Rørt til tårer…

Det er dagen der på. Og jeg sidder tilbage med virkelig mange indtryk. I går var jeg med på flyvetur – til en mellemstor landsby (Ankavandra) stik vest for Tana, cirka en times flyvning. Vi flyver over bjerge og bakker – ufattelig smukt, men også meget ufremkommeligt terræn. Ankavandra er hvad man må kalde en isoleret landsby. Nærmeste by ligger et par dagsrejser væk; halvanden dag på gå ben plus en dag bag på en lastebil. I tørketiden altså, i regntiden er der ingen vej ud fra Ankavandra. Jo vist, Ankavandra ligger smuk og strategisk placeret ikke langt fra en flod, der giver adgang til både fisk og vand – og isolationen i sig selv er jo egentlig ikke noget problem – men her er ingen læger, som i overhovedet ingen læger. Skulle man være så heldig, som syg, at overleve gå turen og transporten til nærmeste by – uden at blive røvet af kvægtyvene som hærger området, så koster behandlingen astronomiske summer. ”Det er ingen som rejser der hen”, siger patienterne vi taler med. ”Det har vi ikke råd til”.

I stedet for tager de til Ankavandra, når flyveren lander. Måske skal de gå en dag for at nå frem, men to uger om året finder patienterne kvalificerede, gassiske læger, som de selv har råd til at betale. I stedet for at betale en million (2000,- DKK) kan de nøjes med 10 eller måske 20.000,- (40,- DKK). Måske stadigvæk en mundfuld? Så reduceres prisen, så alle kan være med. ”Vi er her for at hjælpe”, siger lægerne, ”ikke for at tjene penge”.

Gruppen af læger er det første der får tårerne til at presse sig på. Det er vildt det de gør! De giver af sin tid og sine evner, holder orlov fra deres arbejde og flyver med MAF ud i bushen. Der ud, hvor ingen andre når ud med hjælp, der dukker MAF flyveren op med læger og bringer håb i en mildest talt håbløs situation. Lægerne arbejder helt frivilligt, under urimelige forhold. ”Vi har ingen strøm mere, solcellerne er gået i stykker, så nu har vi et par stearinlys” fortæller de to ældste kvinder på holdet. De er almenpraktiserende læger, og jeg tør ikke spørge efter deres alder. Måske 60 +? ”I går arbejdede vi til kl.20. Vi havde over 100 patienter.” Selv dagen der på kan jeg mærke tårerne presser sig på.

Lægerne bor i telt den uge de er afsted. Madrassen ligner et godt gammeldags liggeunderlag, og her er varmt – rigtig varmt. Allerede inden klokken 8 om morgenen kunne jeg mærke sveden løbe ned af magen og ryggen. Vi spørger til sikkerheden – vi er i rød zone – kvægtyvene hærger og politiet gør vist ikke så meget med det. ”Vi hører skud om aftenen, lige der ude” fortæller en af lægerne, ”men de rører ikke os. Kvægtyvene har jo også brug for lægehjælp.” Der har været flere skudsår på operationsbordet denne uge. ”Vi hjælper alle, også kvægtyvene.” På operationsstuen møder vi kirurg, anæstesilæge og en sygeplejerske. Vi taler om en helt anden generation end de almenpraktiserende læger. Måske 25 +? Jeg føler mig næsten gammel. Pop musikken runger fra radioen og skaber en helt særlig stemning. Rummet er ikke mange kvadratmeter. Der er ikke glas i vinduerne, men så er det jo også nemt at få ledningen ind fra generatoren udenfor, så den ene lille lyspære som hænger over operationsbordet kan få strøm. Alle går med pandelamper… En lille dreng på 7 måneder bliver opereret for brok. ”Kom bare ind” bliver der sagt. Vi kigger ind en af gangen, der er ikke plads til flere. Nogle bliver udenfor. Åbne operationssår er ikke lige interessent for alle parter. Cirka ti operationer om dagen kan det blive til. I værelserne ved siden af ligger patienter til opvågning. Her er ingen senge, ingen madrasser. Stråmåtterne er lagt ud og patienten har fået uddelt et tæppe til at have over sig. Vi taler med dem. ”Jeg har gået halvanden dag for at komme her til” fortæller en ny opereret kvinde. Vi går udenfor. Finder skygge – og madpakker. Tankerne kører – eller står stille, måske på en og samme tid. Det føleles som om dagen er ved at gå mod en ende. Så mange indtryk. Klokken er kun ti om formiddagen. Solen bager ubarmhjertig.

Efter en meget varm gå tur på halvanden time når vi endelig tilbage til flyverene. Det var lige før jeg troede jeg ikke ville nå tilbage på egne ben. Kroppen kogte og var kold på samme tid. Aldrig har en kold cola smagt så godt, som da jeg sad på hjulet i skyggen af vingerne på flyveren!

