Stille før stormen…

Ja, tænk! Det er ikke mere end godt to uger siden jeg sad med tårer i øjnene og lyttede til dronning Margrethes historiske tale til befolkningen. Solen skinnede – jeg så først talen dagen der på – og fuglene sang smukt op mod den blå himmel. CoVid-19 havde fået godt fat i Europa, men Madagaskar lå pænt isoleret i et fjernt lille hjørne af kloden. Mon det ville vare ved?

Det var en underlig oplevelse at følge med på afstand. Danmark og Norge lukkede ned. Isolation var vejen frem. Hverdagen fungerede nogenlunde normalt i Tana, lige bortsæt fra at nyhedsstrømmen blev voldsom – og ret så uhyggelig lige pludselig. Det blev svært ikke at bekymre sig. Vel vidende om at vi ikke kunne gøre noget fra eller til, men hvad nu hvis CoVid-19 kom til Madagaskar?

Grænserne lukkede i DK. Kom hjem, stod der alle vegne. Og det blev til en del skriverier med venner og familie i Norge og Danmark. Hvad er lige det rigtige at gøre? Giver det virkelig mening at ”flygte” fra en almindelig hverdag på Madagaskar direkte ind i en alvorlig situation og isolation i Danmark? Tanker og overvejelser gik i øst og vest. Kollegaer fra andre organisationer blev sendt hjem. Sikkerhedssituationen blev vurderet dag for dag, time for time. Allerede inden Madagaskar selv anerkendte at der var bekræftede tilfælde på Madagaskar begynte planlægningen og katastrofehåndteringen for alvor at gå i gang. Vi havde planer liggende for både cycloner, jordskælv og borgerkrig med mere – men pandemi, den havde vi måske ikke lige set komme… som for så mange andre – måske os alle sammen, så var dette en ny situation af forholde sig til.

Natten før grænsen og dermed al flytrafik ind og ud af Madagaskar lukkede, kravlede katastrofetankerne ind under huden på mig. Det blev en rigtig lang nat. Under normale omstændigheder elsker jeg at læse nyheder og følge med i hvad der foregår omkring mig – man har vel ikke læst samfundsfag for ingenting. Men jeg havde pludselig nået min grænse, og uhyggelige billeder fra et hårdt ramt Italien kørte på min nethinde hele natten. Vel vidende om at sundhedssektoren på Madagaskar ikke just er veludviklet – blev tanken om at sidde fast på Madagaskar midt i en eventuel coronakrise for meget for mig. Vi bliver nødt til at prøve at få købt nogle billetter sagde jeg til Kenneth den morgen. Jeg viste godt, at det nok var et skud i tågen. Vi var jo nok ikke lige de eneste på øen, der gerne ville have billetter her lige inden lukketid… Her er nogle billetter, sagde Kenneth. Via Mauritzius. Nå, nej – og så forsvant de igen. Grænserne lukket en for en mens vi sad og kiggede. I løbet af formiddagen måtte vi konkludere, at der ikke var flere billetter ud af landet. Puha, et par dybe vejrtrækninger og en god krammer. Vi har hinanden – det skal nok gå.

Vi fortsatte planlægningen – hvad nu hvis… og forberedte os på det værste. Lige pludselig ringede telefonen. Der var en franskmand i røret – og Kenneth sendte hurtig telefonen videre til mig. Oui? Øh, hvad? Kunne du lige gentage det hele en gang mere? Det var Air France der ringede, blot lige for at høre om vi ville have nogle billetter, hvis det lykkedes dem af få sat ind to ekstra fly? Den dag var noget af en rutsjebanetur. Skal, skal ikke? Mit i uroen fandt vi en eller anden ro i, at hvis vi fik tilbudt billetter, så rejste vi. Dagen efter ringede telefonen igen… Kan I rejse i aften? Ellers er søndag aften absolut sidste mulighed for at rejse ud. Air France fik lov til at sende to fly tomme fra Paris – til Tana for at flyve folk ud, bort, væk fra det hele, hjem eller hvad man nu lige skal kalde det. Vi kom med sidste fly ud – og vi følte os meget priviligeret da vi gik forbi køen af mennesker, der ventede i lufthavnen for at se om der var en ekstra billett tilbage til dem.

