Ferietid!

Solen skinner, fuglene synger og vinden rusker blidt i træerne. Jeg sidder midt i en skov, og det føles som om vinteren har taget en pause. Træerne er vildt flotte – de ligner måske fyrretræer? De er i hvert fald høje, med flotte stammer og lange, grønne nåle i toppen. Det må vist være de flotteste træer i hele Tana! Nu er her jo heller ikke ret mange træer tilbage i byen, men flotte er de nu alligevel. Det skøre er at jeg blot lige skulle følge med Zander til en legeaftale. Sommerferien er lang, og vi holder det franske vedlige ved at besøge legekammerater fra skolen. Det er nu egentlig ret hyggeligt. Efter lidt skriverier frem og tilbage på telefonen nåede vi til ”hvor bor I”? Og så viste det sig at Zanders kammerat bor midt i byen, i en skov, på et hotel!

Jeg har lige fået serveret en skøn annanas juice. Zander insisterer på at jeg ikke kører hjem. Det er ok. Jeg forstår ham godt. Man har sommerfugle i maven første gang man skal på besøg og lege. Jeg har fået brugt nogle af mine franske gloser. Kammeratens mor har trukket sig tilbage til kontoret. Der er vist travle tider. Det gør mig heller ikke noget. Mit franske er stadig ikke fantastisk, så samtalen går let i stå.

For to dage siden kom vi tilbage fra vinterferie. Vi kørte mod nordvest igen – ligesom sidste år. Nordvest til havet, til sol og sommer og strand. Madagaskar har meget at byde på! Men man skal godt nok lige samle sig sammen for at klare køreturene. Køreturen til Mahajanga er virkelig flot! Vi krydser bjergene, og udsigten er slående. Jeg svor ellers sidste år – aldrig igen! Bagenden var øm i flere uger efter sidste års køretur. Måske har du lige været ved Gardasøen? Og tænker ”hvad er problemet?! 10-12 timers kørsel er da ikke noget at klage over!” Kom du bare et smut til Madagaskar – og få dig en uforglemmelig oplevelse! Intet kan sammenlignes med kørsel i bjergene på Madagaskar. Heldigvis har vi de sejeste unger (denne gang med køresygepiller!) – og Kenneth er en ret så udholdende chauffør. Og når køreturen nu er overstået, er den det hele værd. Det var skønt at komme hjemmefra, blive varmet igennem for en uges tid – inden vi igen vendte hjem til Tana.

Vi udvidet ferien lidt i år. Strandliv er skønt, men vi vil også gerne ud og opleve lidt. Vi samlede en guide op i Mahajanga og kørte nordover. Offroad. 4 timer. 65km. Wow! Autentisk ferie har pludselig fået en helt ny betydning. Vi ender op ude i bushen. Det ligner måske en savanne? Men her er ingen giraffer. Til gengæld kommer der nogle lemurer hoppende mens vi nyder vores frokost i skyggen af træerne. Landsbyens indbyggere er til kursus i forvaltning af nationalparken. Generatoren kører for at holde liv i projektoren. Hvor mange besøgende er klogt at lukke ind i en nationalpark? Hvordan forholder man sig til træfældning og fiskeri? Guiden viser os ned til en naturlig pool med det klareste vand lige bag ved lejren, hvor vi slapper af og nyder et friskt bad, mens vi venter på at solens brændende stråler aftager blot en lille smule inden vi tager på tur. Her er virkelig fredfyldt. Vi er de eneste turister i sigte. Intet netværk står det på telefonen. Skønt! Lad os tage på opdagelse i skoven. Nogle timer senere nærmer solen sig horisonten, og lyset ud over savannen er fantastisk. Den røde og ret så støvede jord vi går på bliver suppleret af skønne røde og orange nuancer fra solstrålerne. Hytten vi skal sove i får et helt magisk lys, og måske er det heldigt nok, for den ser ret simpel ud. Hvad har vi rodet os ud i, tænker jeg godt nok i det vi træder ind over tærsklen til en skøn lille hytte der udelukkende består af palmeblade og bambuspinde. På gulvet ligger der sivmåtter – og så står der to små dobbeltsenge med myggenet. Heldigvis kan børnene stadig ligge på tværs i en seng, sådan nogenlunde i hvert fald. De klager ikke. Vi finder lommelygterne frem, og jeg indser lettet at der faktisk står et porcelænstoilet og en spand vand bag ved et lille forhæng bagerst i hytten. Ja, men så går det jo nok det hele!