Vi letter igen og vender snuden hjem af. Tårerne presser sig på. Det er så vildt! Tænk at vi må være en del af alt det gode som bliver gjort for at hjælpe og bringe håb. Men også mødet med håbløsheden kan få tårerne til at trille. Behovene er enorme. I løbet af få timer i den lille landsby møder vi masser af mennesker, der spørger efter hjælp til mad, til vand, til skolebøger… og så er der mødet med dem vi ikke kan hjælpe. Lægeteamet er fantastisk! Men de har også sine begrænsninger. Nogle patienter kan vi desværre ikke gøre noget for, og det gør ondt.

Tak er vist et fattigt ord! Men lige nu kan jeg høre 100 vis af patienter som har fået hjælp og som retter sin tak til netop dig, der er med til at gøre alt dette muligt. Kenneth og jeg siger også tak, fordi vi er lønnet af hårdtarbejdende givere rundtomkring i Danmark og Norge, som har valgt at give for at vi skal kunne hjælpe. Sammen kan vi holde flyverne på vingerne – og fylde dem op med for eksempel de læger, der netop nu kæmper en brav kamp for at hjælpe en masse børn, voksne og ældre inden MAF samler dem op igen på fredag. TAK!

Skulle du have lyst til at give – og hjælpe os med at hjælpe flere, så skal du ikke snydes for den mulighed. Du kan trykke HER – og så bliver du guidet til hvordan du kan være med til støtte os økonomisk og for der igennem at gøre en forskel. Sammen kan vi hjælpe flere!

Hvor skal jeg dog starte?!

Tiden flyver afsted! Det er allerede ved at være fem uger siden vi landede tilbage på Madagaskar efter fire uger i nordlige himmelstrøg. Her er det ved at være koldt! Temperaturen indenfor kommer sjældent over de 18 grader. Udenfor ligger vi jævnt på omkring de 5-10 grader om natten og cirka 20 grader om dagen. Sikke hun klager, tænker I jo nok! Men som Kenneth siger, man har ikke oplevet kulde før man har oplevet vinter på Madagaskar! Det er altså en kold fornøjelse at sidde på kontoret når temperaturen snegler sig opad fra de 15 grader. Med utætte døre og vinduer, kold vind og overskyet vejr, så er det en tabt kamp at få temperaturen op over de 18-20 grader indenfor… I det mindste er vi ved at få lukket vores ”vippevinduer” i badeværelset med plexiglas, så vi slipper for træk når vi går i bad. Jeg har altid holdt meget af mine uldne strikketrøjer – de kommer virkelig til sin ret de her dage! For ikke at snakke om vores brændeovn og diverse medbragte radiatorer… Jeg går lige ud en tur siger Kenneth tit – er han heldig finder han nogle lækre varme solstråler og lidt le, og så går det hele jo nok alligevel!

At lande i DK i midten af april måned var altså også en kold fornøjelse! Jeg mindes at vi rodede rundt på parkeringspladsen i Billund for at finde vores lejebil, da vi fik et lille drys sne – heldigvis havde en venlig sjæl lånt os nogle vinterjakker som vi fik uddelt i lufthaven! Tak bliver lige pludseligt et fattigt ord. Nå, men vi fandt vores bil og inden længe kørte vi der ud af på en ualmindelig flot motorvej. Wow! Det var faktisk en helt særlig oplevelse. Der var jo ikke et eneste hul i vejen, og bilerne var så flotte, og alt var så rent og pænt. Det var virkelig slående! Hvordan kan det dog ske. Vi har jo kun været væk godt et år – og så ser alt så anderledes ud?! Det varede lidt inden femøren faldt. Måske er der ikke sket så meget med E45 og bilparken i øvrigt det sidste års tid. Måske er det faktisk os og vores perspektiv, der har ændret sig blot en lille bitte smule efter godt et år på Madagaskar…

Ugerne i Danmark og Norge bød på masser af kvalitetstid med familie og venner! Det var ret fantastisk at hilse på alle de skønne mennesker vi forlod for godt et års tid siden. Det var også rart med et myrefrit køkken, vand i vandhanen – som endda kunne drikkes, en opvaskemaskine og 4 uger uden et eneste strømafbrud! Men også lidt underligt at føle sig fremmed i eget land, at være på besøg og opleve at børnene spurgte til hvornår vi skulle hjem til Madagaskar. Og da vi så efter fire uger rejste hjem igen – var det ret lækkert at komme hjem, sove i egen seng, lege med kammeraterne – finde lidt fred og ro. Fire uger med mere end fuldt program, havde sat sine spor. Men det var også lidt tomt at komme hjem, der var noget – og ikke mindst nogle, der manglede. Det er helt klart skønnere at sige ”goddag” end ”farvel”.

