Et nyt kapitel

Eller måske endda en helt ny bog? Jeg ved ikke helt hvad vi skal kalde det, men noget nyt skal der til – når nu det gamle ikke helt gik som vi havde planlagt.

Da vi rejste fra Madagaskar tilbage i marts måned, havde vi heldigvis ingen idé om, hvad vi gik i møde. Vi viste godt, at det ikke var lige om hjørnet, at grænsen til Madagaskar ville åbne igen, men vi håbede vel alle på det tidspunkt, at CoVid-19 var et forbigående fænomen. Nu er vi så blevet klogere. Madagaskar holder fortsat sine grænser lukket, og CoVid-19 er i den grad stadig i live… og måske de fleste af os drømmer om at smide 2020 i glemmebogen.

Hvordan skal jeg få det sagt? Det er svært. Vi ville rigtig gerne have rejst tilbage til Madagaskar. Vi var jo slet ikke færdige med den opgave vi havde taget på os. Familien trivedes og arbejdet gav mening, men Corona er en benspænder – også for os. Så vi måtte træffe en beslutning. Vi udsatte det så længe vi overhovedet kunne, men ventetiden var hård og usikkerheden stor. Det var svært at finde ro, hvordan mon fremtiden ser ud? Vi skrev en opsigelse og lod den ligge lidt igen – er der virkelig ingen anden udvej? Der er grædt mange tårer over den beslutning, men i sidste ende var der ingen vej udenom. Under de nuværende omstændigheder er det den bedste beslutning for os som familie at blive i Danmark. Det er næsten blevet et mantra – og en stor hjælp når nu vi en gang imellem bliver overvældet af savn. Der var ikke andet at gøre.

For ja, vi savner Madagaskar! Vi savner vores hjem, vores venner og kollegaer – og ikke mindst den mission og den opgave vi var rejst ud til. Det gav så god mening! Men nu er vi så her, og det må vi jo så forholde os til. Vores hus på Madagaskar er blevet pakket sammen. Forhåbentlig inden så længe bliver det hele sendt afsted i en container – og en gang i det nye år skulle vi gerne igen kunne sove i egen seng. Børnene glæder sig! Hvornår kommer min politistation spørger Zander? Hvad med min lyserøde cykel spørger Sophia? Tålmodighed er som bekendt en dyd! Det bliver som juleaften at pakke flyttekasser ud igen.

Børnene har for resten taget det hele meget stille og roligt. Hvor gad jeg godt kunne lære noget af dem! Tænk at kunne leve i nuet i sådan en grad? Der er mad på bordet og en seng at sove i. Vi har lånt lidt legesager og hverdagen i dansk børnehave og skole kører sådan nogenlunde på skinner. Hvad mere kan man tænke sig? Selvfølgelig savner de vennerne på Madagaskar, legesagerne og værelset, haven og vejret. Men lige nu har børnene det godt, og trives i alt det danske. Wow, der er mørkt udenfor, siger William en efterårsmorgen. Skal vi cykle i skole med lys på cyklen? Hvornår kommer der egentlig sne? Det er spændende at opdage Danmark på ny sammen med vores børn, der næsten har glemt, hvordan det nu er det her danske liv. Sophia er for eksempel ved at lære, at det ikke er afgørende at vide, hvor lommelygterne befinder sig, når det tordner. Strømmen er faktisk stabil her i Danmark, og lyset forsvinder ikke nødvendigvis når det regner og tordner udenfor. Ungerne er også ved at lære, at der ikke altid er børn udenfor man kan lege med hele dagen lang og at SFO faktisk er ret vigtig når man gerne vil lære danske børn at kende. Mor her er ved at lære, at der er koldt i Danmark – og at strikketøjer stadigvæk er et must når temperaturen falder under de 20 grader. Børnene derimod har svært ved at forstå, at man altså skal have både jakke og sko på, når man cykler i skole sidst i oktober måned. Det er da også så besværligt! udbryder Zander og tramper ud af huset.

