbejdskraft til huslige opgaver – det skaber arbejdspladser, hvilket gør en stor forskel når nu arbejdsløsheden er så stor. Efter blot et par dage bankede der således også en sød ung kvinde på døren – med en fem måneder gammel baby i favnen. Hun var klar til at påtage sige jobbet som hushjælp efter endt barselsorlov. Jeg har kæmpet lidt med tanken om at skulle have hushjælp og gør det jo nok stadigvæk… Burde vi ikke kunne klare det selv? Men for al del. Da Miora bankede på døren herskede der allerede kaos i vores nye hjem. Jeg humpede stadig rundt med en krykke, kufferterne var hverken halvt eller helt pakket ud, opvasken hobede sig op – for ikke at tale om mængden af vasketøj og den manglende rengøring som hurtig bliver hårdt tiltrængt når nu ungerne løber barfodet rundt, leger og går på opdagelse i støv og mudder. Det var ikke så svært at kapitulere og sige ”velkommen” – vi kunne ikke klare det hele selv.

I dag er Miora ansat på fuld tid. Hun startede ud med nogle timer hver dag – men hendes familiære forhold viser sig at være udfordrende, og det er svært for hende at få tilværelsen til at løbe rundt uden fuldtids arbejde. Hun er ansat på lokale vilkår – vi følger den lokale tarif. Vi har derfor råd til at have en hushjælp – også selv om vores indkomst efter danske forhold er relativt lav. Det hele bliver til en konstant påmindelse om, at forskellen på fattig og rig er enorm – hvor er vi privilegerede!

Miora er også privilegeret på sin vis. Hun har et arbejde hun trives med. På arbejde er der fred og ro fra komplekse og særdeles udfordrende familiære problemer. Der bliver udbetalt løn hver måned, og sygesikring og pensionsopsparing er der også sørget for. Hendes løn gør, at hendes lille familie bliver trukket op blandt de 2 procent madagaskere, som lever over fattigdomsgrænsen. Alligevel spurgte hun i går, om hun måtte få de tomme glas efter mayonnaisen og kødsaucen… Burde hun få noget mere i løn? Hun konkler med opvask, rengøring, vasketøj, børnepasning – en hver husmor ved at det er hårdt arbejde. Når hun så kommer hjem venter baby, og hendes eget hushold passer jo nok heller ikke sig selv. Det kan godt mærkes lidt uretfærdig. Men at fyre hende er jo nok heller ikke nogen god løsning – hverken for hende eller os. Højere løn – vil det gøre en forskel? På kort sigt måske ja, men på længere sigt kan det også blive rigtig svært hvis vi hæver hendes levestandard for så sidenhen at gøre hende arbejdsløs, når der på et eller andet tidspunkt bliver tid til at forlade Madagaskar igen. Nøj, det er altså lidt svært det her – og så alligevel måske helt simpelt. Mora, mora – tag det blot rolig, det ordner sig nok. Sådan en små-stresset ”dansker” kan godt have lidt svært ved lige akkurat det. Altså bare at tage det helt med ro, og ikke forsøge på at redde hele verden på en gang… Måske var det lige netop derfor at valget af husdyr passende faldt på en skildpadde – sikke en inspiration at kigge på sådan et langsomt dyr, der blot nyder livet i vores lille have.

2 meninger om “En hjælpende hånd!”

  1. Kære Chalotte og Kenneth, William , Zander og Sofie
    Tak for en dejlig hilsen fra jer….
    Hvor er jeg taknemlig for at følge med i jeres liv derude i Madagaskar… Er både taknemlige og stolte over det arbejde I er en del af…. Dejligt at høre om den hjælpsomhed I møder.
    Det kunne vi danske lære en hel masse af, vi tænker først på vort eget, derefter om der er energi til andre…..
    Jeg glæder mig over det dejlig forår med fuglesang og GUDs fantastiske skaberværk… Her grønnes alt omkring os, det bliver så smukt…..
    Jeg takker for jer må Gud velsigne jer med sit kærlige nærvær
    Kærlig hilsen
    Inger Marie og Martin

  2. Kære begge . Hvor stort at I oplever kærlig hjælpsomhed fra de mennesker som I er udsendt for at hjælpe . Jeg forstår virkelig dine betænkeligheder angående løn til jeres hushjælp. Det er en svær situation . Især da I ikke skal være der i flere år . Spekulerer også på hvad man kan gøre ? Kærlig hilsen fra Birte Fich.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.