Men så kører jo hverdagen heldigvis der ud af. Børnene kom afsted igen. ”Mor, jeg vil ikke i skole!” Vi blev enige om at den først dag var der trangt om pladsen – i maven altså. Maven var fuld af sommerfugle! Men mon så ikke de flyver sin vej en efter en, talte vi om – og det gjorde de. Efter en uge var alt ved det gamle. De franske og gassiske gloser er fundet frem igen, og ungerne er i fuld gang med at øve sange til årets skolefest som ligger lige om hjørnet. Piloten er tilbage på vingerne – og flyet er lastet med læger og medicin, bibler og præster, kyllinger og patienter. Kenneth bliver vist ikke arbejdsløs med det samme.

Det er slående at komme i retur og indse hvor slemt det egentlig står til. For eksempel hvor dårlig og mangelfuld behandling man kan få af læger og tandlæger her på øen, som handler i bedste mening, men mangler en ordentlig uddannelse. Inden afrejse til Danmark fik jeg en snak med vores hushjælp om tandlæger – hun havde tandpine, igen – og fik en Panodil for at tage toppen af smerterne. Jeg fik hende overtalt til at tage til tandlægen. Da vi kom i retur var tanden trukket ud. Hvorfor? spørger jeg. Det er billigere og måske i virkeligheden en bedre løsning at trække tanden ud end at forsøge på at få den lavet. Se det forklarer de mange hullede smil vi ofte ser på gaden her i Tana. Jeg må vist revurdere mit naive forhold til tandlæger – og være taknemlig for de tandlægetjek vi nåede i DK. Jeg vil nu gerne beholde mine tænder nogle år endnu!

Intet nyt er godt nyt!

Der er travlhed at spore – og jeg vælger at tage det som et udtryk for at vi virkelig er ved at lande. Vi hører hjemme her på Madagaskar nu, og derfor er det helt ok at jeg ikke lige altid finder tid til at opdatere bloggen. Men bare rolig – I er ikke glemt – jeg skal nok blive ved med at skrive og fortælle, hvordan det står til her i de sydlige himmelstrøg.

Vi går mod mørkere tider – selv om der ikke er den store forskel på hvornår solen står op og går ned, så aner vi at der nu er mørkt når vækkeruret vækker kl.05.10. I dag nåede solen faktisk ikke op over horisonten før børnene blev hentet af skolebussen. Temperaturen er frisk lige der ved morgenstunden når vi får vendt dagens nyheder med naboen mens vi vinker til børnene. Varmen hænger ellers godt ved resten af dagen. Det bliver vist en kold fornøjelse at komme på besøg til Danmark.

For børnenes vedkommende er dagene fyldt af skole, lektier og venner. Børnene løber ud og ind, og de nyder at have kammerater lige rundt om hjørnet. Det nyder moren da forresten også godt af, for det er da nemmere at børnene selv kan løbe rundt, end at de hele tiden skal køres i øst og i vest. Drengene snakker mere og mere fransk sammen og med deres venner – og de grinede gevaldigt her til morgen, da jeg talte fransk med dem – mors franske accent sidder vist ikke lige i skabet endnu… Jeg var ellers pave stolt da jeg fortalte dem, hvordan jeg havde ringet rundt og fået forklaret en hel masse på fransk! Det er med at fejre de små sejre. Drengenes lektier begynder også at blive relativt komplekse. Her den anden dag fik vi en snak om datid – og så fik vi lige øvet lidt på nogle franske verber. Det er ikke kun William der lærer noget i tredje klasse på den franske skole.

Her den anden dag var jeg med ud og flyve. Det var en søndag morgen – uret vækkede kl.05. og jeg listede ud af huset uden at vække de andre. Det var mørkt da jeg kørte ud af carporten. Stjernerne skinnede og en lille måne hang på hovedet – det var en smuk morgen. Natteravnen sang sin helt særlige sang og kirkeklokkerne ringede i det fjerne. Langs vejen var det livligt. Søndag morgen er et populært tidspunkt for motionister – også her på Madagaskar. Jeg når frem til lufthavnen. Der er travlhed i hangaren. Godt 50.000 vaccinationer skal flyves ud – hvert et lille bitte hjørne af flyveren skal udnyttes. Kl.06 er vi klar. Flyveren taxier ud – tågen ligger tæt over byen, men vi smutter lige igennem hullerne og drejer ind over bakkerne. Wow – sikke et smukt syn! Regntiden er ved at ebbe ud – men her er stadig grønt og frodigt. Alle nuancer af grønt er repræsenteret. Jeg er målløs!