Efter aftensmaden tændes der op i bålet. Wow! Sikke en stjernehimmel der åbenbarer sig ovenover os! Jeg bliver helt rundtosset af at kigge på den. Jeg så et stjerneskud, siger William – og falder hen i søgen efter sit hemmelige ønske. Jeg føler mig lille, men tryg under en overvælden himmelhvælving. Den nat sov vi virkelig godt!

På vejen hjem gjorde vi noget vi aldrig har gjort før. Stort set alle mennesker på Madagaskar laver mad over bål med trækul. Det har man altid gjort, og selv om der er ret mange gode grunde til at lave om på netop det – er der vist lang vej endnu inden trækul bliver udfaset på Madagaskar. Men nu har vi jo som bekendt fået ny præsident på øen – og han har ret så mange ambitioner. Der skal strammes op og rettes til – skabes udvikling og vækst! Hvad enten han gør det godt eller dårligt skal jeg ikke udtale mig om, men når nu der er udsted forbud mod at fælde træer siger det sig selv at der ret hurtig bliver mangel på trækul. Nå, vi laver mad på et gaskomfur – så i virkeligheden kan vi jo være ligeglad, men det syntes jeg faktisk er ret svært. Vores hushjælp, som vi efter hånden er ved at holde ret meget af, fortæller om hvor svært det er at få fat i trækul – og hvor dyrt det er når hun endelig finder hvad hun så hårdt har brug for. Så på vej hjem fra ferie spotter vi en mand på en cykel med fire sække trækul. Skal vi? Og det gjorde vi så. Købte trækul altså. Helt sikker til overpris – flot forhandlet med Kenneths bedste gassiske gloser! Jeg har lidt ambivalente følelser omkring vores køb, for jeg ved jo godt at trækul ikke på nogen måde er en bæredygtig løsning nu når Madagaskars skove så sårt trænger til fred og ro – og masser af nye træer. Men i praksis kan den gassiske befolkning ikke blot holde op med at brug trækul fra den ene dag til den anden. Hmm. Der er vist ikke nogen nem løsning på dette enorme problem. Nå, trækullet er blevet uddelt. En ægte voandalana! Det er god gassisk tradition at have noget med hjem fra ferie. Årets voandalana var et hit, ingen tvivl om det. Forhåbentlig finder vi en bedre og mere bæredygtig løsning inden problemet opstår på ny.

Ferie #madagaskarstyle – 2

Efter nogle dage med badning og strandliv fik vi lyst til at se os lidt omkring. Hotellet tilbyder forskellige aktiviteter. Afsted med os, tænkte vi. Bådtur og zebu kørsel, det er da vist lige sagen. Afgang 07.30. Vi møder op – øhm. Beklager. I må lige vente lidt… Vores guide har desværre ikke fået besked om vores tur. ”Mora, mora” – ferie #madagaskarstyle kræver nogle gange lidt tålmodighed og fleksibilitet.

Læs videre “Ferie #madagaskarstyle – 2”

Ferie #madagaskarstyle – 1

Hvad siger du til 14 dages ferie – i Mahajanga? Skrev Kenneth en dag på messenger. Jeg var træt og var blevet forkølet oven på en af de rigtig hårde uger alene med børnene – så jeg var ikke så svær at overtale. Lad os køre i morgen, svarede jeg og gik i gang med at finde et passende hotel.

Læs videre “Ferie #madagaskarstyle – 1”

Glædelig jul!

