Et nyt kapitel

Eller måske endda en helt ny bog? Jeg ved ikke helt hvad vi skal kalde det, men noget nyt skal der til – når nu det gamle ikke helt gik som vi havde planlagt.

Da vi rejste fra Madagaskar tilbage i marts måned, havde vi heldigvis ingen idé om, hvad vi gik i møde. Vi viste godt, at det ikke var lige om hjørnet, at grænsen til Madagaskar ville åbne igen, men vi håbede vel alle på det tidspunkt, at CoVid-19 var et forbigående fænomen. Nu er vi så blevet klogere. Madagaskar holder fortsat sine grænser lukket, og CoVid-19 er i den grad stadig i live… og måske de fleste af os drømmer om at smide 2020 i glemmebogen.

Hvordan skal jeg få det sagt? Det er svært. Vi ville rigtig gerne have rejst tilbage til Madagaskar. Vi var jo slet ikke færdige med den opgave vi havde taget på os. Familien trivedes og arbejdet gav mening, men Corona er en benspænder – også for os. Så vi måtte træffe en beslutning. Vi udsatte det så længe vi overhovedet kunne, men ventetiden var hård og usikkerheden stor. Det var svært at finde ro, hvordan mon fremtiden ser ud? Vi skrev en opsigelse og lod den ligge lidt igen – er der virkelig ingen anden udvej? Der er grædt mange tårer over den beslutning, men i sidste ende var der ingen vej udenom. Under de nuværende omstændigheder er det den bedste beslutning for os som familie at blive i Danmark. Det er næsten blevet et mantra – og en stor hjælp når nu vi en gang imellem bliver overvældet af savn. Der var ikke andet at gøre.

For ja, vi savner Madagaskar! Vi savner vores hjem, vores venner og kollegaer – og ikke mindst den mission og den opgave vi var rejst ud til. Det gav så god mening! Men nu er vi så her, og det må vi jo så forholde os til. Vores hus på Madagaskar er blevet pakket sammen. Forhåbentlig inden så længe bliver det hele sendt afsted i en container – og en gang i det nye år skulle vi gerne igen kunne sove i egen seng. Børnene glæder sig! Hvornår kommer min politistation spørger Zander? Hvad med min lyserøde cykel spørger Sophia? Tålmodighed er som bekendt en dyd! Det bliver som juleaften at pakke flyttekasser ud igen.

Børnene har for resten taget det hele meget stille og roligt. Hvor gad jeg godt kunne lære noget af dem! Tænk at kunne leve i nuet i sådan en grad? Der er mad på bordet og en seng at sove i. Vi har lånt lidt legesager og hverdagen i dansk børnehave og skole kører sådan nogenlunde på skinner. Hvad mere kan man tænke sig? Selvfølgelig savner de vennerne på Madagaskar, legesagerne og værelset, haven og vejret. Men lige nu har børnene det godt, og trives i alt det danske. Wow, der er mørkt udenfor, siger William en efterårsmorgen. Skal vi cykle i skole med lys på cyklen? Hvornår kommer der egentlig sne? Det er spændende at opdage Danmark på ny sammen med vores børn, der næsten har glemt, hvordan det nu er det her danske liv. Sophia er for eksempel ved at lære, at det ikke er afgørende at vide, hvor lommelygterne befinder sig, når det tordner. Strømmen er faktisk stabil her i Danmark, og lyset forsvinder ikke nødvendigvis når det regner og tordner udenfor. Ungerne er også ved at lære, at der ikke altid er børn udenfor man kan lege med hele dagen lang og at SFO faktisk er ret vigtig når man gerne vil lære danske børn at kende. Mor her er ved at lære, at der er koldt i Danmark – og at strikketøjer stadigvæk er et must når temperaturen falder under de 20 grader. Børnene derimod har svært ved at forstå, at man altså skal have både jakke og sko på, når man cykler i skole sidst i oktober måned. Det er da også så besværligt! udbryder Zander og tramper ud af huset.

Hvad skal der så ske nu? Jeg ved det faktisk ikke. Og dog. Piloten har mange strenge at spille på – og han har allerede fået arbejde som underviser i beredskabet, og mon ikke de kommende førstehjælpskurser og kurser i brandbekæmpelse får et lille tvist hist og pist og bliver krydret lidt med historier fra Madagaskar. Forhåbentlig kommer piloten da også på vingerne igen inden længe, selv om det kan se noget mørkt ud på den front lige nu. Undertegnede arbejder på MAF kontoret i Århus måneden ud, men hvad fremtiden bringer vides ikke endnu.

Pilotfamilien er stadigvæk på vej – denne gang ikke til Madagaskar, men på vej til at lande i alt det nye her i Danmark. Vi er på vej i at bearbejde den sorg det er, at pludselig miste noget vi har haft uendelig kært, vi er på vej i at være taknemlige for den tid vi fik på Madagaskar – og på vej til at acceptere den virkelighed som vi nu står midt i. Det kommer vist til at tage noget tid lige at falde helt til ro.

Tusind tak skal I alle sammen have fordi I har læst med her på bloggen! Tak for alle de mange tanker og ord, bønner, hilsner og opmuntringer I har sendt i vores retning. Det har været en fornøjelse at have jer med på rejsen!

En trofast følger sendte os dette lille vers fra salme 33 i den danske salmebog – og mon ikke disse vise ord fra Grundtvig er en passende afslutning – og en god begyndelse på et nyt kapitel.

”Han som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter, han altid kun det bedste vil og han har almagtskræfter, og han så grundig alting ved, at selv til bunds i kærlighed, ser klart hans forsynsøje.”