Hvad skal der så ske nu? Jeg ved det faktisk ikke. Og dog. Piloten har mange strenge at spille på – og han har allerede fået arbejde som underviser i beredskabet, og mon ikke de kommende førstehjælpskurser og kurser i brandbekæmpelse får et lille tvist hist og pist og bliver krydret lidt med historier fra Madagaskar. Forhåbentlig kommer piloten da også på vingerne igen inden længe, selv om det kan se noget mørkt ud på den front lige nu. Undertegnede arbejder på MAF kontoret i Århus måneden ud, men hvad fremtiden bringer vides ikke endnu.

Pilotfamilien er stadigvæk på vej – denne gang ikke til Madagaskar, men på vej til at lande i alt det nye her i Danmark. Vi er på vej i at bearbejde den sorg det er, at pludselig miste noget vi har haft uendelig kært, vi er på vej i at være taknemlige for den tid vi fik på Madagaskar – og på vej til at acceptere den virkelighed som vi nu står midt i. Det kommer vist til at tage noget tid lige at falde helt til ro.

Tusind tak skal I alle sammen have fordi I har læst med her på bloggen! Tak for alle de mange tanker og ord, bønner, hilsner og opmuntringer I har sendt i vores retning. Det har været en fornøjelse at have jer med på rejsen!

En trofast følger sendte os dette lille vers fra salme 33 i den danske salmebog – og mon ikke disse vise ord fra Grundtvig er en passende afslutning – og en god begyndelse på et nyt kapitel.

”Han som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter, han altid kun det bedste vil og han har almagtskræfter, og han så grundig alting ved, at selv til bunds i kærlighed, ser klart hans forsynsøje.”

Om myrekryb – og hverdagens mange kontraster…

Der bliver hurtig lidt krisestemning når jeg finder ud af, at vores myrefri reol i køkkenet ikke længer er myrefri… regntid betyder af en eller anden grund at hundreder, hvis ikke tusinder af myrer invaderer huset! Særligt køkkenet er hårdt ramt og nu altså også den reol som nænsomt er blevet placeret ovenpå nogle dåser med olie – olien er væk og myrerne har indtaget min mad. Det er ikke første gang det sker. Myrer har det med at finde vej – men helt ærligt! Posen med ristede løg kunne de da godt have ladet være i fred. Salamimadder med ristede løg står højt i kurs – og efterårets gæster var så venlige at medbringe nogle poser fra Danmark, som myrerne altså nu har invaderet! Dårlig stil. Stemningen blev ikke bedre, da jeg på min vej igennem myrerne opdagede at der var en mus, der havde forsynet sig groft af min sidste pakke knækbrød fra Norge…

Læs videre “Om myrekryb – og hverdagens mange kontraster…”

Vi er på vej!

Men det tager altså lidt tid endnu. Mura, mura – tag det bare roligt. Vi skal nok nå i mål. Men nogle gange er vejen lang. Mindes da også tydeligt at vi syntes vejen frem mod udsendelse var virkelig lang. Vi ville gerne afsted – nu! Men et skridt ad gangen viser sig som regel at være det bedste. Forberedelser er godt – også selv om det nogle gange tager lang tid.

Vi er stadigvæk på vej, så derfor har jeg ikke ændret titlen på bloggen endnu. Forslag til nyt navn er velkomne, men mon ikke vi altid vil være på vej med et eller andet i vore liv? Måske lidt filosofisk det her. Jeg skal prøve at forklare nærmere.

Læs videre “Vi er på vej!”

That´s mine!

Hov, hvor kom det fra? Den lille og meget bestemte frøken hiver fat i duplo bilen og gentager: that´s mine! Joel er på besøg, og lige pludselig skal de engelske gloser prøves af – vigtige gloser når man nu stadig er to år. Vi får lige lavet en hurtig forhandling – uddelt nogle flere duplo biler, og så leges der videre. Snart udbreder latteren sig igen, og flere engelske gloser dukker op til overfladen. Hun har ellers ikke sagt så meget, den lille pige. Altså andet end på dansk. Hun kigger nøje efter og lytter gerne, men de udenlandske gloser har ladet vente på sig. Og så pludselig dukker de op. Hun forstår hvad, der bliver sagt. Ingen tvivl om det. Hun kan endda finde på at svare helt relevant på dansk, når hun får stillet et spørgsmål på fransk – og hun sorterer fint i hvem, der taler hvilket sprog. Det er ret fantastisk, hvad sådan en lille hjerne kan kapere. Og det er nu egentligt også heldig nok, nu når børnehave pludselig foregår på fransk. Hvad gør du når du skal på toilet i børnehaven, spørger en lidt bekymret mor… ingen grund til bekymring. Vigtige gloser bliver indøvet med lynets hast – pi,pi og ka,ka – det er da til at forstå!

