That´s mine!

Hov, hvor kom det fra? Den lille og meget bestemte frøken hiver fat i duplo bilen og gentager: that´s mine! Joel er på besøg, og lige pludselig skal de engelske gloser prøves af – vigtige gloser når man nu stadig er to år. Vi får lige lavet en hurtig forhandling – uddelt nogle flere duplo biler, og så leges der videre. Snart udbreder latteren sig igen, og flere engelske gloser dukker op til overfladen. Hun har ellers ikke sagt så meget, den lille pige. Altså andet end på dansk. Hun kigger nøje efter og lytter gerne, men de udenlandske gloser har ladet vente på sig. Og så pludselig dukker de op. Hun forstår hvad, der bliver sagt. Ingen tvivl om det. Hun kan endda finde på at svare helt relevant på dansk, når hun får stillet et spørgsmål på fransk – og hun sorterer fint i hvem, der taler hvilket sprog. Det er ret fantastisk, hvad sådan en lille hjerne kan kapere. Og det er nu egentligt også heldig nok, nu når børnehave pludselig foregår på fransk. Hvad gør du når du skal på toilet i børnehaven, spørger en lidt bekymret mor… ingen grund til bekymring. Vigtige gloser bliver indøvet med lynets hast – pi,pi og ka,ka – det er da til at forstå!

Vi bliver nogle gange spurgt om vi føler os trygge midt i vores nye tilværelse. Det har jeg brugt noget tid på at tænke over. Jeg er endda gået så langt at jeg har fundet frem til Den Danske Ordbog – hvad betyder ”tryg” egentlig?

Den første forklaring, der dukkede op var, at man er rolig og afslappet i tillid til at andre beskytter og tager sig kærligt af én. Jeg er tryg. Vi er trygge. Ingen tvivl om det. Vi har etableret et hjem, nogle sikre rammer. Vi tror også på Gud – hvad enten du tror på sådan en eller ej – det gør altså en forskel og bringer tryghed til det lille hjem. Vi er også så heldige at have naboer og kollegaer lige i nærheden – vi er her for hinanden og passer på hinanden. Det er ret så fantastisk at mærke. Som da hus nummer to gik i brand og alle naboer dukkede op med haveslanger og plastikspande. Der blev knoklet og kæmpet – og da brandvæsenet dukket op en halv time senere, var skuret brændt ned – men huset var slukket og reddet ved gode naboers hjælp. Jeg skal da også ærligt indrømme, at følelsen af tryghed lige på den front helt klart er hjulpet godt på vej af, at jeg er gift med en brandmand. I Danmark tænkte jeg ikke ret meget over, hvad jeg ville gøre i tilfælde af brand – sådan foruden at ringe 112. Vores ret så alvorlige hændelse her på vejen har da bestemt fået mig til at tænke over, hvad jeg vil gøre hvis det skulle ske igen.

En anden forklaring ordbogen lige kom op med var, at når man er tryg er man beskyttet mod eller fri for fare eller risiko – hmm. Den tygger jeg lige lidt på. Fri for fare eller risiko er vi bestemt ikke. Eller… Helt ærlig. Jeg er ikke bange, men på mange måder kan jeg føle mig som et barn, der pludselig står på egne ben. Det er lidt skræmmende. Misforstå mig ikke. I Danmark har vi ”systemet” – det hele kører bare. Altså jeg ved at der er rigeligt at brokke sig over, det er ikke det. Men der er et, i global sammenhæng, ret godt system, der tager sig af dem, der er så heldige at få bo i Danmark. Man kan ringe 112 og andre smarte numre- og med ret så stor sandsynlighed finde frem til kompetent personale, der er behjælpelig næsten lige meget hvad behov du måtte have. Dukker der en rotte op i indkørslen, stiller rottefængeren op – og kommunen er behjælpelig hvis skraldet af en eller anden grund ikke er blevet afhentet. Der kører sandelig også en fejebil rundt – gerne flere gange om året og sikrer at vejene ser pæne og rene ud – at afløbene er klar til når skybruddene sætter ind. Der er i øvrigt også nogle politikere, der ikke i nævneværdig stor stil uddeler penge for at samle stemmer ind – og som heller ikke modtager penge i bytte med godkendelser og papirer – sådan næsten da. Skulle man være så dum, så kommer storebror som regel efter dig – og din politiske karriere slutter brat. Nå ja, for ikke at glemme rådet for sikker trafik! Jeg kunne blive ved. Her på Madagaskar er systemet stort set ikke eksisterende. Vi er på mange måder smidt ud af reden – altså billedlig talt. Nu må vi klare os selv.

Ankomstnatten for godt et halvt år siden fik vi stukket to SIM kort i hånden – til jeres telefoner, blev der sagt. Og hvis der sker noget, så lad være med at ringe til politiet. Ring til Andry (vores logistik chef). God nat og sov godt! Det er en hændelse, der gjorde indtryk.

Men vi er i trygge hænder, og sover godt om natten. Fordi vi folder vore hænder og beder aftenbøn til Vor Herre. Fordi vi har en brandmand i huset, sågar en pilot, hvis vi skulle få brug for det. Fordi vi har et stort netværk, gode kollegaer og venner – en udvidet familie, når nu den ægte vare er så langt væk. Fordi vi både kan finde en læge og en sygeplejerske lige op ad vejen. Fordi jeg kan feje for min egen dør – og såmænd fange mine egne rotter. Det skal nok gå alt sammen!

8 meninger om “That´s mine!”

  1. Hold da op Charlotte, hvor er du god til at beskrive jeres hverdag, god læsning.
    Jeg tænker på jer, og tak og lov for at vi her en Far som lytter og skaber en tryghed ud over det sædvanlige.
    Ønsker jer fortsat alt godt både på dansk, fransk og engelsk.
    Kærlig hilsen Neel

  2. Dejligt at læse Charlotte, tusind tak. Du er så dygtig når fortæller jeres oplevelser, ouaau. Jeg kan ikke lad være med at smile når jeg læser” pipi og Kaka ” Hahahahhh … Utroligt skønt at følge….. Merci beaucoup Madame Pedersen. ??? Kærlig knus herfra

  3. Kære Charlotte og Kenneth! Tak for dejlig læsning. I er i vores tanker hver dag. I er en stærk familie og I giver jeres dejlige børn en masse vigtige ting og redskaber med i bagagen, som de vil kunne bruge i livet fremover. ❤️❤️Masser af kærlighed sendt til jer. Kram fra Ditte

    1. Tusind tak for det Ditte – forhåbentlig stærk nok til at være svag, og bede om hjælp når vi har brug for det:-)
      Hils familien!

  4. Kære Chalotte . Hvor herligt at læse dine friske oplevelser . En lille pige på to år som allerede klarer sig så godt i det franske . Og ,ja her i Danmark er vi altså rigtig forkælede ,vi beder sjældent forgæves om hjælp.Der er noget at tænke over. Må jeres dejlige familie forsat have det godt,Dejligt at vide at I har en himmesk Far der passer på jer og elsker jer . Kærlig hilsen fra Birte.

    1. Tak for det Birte. Ja Sophia hun er sej! Det er de nu alle tre;-) Og ja, det er vigtig for os at vide at vi aldrig går alene.
      Kh Charlotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.