På vingerne!

Klokken er 04.00 – alt er stille, og der er fuldstændig mørkt udenfor. Bip, bip, bip – vækkeuret ringer. Ikke tid til at snooze vækkeuret i dag. Piloten står op, fruen vender sig i sengen og beder til at børnene ikke vågner…

Morgenmaden indtages i stilhed. En lang dag venter – flyet skulle gerne lette ved solopgang for at nå i mål med dagens flyvning inden solen går ned igen. Det er spændende. Første lange flyvning – helt ned til den sydlige ende af øen. En ngo´er skal ud til en lille landsby og tjekke et hospital ud og undersøge muligheder for udvikling og samarbejde. Madpakken pakkes ned i tasken – og så bærer det afsted på scooter de få kilometer der er ud til lufthavnen. Fruen indser taknemligt, at børnene stadig sover – og at det er pilotens første flyvetur alene her på øen. Det er som om en lang rejse er ved at være slut – men på den anden side, så er den først lige ved at begynde.

Der er stadig mørkt udenfor. Trafikken er væsentlig mere rolig end den plejer at være – men det er bare med at køre forsigtig. Dem, der er ude og gå, løbe, cykle eller køre har ikke for vane at gøre brug af hverken lys eller reflekser… Det er køligt. Den tykke trøje er lynet helt op under kørejakken. Hænderne bliver hurtig kolde – det ændre sig dog hurtig, og i løbet af nogle timer er den tykke trøje lagt væk, og sveden begynder at pible frem i panden.

I lufthavnen venter de sidste forberedelser. ”Ground staf” gør flyveren klar. Dagens første passager bliver høfligt, men insisterende bedt om at træde op på vægten – sammen med sin bagage. Benzinforbruget skal regnes ud – og vægten er afgørende. Vejret bliver tjekket en sidste gang og flyveplanerne bliver udfyldt i hånden. Der er rum for udvikling, hvad angår digitalisering. Piloten laver et sidste tjek af flyveren – og så er vi klar til afgang. Solen stiger hastigt op over horisonten. Det bliver en varm dag.

Inden længe er kursen sat – turen går syd på. De karakteristiske bakker og bjerge følger med hele vejen og ender ud i et ørkenlignende område. Dagens passager er engelsktalende, og der er tid til en snak omkring vejr og vind, men også om målet for rejsen, de udfordringer, der venter og hvilke muligheder, der er for udvikling i området. En kop kaffe havde måske været rart, men her er hverken plads til kabinepersonale eller toiletter – så det må blive med tanken.

Nogle timer senere nærmer den lille flyver sig målet. Landingsbanen overflyves – geder, hunde og børn løber ud til siden og gør plads for landing. Efter landing myldrer der frem mennesker fra bushen. Det er ikke så ofte MAF lander her – eller nogen andre for den sags skyld. En flyver er en sensation – hvide mennesker lige så. Passageren bliver afhentet, og der er tid til en snak inden jeepen kører videre ud i bushen. Piloten finder madpakken frem og gumler løs, mens landingsbanen tjekkes for huller, termitbo og andre elementer der kan komme til at vanskeliggøre ”takeoff”. Arbejdet udføres med tilskuere i hopetal. Maden skylles ned – men ikke for meget væske, der er stadig ikke toilet i flyveren. Det bliver dog ikke noget problem i dag. Den pæne lyseblå MAF-skjorte er stadig pæn, men ikke længere lyseblå. Fugtigheden er høj og temperaturen ligeså. Sveden løber ned ad ryggen og får den dybblå farve frem i skjorten.

Alt er ved at være klar til retur mod hovedstaden. Brændstofbeholdningen tjekkes en sidste gang, og piloten sætter kursen mod hovedstaden. På vejen hjem gøres der et lille stop i en anden landsby. En syg nonne har anmodet om en plads i flyveren. 20 timer i bil eller 30 minutter i et lille fly? Beslutningen er ikke så svær, når alderen tynger, og sygdom har hærget kroppen gennem længere tid. MAF er på mange måder og for rigtig mange en ekstra livlinje. Det lille ekstra element, der gør at man kan nå ud til isolerede områder med den hjælp der er brug for – eller komme ud og væk fra isolationen de gange, hvor der er brug for lige netop det.

En lang dag er over. Træthed er at spore, men også glæde – taknemlighed! I morgen venter nye udfordringer, men piloten får dog lov til at sove lidt længere end til kl.04.

Skribenten var ikke selv med på turen, men piloten har accepteret indholdet og står inde for genfortællingen af de første flyvningers mange indtryk.

7 meninger om “På vingerne!”

  1. Glæder mig allerede til at der er nyt fra jer igen??så fantastisk at læse om jeres hverdag.

  2. Kære Charlotte og Kenneth?
    Hvor er det vildt spændende og udfordrende alt det I oplever?
    Så sejt og så flot med den uddannelse og den flyvning du udfører Kenneth???
    Charlotte du skriver bare så fantastik – så levende og berigende – I er bare så vildt seje og herlige og jeres børn er bare så skønne???
    Jeg får besøg af jeres mor/far – svigermor/svigerfar i morgen – jeg glæder mig virkelig meget til at høre om deres dejlige tur ned til jer?
    Gud velsigne jer, jeres børn og jeres tjeneste rigt?
    Kærlige hilsner
    Bodil❤️?

  3. Kære Kenneth og Charlotte,

    Det var godt at høre, om din første og lang tur. Det med at lidt kaffe og ingen toilet i maskinen minder mig om mine år og mange timer under flyverejser i Congo 50 år siden med MAF USA. Omstændigheder, maskiner, og mennesker har ændret sig lidt, men vores mission var de sammen. Guds velsignelser, sikkerhed med flyveturer og vejr, og fortsatte mod til at tilpasse jer med de nye levevilkår og sprog.

    Mange hilsener, Paul Buhler

    1. Tak for din hilsen Paul:-)
      Billedet som hører til “På vingerne” er med en Cessna 182 – en lille fire personers flyver, som Kenneth flyver med lige nu.
      MAF Madagaskar har også en Caravan, men venter vi lidt med endnu;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.