Godt nytår!

Eller er det ved at være for sent med sådan en nytårshilsen? Det er som om nytår ligger ret lang tilbage i tid. 2019 er allerede godt i gang. Vi nærmer os årsdagen for flyttekaos – godt at det er et tilbagelagt kapitel! For et år siden var vi ved at pakke vores liv ned i kasser. Mange beslutninger blev taget – hvad skal med? Hvad skal ud og hvad skal vi gemme til senere? Jeg har tænkt mange gange siden, hvorfor i al verden tog vi ikke det med? Det var svært at sætte sig ind i hvad, som ventet på Madagaskar. Vi er blevet meget klogere på lige akkurat det, det sidste års tid.

Vi har også lært lidt om luftfart på Madagaskar – måske mest Kenneth i virkeligheden, men det er vel også mest naturligt! Han kom hjem her den anden dag. Der var sved på panden. Regntidens mange skyer byder på udfordringer når nu man skal flyve VFR – altså visuelt uden instrumenter. Men pludselig lyser han op i et stort smil, og forklarer – ”men jeg er da blevet meget bedre til at finde huller i skyerne, havde det været for et års tid siden var jeg vendt om igen. Men denne gang nåede vi i mål!” Skønt! Og der er en grund til at Kenneth ganske enkelt er blevet en bedre og mere erfaren pilot det sidste år. Alt i alt blev det til godt 300 timer med passagerer i flyet. Det involverede cirka 220 landinger sammen med 311 passagerer og nogle kyllinger, samt en distance på 65000 kilometer – hvilket er halvanden gang omkring jorden!

Han er blevet mange erfaringer rigere, og har fået mange spændende snakke med de mange forskellige passagerer, alt fra lokale præster, katolske biskopper, læger og patienter til ngo medarbejdere som arbejder med hungersnød problematikker, udvikling og naturbevaring. Den lille flyver med pilot er et effektivt middel til at nå ud til de mange små landsbyer som ligger gemt og desværre også ofte glemt mellem Madagaskars mange bakker.

Samlet set nåede MAF Madagaskar op på 170000 kilometer i luften. Vi fløj med 18900 kilo fragt og godt 1600 passagerer. 118 af disse var patienter, der skulle transporteres til eller fra sygehus. Og mere end 15 gange blev der fløjet legeteams ud i bushen for at tilse de mange isolerede madagaskere, der ikke ellers har tilgang til lægehjælp!

Min (Charlottes) opgave består nu i at formidle historier fra MAF Madagaskar, og give omverdenen bare et lille indblik i noget af det spændende arbejde vi får lov til at være en del af. Det er en sjov og spændende opgave at arbejde med kommunikation. Senest har vi lavet nogle filmklip omkring hvad vi laver og hvordan det er at bo på Madagaskar som er blevet til et lille klip (1 minut og 8 sekunder!), der skal vises under Danmarks Indsamlingen d.2. februar på DR1. Se med – og støt indsamlingen, der går til at støtte piger på blandt andet Madagaskar, der har brug for mad, sikkerhed og uddannelse for at kunne være med til at hjælpe Madagaskar ud af fattigdom.

Nå, ja – så er vi også ved at forberede en tur til Danmark og Norge! Det bliver da ret spændende. Vi skal på besøg – og det får vi snakket en masse om. Men bagefter skal vi hjem til Madagaskar, for det er her vi er hjemme nu. Det er også vigtig at få med! Men når vi nu får glæden af at komme på besøg til de nordlige himmelstrøg, så skal vi mødes med en masse mennesker som vi har savnet mens vi er her hjemme på Madagaskar. Vi skal besøge børnehaven og skolen, og vi skal sandelig også en tur til tandlægen! Og så skal vi besøge den gyldne måge og spise en burger og i det store svenske varehus – ikke for at købe møbler, men for at spise en fransk hotdog og noget softice. For ikke at glemme at vi skal nyde et stykke rugbrød med lun leverpostej og rødbeder – og et stykke laks og noget brun ost når vi kommer til Norge. Vi har det ret sjovt, når vi taler om hvad vi lige skal nå at snuse til når vi kommer på besøg! Forresten så skal vi også lige holde en 10-15 møder, hvor vi fortæller om hvad vi og MAF laver her på Madagaskar – det glæder vi os også rigtig meget til!

4 meninger om “Godt nytår!”

  1. Kære Charlotte og Kenneth, William, Zander og Sophia
    Godt nytår til jer.. Hvor er det dejligt at læse om jeres fantastiske arbejde.. Utroligt at det er så længe siden, at I rejste ud til jeres nye hjem. Godt at I er faldet så godt til der ude. Det er vi taknemmelige for, vi beder daglig for jer og Maf. Tak at I er villig til at lade jer bruge på Madagaskar af Gud
    Hos jer forstår jeg at det er regntid, her har vi en dejlig mild vinter og foråret blomster bryder gennem den sorte mul og minder os om lyse tider.
    Ønsker jer en velsignet weekenden og og kommende dage

    Kh Inger Marie og Martin
    Jylland

  2. Hej Charlotte og Kenneth,

    Tak for jeres brev. Det lytte spændende. Jeg forstår godt at du Kenneth bliver mere “at home in the aircraft” og på forskelige landingsbaner. Det oplevede jeg også i Congo efter nogle turer. Ønsker jer rigtig god tur til Norge. Jeg vil prøver, at være hjemme i morgen for at se jeres klip om Madagascar på DR1. Guds velsignelse, mine forbønner, og varmer hilsner til jer.

    Vh Paul Buhler

  3. Kære alle 5.
    Godt at høre at i med hænderne fulde føler jer “hjemme” på Madagascar. I gør virkelig en forskel. Må Herren velsigne og bevare jer. Vi glæder os til at se jer i Danmark.
    Kærlig hilsen Hanne og Elis

  4. dejligt at læse at i begge2 stortrives og er med til at gøre en stor forskel i denne del af verden, madagaskar. jeg ønsker GB ( god bless) til hele jer familie. Kh allan og ingrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.