Ja, på et tidspunkt havde jeg vel en ide om at vi skulle sende julekort hjem fra Australien… Lad os bare sige, at det vist bliver med tanken. Det er godt internettet og de sociale medier hjælper lidt til og gør det nemt at kommunikere trods alt. Selv om julekort i posten stadigvæk er hyggeligt – jeg må se om jeg ikke kommer stærkere tilbage næste år!

Tiden flyver afsted, og lige pludselig er vi næsten på vej hjem! 6 uger er gået siden vi forlod Danmark. Sjovt hvordan tid både kan føles som en evighed og som et knips med fingrene på en og samme tid. Vi nyder virkelig Australien – men vi glæder os også rigtig meget til at komme hjem til Danmark!

Vi bor nu i en lille lejlighed vi har lejet tæt på Stillehavet. Her er en lang flot strand – men der er skilte over det hele: badning forbudt! Her er sommer og sæson for giftige ”brandmænd” i havet. Nå, ja – så er der krokodillerne… Vi mødte en rigtig nuttet en af slagsen. Den var 50 cm lang, cirka et år gammel – og den havde tape rundt om sine ret små, men stadig skarpe tænder. Den var næsten ikke til at stå for. Men at stå over for faren – en 4,2 meter lang basse var en frygtindgydende oplevelse. Også selv om der var hegn omkring den. Det rungede når den klappede kæberne sammen! Hønemor her blev igen udfordret – unger! Hold afstand til vandet. Heldigvis er her 50 x 50 meter på stranden, hvor der er beskyttelsesnet i vandet og livreddere på land – så Stillehavets 30 grader varme vand bliver udnyttet til det sidste. Her er også en lille pool – vi deler med vore naboer, men indtil videre har vi ikke set skyggen af dem. Generelt er her ikke ret mange turister. Vi spurgte en dag vi var i ”Randers Regnskov” uden kupler og kunstig opvarmning – hvorfor er her ingen mennesker? Der var reptilfremvisning, og vi var helt alene om at kæle for en 2 meter lang pytonslange og den lille krokodille… Der er for varmt, sagde de. Selv om her er sommerferie fra skolen, gemmer man sine ferieture til om vinteren (Juli måned), hvor her er knapt så varmt. Helt fint for os! Her er masser af plads, ingen kø eller trængsel – og vi nyder den sidste varme inden vi skal hjem til vinterlandet Danmark. Det bliver koldt at komme hjem – rigtig koldt!

Mens vi nyder lidt ferie skrider plan Madagaskar frem lige så stille. Vi har nu fået billeder af vores nye hjem – og har fået god kontakt til kommende naboer, som hjælper med at gøre huset klar. Vi er så småt i kontakt med børnenes sandsynligvis kommende skole, og en hjælpelærer i engelsk/fransk er også i støbeskeen. Flybilletterne er blevet bestilt, papirerne til visum og arbejdstilladelse er udfyldt, underskrevet ved retten i Mareeba og sendt afsted – tænk at det kan koste 700,- at sende en håndfuld papirer fra Australien til Madagaskar med 14 dages leveringstid! Det er vist lige før Post Danmark kan gøre det bedre… Og så har vi skrevet arbejdskontrakt. En lidt anderledes en af slagsen! Hvor mange arbejdstagere har en klausul med, om hvad, der skal ske i tilfælde af kidnapning?! Det er standard ved udstationering, men en ret opsigtsvækkende detalje spørger du mig. Bestemt ikke noget vi regner med bliver relevant for os at forholde sig til i praksis.

Nå ja – så er der jo også snart jul! De sidste julehemmeligheder er ved at komme på plads. Her er heldigvis ret velfungerende internet – og så kan man klare mange ting, selv om ”Reshopper” i dag gjorde mig opmærksom på at jeg er 14235 km væk fra Århus og afsender af Zander og Williams julegave! Dem klarer vi lige på torsdag – da venter et døgns flyvning plus en halv dag i toget inden vi fredag eftermiddag lander i Sørup! Det bliver nu også skønt at sove i sin egen seng igen.