Vi bliver nogle gange spurgt om vi føler os trygge midt i vores nye tilværelse. Det har jeg brugt noget tid på at tænke over. Jeg er endda gået så langt at jeg har fundet frem til Den Danske Ordbog – hvad betyder ”tryg” egentlig?

Læs videre “That´s mine!”

Det gør ondt i maven…

… når Zander græder sig i søvn og savner børnehaven i Danmark. ”Jeg har ingen venner” siger han, hvilket vi heldigvis hurtig kan blive enige om, at det passer jo slet ikke. Zander har mange venner – både i Danmark og her på Madagaskar. Lige nu er her bare ret stille – mange af vennerne her på øen er taget på ferie, skolen holder lukket – og så er der altså meget at savne. Efter blot en uges skoleferie savner både William og Zander deres skolekammerater i den franske skole, hvilket jo helt ærligt er skønt at høre! Savn kan også gøre noget godt. Vi finder ud af hvem og hvad, der betyder noget for os – og så har vi noget at se frem til.

Læs videre “Det gør ondt i maven…”

”Jeg savner Thea, Mette og Jessie…”

… siger Sophia næsten dagligt. Heldigvis som regel med et smil på læben. Hun har et ark med billeder fra børnehaven i Danmark som hun kigger på, og hun taler tit og ofte om sin elskede børnehave. Hun er klart den af os, der taler mest om venner og familie fra Danmark og Norge. Der er dage, hvor jeg tænker – holder hun dog snart ikke op! Men måske er det godt nok, at der i det mindste er en af os, der kan finde ud af at sætte ord på det savn vi alle sammen oplever. For selvfølgelig er der nogen og noget vi savner alle sammen.

Læs videre “”Jeg savner Thea, Mette og Jessie…””

En hjælpende hånd!

Eller mange burde jeg måske skrive – for det er, hvad vi oplever lige nu. Hver eneste dag. Det kan godt mærkes lidt underligt, men også ret fantastisk. Vi rejste til Madagaskar for at gøre en forskel – for at give en hjælpende hånd til en ret så fattig befolkning, der på mange måder lever under rigtig svære vilkår. Efter godt to måneder må vi konstatere, at indtil videre har de mange hjælpende hænder været rettet mod os – som for eksempel da visumpapirerne skulle kæmpes igennem systemet, da vores container ankom og skulle igennem tolden, da Kenneth skulle købe scooter eller når nu vores hushjælp skulle have sygesikring og pensionspapirer i orden.

Læs videre “En hjælpende hånd!”

Skovens dybe stille ro

…fandt vi tre timers kørsel fra Antananarivo (Tana). Vi sad fast i massiv trafikprop fredag eftermiddag. Måske var det en skør idé at tage på udflugt blot fire uger efter ankomst, men vi havde brug for lidt luft – så bilen blev pakket og humøret var højt. Klar for nye eventyr!

”Hvornår er vi der?” kom hurtig på banen. Vi kom ingen vegne. ”Jeg skal kaste op!” Posen var klar. Det er efterhånden rutine. Lidt cola og kigs, så kører vi igen. Trafikken blev efterhånden mindre massiv. Rismarkerne og bjergene tog overhånd. Den friske luft gjorde godt.

Læs videre “Skovens dybe stille ro”

“Mora, mora”

Vi er nu godt igang med uge 3. Det føles som meget længere siden vi forlod kolde Danmark. Måske fordi der hele tiden er nye input, oplevelser og sanseindtryk som lige skal fordøjes, bearbejdes og sorteres. Som for eksempel den første indkøbstur.

Læs videre ““Mora, mora””