En times flyvning senere nærmer vi os det første ud af fire stop – Morafenobe – en lille flække midt i alt det grønne. Den lokale læge møder os på landingsbanen. Det er en helt særlig stemning. Det er stadig tidlig morgen, landsbyen sover. Vi snakker med stille stemmer – bilradioen kører i baggrunden. ”Jeg har læst om MAF” siger lægen. ”Jeres flyvninger er meget hjælpsomme for befolkningen her på Madagaskar!” Han signerer for kasserne med vaccinationer og kanyler. I morgen starter vaccinationskampagnen. Det sidste halve år har en mæslingeepidemi hærget øen. Mere end 100.000 er registreret syge. Hundredevis af børn er døde. Ikke fordi man ikke vil lade sine børn vaccinere – men fordi her ikke har været vaccinationer nok, fordi kvaliteten af vaccinationerne ikke har været god nok, fordi det er for dyrt for den almindelige gasser at lade sine børn blive vaccineret… Nu sker der så heldigvis noget – en landsdækkende vaccinationskampagne er i gang. Madagaskars børn skal vaccineres! 375.200 vaccinationer er blevet fløjet ud af MAF Madagaskar til 12 forskellige destinationer – denne gang skal de isolerede landsbyer også få lov til at være med!

Vi flyver videre. Jeg får taget en masse billeder og suger de mange indtryk til mig. Jeg er på arbejde og nyder det. Glæder mig til at fortælle verden om hvad vi laver! Sidste stop er Sainte Marie – måske nogen husker at Kenneth strandede på en trope ø sidste sommer? Nu blev det min tur til at besøge øen. Wow! Sikke smuk den er. Landingsbanen ligger tæt ved stranden. Vaccinationerne bliver afleveret – og så tillader vi os lige en lille frokostpause inden vi flyver hjem igen. Her er turister som gerne vil sludre. Jeg lader som om jeg også er turist. Det hele bliver lige pludselig ret kompleks. Kontrasterne bliver skåret ud i pap. Vi er nogen som har råd til at tage på ferie på den smukkeste ø – andre har ikke råd til at give deres barn en vaccination, knapt nok mad på bordet… Forskellen på fattig og rig er enorm, så uretfærdig! Det er næsten ikke til at rumme.

Efter en times tid på stranden flyver vi hjem igen. Dagens vaccinationer er afleveret. I morgen venter en ny last – jeg nøjes med en dag på kontoret og lader verden få besked – MAF flyver for livet!

Godt nytår!

Eller er det ved at være for sent med sådan en nytårshilsen? Det er som om nytår ligger ret lang tilbage i tid. 2019 er allerede godt i gang. Vi nærmer os årsdagen for flyttekaos – godt at det er et tilbagelagt kapitel! For et år siden var vi ved at pakke vores liv ned i kasser. Mange beslutninger blev taget – hvad skal med? Hvad skal ud og hvad skal vi gemme til senere? Jeg har tænkt mange gange siden, hvorfor i al verden tog vi ikke det med? Det var svært at sætte sig ind i hvad, som ventet på Madagaskar. Vi er blevet meget klogere på lige akkurat det, det sidste års tid.

Læs videre “Godt nytår!”

Lys i mørke!

I skrivende stund åbnes himmelens sluser over bliktaget – og regnen gør, hvad den kan for at overdøve julemusikken som ellers spreder hygge og aftenstemning efter puttetid. Børnene sover, og jeg er alene hjemme. Må ærligt indrømme, at jeg beder en stille bøn om, at strømmen for en gangs skyld ikke forsvinder i aften, men jeg kan godt komme til at tvivle lidt på lige netop det. Strømafbrydelser er blevet en daglig rutine – pandelampen hænger klar om halsen…

Læs videre “Lys i mørke!”

På vingerne!

Klokken er 04.00 – alt er stille, og der er fuldstændig mørkt udenfor. Bip, bip, bip – vækkeuret ringer. Ikke tid til at snooze vækkeuret i dag. Piloten står op, fruen vender sig i sengen og beder til at børnene ikke vågner…

Morgenmaden indtages i stilhed. En lang dag venter – flyet skulle gerne lette ved solopgang for at nå i mål med dagens flyvning inden solen går ned igen. Det er spændende. Første lange flyvning – helt ned til den sydlige ende af øen. En ngo´er skal ud til en lille landsby og tjekke et hospital ud og undersøge muligheder for udvikling og samarbejde. Madpakken pakkes ned i tasken – og så bærer det afsted på scooter de få kilometer der er ud til lufthavnen. Fruen indser taknemligt, at børnene stadig sover – og at det er pilotens første flyvetur alene her på øen. Det er som om en lang rejse er ved at være slut – men på den anden side, så er den først lige ved at begynde.

Læs videre “På vingerne!”