Rørt til tårer…

Det er dagen der på. Og jeg sidder tilbage med virkelig mange indtryk. I går var jeg med på flyvetur – til en mellemstor landsby (Ankavandra) stik vest for Tana, cirka en times flyvning. Vi flyver over bjerge og bakker – ufattelig smukt, men også meget ufremkommeligt terræn. Ankavandra er hvad man må kalde en isoleret landsby. Nærmeste by ligger et par dagsrejser væk; halvanden dag på gå ben plus en dag bag på en lastebil. I tørketiden altså, i regntiden er der ingen vej ud fra Ankavandra. Jo vist, Ankavandra ligger smuk og strategisk placeret ikke langt fra en flod, der giver adgang til både fisk og vand – og isolationen i sig selv er jo egentlig ikke noget problem – men her er ingen læger, som i overhovedet ingen læger. Skulle man være så heldig, som syg, at overleve gå turen og transporten til nærmeste by – uden at blive røvet af kvægtyvene som hærger området, så koster behandlingen astronomiske summer. ”Det er ingen som rejser der hen”, siger patienterne vi taler med. ”Det har vi ikke råd til”.

I stedet for tager de til Ankavandra, når flyveren lander. Måske skal de gå en dag for at nå frem, men to uger om året finder patienterne kvalificerede, gassiske læger, som de selv har råd til at betale. I stedet for at betale en million (2000,- DKK) kan de nøjes med 10 eller måske 20.000,- (40,- DKK). Måske stadigvæk en mundfuld? Så reduceres prisen, så alle kan være med. ”Vi er her for at hjælpe”, siger lægerne, ”ikke for at tjene penge”.

Gruppen af læger er det første der får tårerne til at presse sig på. Det er vildt det de gør! De giver af sin tid og sine evner, holder orlov fra deres arbejde og flyver med MAF ud i bushen. Der ud, hvor ingen andre når ud med hjælp, der dukker MAF flyveren op med læger og bringer håb i en mildest talt håbløs situation. Lægerne arbejder helt frivilligt, under urimelige forhold. ”Vi har ingen strøm mere, solcellerne er gået i stykker, så nu har vi et par stearinlys” fortæller de to ældste kvinder på holdet. De er almenpraktiserende læger, og jeg tør ikke spørge efter deres alder. Måske 60 +? ”I går arbejdede vi til kl.20. Vi havde over 100 patienter.” Selv dagen der på kan jeg mærke tårerne presser sig på.

Lægerne bor i telt den uge de er afsted. Madrassen ligner et godt gammeldags liggeunderlag, og her er varmt – rigtig varmt. Allerede inden klokken 8 om morgenen kunne jeg mærke sveden løbe ned af magen og ryggen. Vi spørger til sikkerheden – vi er i rød zone – kvægtyvene hærger og politiet gør vist ikke så meget med det. ”Vi hører skud om aftenen, lige der ude” fortæller en af lægerne, ”men de rører ikke os. Kvægtyvene har jo også brug for lægehjælp.” Der har været flere skudsår på operationsbordet denne uge. ”Vi hjælper alle, også kvægtyvene.” På operationsstuen møder vi kirurg, anæstesilæge og en sygeplejerske. Vi taler om en helt anden generation end de almenpraktiserende læger. Måske 25 +? Jeg føler mig næsten gammel. Pop musikken runger fra radioen og skaber en helt særlig stemning. Rummet er ikke mange kvadratmeter. Der er ikke glas i vinduerne, men så er det jo også nemt at få ledningen ind fra generatoren udenfor, så den ene lille lyspære som hænger over operationsbordet kan få strøm. Alle går med pandelamper… En lille dreng på 7 måneder bliver opereret for brok. ”Kom bare ind” bliver der sagt. Vi kigger ind en af gangen, der er ikke plads til flere. Nogle bliver udenfor. Åbne operationssår er ikke lige interessent for alle parter. Cirka ti operationer om dagen kan det blive til. I værelserne ved siden af ligger patienter til opvågning. Her er ingen senge, ingen madrasser. Stråmåtterne er lagt ud og patienten har fået uddelt et tæppe til at have over sig. Vi taler med dem. ”Jeg har gået halvanden dag for at komme her til” fortæller en ny opereret kvinde. Vi går udenfor. Finder skygge – og madpakker. Tankerne kører – eller står stille, måske på en og samme tid. Det føleles som om dagen er ved at gå mod en ende. Så mange indtryk. Klokken er kun ti om formiddagen. Solen bager ubarmhjertig.

Efter en meget varm gå tur på halvanden time når vi endelig tilbage til flyverene. Det var lige før jeg troede jeg ikke ville nå tilbage på egne ben. Kroppen kogte og var kold på samme tid. Aldrig har en kold cola smagt så godt, som da jeg sad på hjulet i skyggen af vingerne på flyveren!

Vi letter igen og vender snuden hjem af. Tårerne presser sig på. Det er så vildt! Tænk at vi må være en del af alt det gode som bliver gjort for at hjælpe og bringe håb. Men også mødet med håbløsheden kan få tårerne til at trille. Behovene er enorme. I løbet af få timer i den lille landsby møder vi masser af mennesker, der spørger efter hjælp til mad, til vand, til skolebøger… og så er der mødet med dem vi ikke kan hjælpe. Lægeteamet er fantastisk! Men de har også sine begrænsninger. Nogle patienter kan vi desværre ikke gøre noget for, og det gør ondt.

Tak er vist et fattigt ord! Men lige nu kan jeg høre 100 vis af patienter som har fået hjælp og som retter sin tak til netop dig, der er med til at gøre alt dette muligt. Kenneth og jeg siger også tak, fordi vi er lønnet af hårdtarbejdende givere rundtomkring i Danmark og Norge, som har valgt at give for at vi skal kunne hjælpe. Sammen kan vi holde flyverne på vingerne – og fylde dem op med for eksempel de læger, der netop nu kæmper en brav kamp for at hjælpe en masse børn, voksne og ældre inden MAF samler dem op igen på fredag. TAK!

Skulle du have lyst til at give – og hjælpe os med at hjælpe flere, så skal du ikke snydes for den mulighed. Du kan trykke HER – og så bliver du guidet til hvordan du kan være med til støtte os økonomisk og for der igennem at gøre en forskel. Sammen kan vi hjælpe flere!

8 meninger om “Rørt til tårer…”

  1. 100 tak for din velskrevne og meget interessante turberetning. Fedt at være en del af dette hjælpearbejde. 👍
    Kh og god bless.

  2. Kære alle! Jeg kan godt føle med jer med sådan en tur. Det må være svært at rumme. Det må også være i ens hoved indtil man ved Guds hjælp får bearbejdet det. Gud være med jer alle kære familie. De kærligste hilsner og Gud være med jer alle. Hanna og Torben

  3. Ja, 1.000 tak fordi vi må være lidt med i jeres mange oplevelser. Også her presser tårerne sig på!

  4. Kjære Charlotte og Kenneth !
    Tusen takk for en fyldig og spennende raport fra Madagaskar . Du skriver så fantastisk , så vi lever oss helt inn i situasjonen, både på vingene og ellers på turen.
    Så spennende å få være med på denne reisen, og vi synes å se gasserne glede seg over å få hjelp.
    Tenker masse på dere alle og ber om Guds velsignelse over det store arbeidet dere gjør der ute

    1. Takk for det Kari Elice. Det var også en veldig spennende tur:-)
      Og ja, jeg mødte mange glade gassere som var veldig takknemlige for legehjelp!
      Hils Arve:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.