Det var en mærkelig rejse. Følelserne sad uden på tøjet. Ingen tvivl om det. Det gjorde ondt at sige farvel til venner og kollegaer – helt uden at vide, hvornår vi kan vende tilbage til dem, til vores hjem, til det land vi er begyndt at holde ret så meget af. Det gjorde også ondt at forlade nogle mennesker – som i tilfælde af CoVid19 ikke har meget at stille op med. Vi gav hushjælpen en sæk ris, noget olie – og noget håndsæbe. Bliv hjemme, vask hænder – pas på hinanden! Må fredens Gud være med jer. Vi kommer tilbage igen, men vi ved ikke lige hvornår…

Jeg skal fri jer fra detaljer fra flyveturen. Alt i alt gik det fint, men vi var godt sultne da vi landede… Selvfølgelig var alt lukket da vi nåede Frankrig, paskontrollen måtte vi ikke gå igennem – og der var ikke meget spiseligt at komme efter. Vi fandt en halvtømt automat – og til aftensmad kunne vi byde på chips og cola… Morgenmaden blev ikke meget bedre – chokoladebar og varm kakao, lækkert – børnene havde en fest! At stå mutters alene i en kæmpe lufthavn i Paris, var bestemt en helt særlig oplevelse! Det var det også at blive stoppet i paskontrollen i Billund. Vi viste godt at det ene pas havde forkert farve – og at vi ikke kunne svare ja, når politiet efterlyste fast bopælsadresse i Danmark. Men at blive stoppet, bedt om at træde til side og vente pænt til den hyggelige politibetjent havde tid til at snakke – det understregede lige pludselig alvoren i situationen. Det lød ikke til at politibetjenten havde mødt ret mange som os. Han kløede sig lidt i hovedet og gik for at finde nogle ansøgnings papirer. Han kiggede på os, fast bopæl på Madagaskar sagde I?! Det var jo ligesom ikke muligt at sende os i retur. Sommerhus i Hou? Politibetjenten gik for at tale med sin kollega. Det er i orden sagde han, og lagde papirerne væk igen. Gå I bare igennem. Det er vist på tide at undertegnede får søgt om dansk statsborgerskab…

Så nu sidder vi så her i Danmark, i sommerhus – i Hou. Vi sidder i karantæne på 10. døgn. Vi nikker til naboerne når vi går tur – ellers møder vi ikke rigtig nogen. Men vi har jo hinanden, så det er faktisk ikke så slemt. Sophia kan ikke rigtig forstå, hvor alle de andre bliver af. Kommer farmor og farfar ikke snart? Nej, vi må vente lidt endnu. Der er mange ting som er svære at forstå lige nu. Mange ting vi ikke lige magter at tænke over. Men så er det jo heldigt at vi har tre skønne unger, som i den grad kræver nærvær disse dage. Hjemmeskolen åbner hver dag – senest kl.8. og så kaster vi os over fransklektierne og mattematikken, senere venter biologitime sammen med Randers Regnskov, og natur og teknik på stranden – og masser af gymnastik og skønne gåture i skoven og på stranden. Der er nok at tage sig til. Vi keder os ikke.

Fra og med næste uge går vi i isolation med et hold bedsteforældre. Det glæder vi os meget til – alle sammen! Hvornår vi kan mødes med den øvrige del af familien i både Danmark og Norge er ukendt land. Hvornår vi kan mødes med alle jer andre skønne mennesker vides ikke. Hvornår vi kan vende hjem til Madagaskar ved vi heller ikke ret meget om. Faktisk ved vi ikke rigtig noget som helst.

Det stormer der ude her til aften. Det er mærkeligt, næsten uhyggeligt. Vi er ikke længere vandt til det danske blæsevejr. Men midt i stormen er der faktisk ro – og fred i det lille hus i det nordlige Jylland. Jeg beder til at fredens Gud må være med dig og os alle sammen, at vi må opleve stilhed midt i stormen, for der kommer vist til at blæse lidt endnu.

Her tænker du på “Stille før stormen…”

  1. Altid fedt at lære jeres tourberetninger. Interessant og lærerigt. Også at I kom ud af landet på en unik måde.
    Familie hygge sammen med bedsteforældre er altid hyggeligt.
    Vi har et godt helbred her i Rødding. Kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.