Ferie #madagaskarstyle – 1

Hvad siger du til 14 dages ferie – i Mahajanga? Skrev Kenneth en dag på messenger. Jeg var træt og var blevet forkølet oven på en af de rigtig hårde uger alene med børnene – så jeg var ikke så svær at overtale. Lad os køre i morgen, svarede jeg og gik i gang med at finde et passende hotel.

Læs videre “Ferie #madagaskarstyle – 1”

Det gør ondt i maven…

… når Zander græder sig i søvn og savner børnehaven i Danmark. ”Jeg har ingen venner” siger han, hvilket vi heldigvis hurtig kan blive enige om, at det passer jo slet ikke. Zander har mange venner – både i Danmark og her på Madagaskar. Lige nu er her bare ret stille – mange af vennerne her på øen er taget på ferie, skolen holder lukket – og så er der altså meget at savne. Efter blot en uges skoleferie savner både William og Zander deres skolekammerater i den franske skole, hvilket jo helt ærligt er skønt at høre! Savn kan også gøre noget godt. Vi finder ud af hvem og hvad, der betyder noget for os – og så har vi noget at se frem til.

Læs videre “Det gør ondt i maven…”

”Jeg savner Thea, Mette og Jessie…”

… siger Sophia næsten dagligt. Heldigvis som regel med et smil på læben. Hun har et ark med billeder fra børnehaven i Danmark som hun kigger på, og hun taler tit og ofte om sin elskede børnehave. Hun er klart den af os, der taler mest om venner og familie fra Danmark og Norge. Der er dage, hvor jeg tænker – holder hun dog snart ikke op! Men måske er det godt nok, at der i det mindste er en af os, der kan finde ud af at sætte ord på det savn vi alle sammen oplever. For selvfølgelig er der nogen og noget vi savner alle sammen.

Læs videre “”Jeg savner Thea, Mette og Jessie…””

På vingerne!

Klokken er 04.00 – alt er stille, og der er fuldstændig mørkt udenfor. Bip, bip, bip – vækkeuret ringer. Ikke tid til at snooze vækkeuret i dag. Piloten står op, fruen vender sig i sengen og beder til at børnene ikke vågner…

Morgenmaden indtages i stilhed. En lang dag venter – flyet skulle gerne lette ved solopgang for at nå i mål med dagens flyvning inden solen går ned igen. Det er spændende. Første lange flyvning – helt ned til den sydlige ende af øen. En ngo´er skal ud til en lille landsby og tjekke et hospital ud og undersøge muligheder for udvikling og samarbejde. Madpakken pakkes ned i tasken – og så bærer det afsted på scooter de få kilometer der er ud til lufthavnen. Fruen indser taknemligt, at børnene stadig sover – og at det er pilotens første flyvetur alene her på øen. Det er som om en lang rejse er ved at være slut – men på den anden side, så er den først lige ved at begynde.

Læs videre “På vingerne!”

En hjælpende hånd!

Eller mange burde jeg måske skrive – for det er, hvad vi oplever lige nu. Hver eneste dag. Det kan godt mærkes lidt underligt, men også ret fantastisk. Vi rejste til Madagaskar for at gøre en forskel – for at give en hjælpende hånd til en ret så fattig befolkning, der på mange måder lever under rigtig svære vilkår. Efter godt to måneder må vi konstatere, at indtil videre har de mange hjælpende hænder været rettet mod os – som for eksempel da visumpapirerne skulle kæmpes igennem systemet, da vores container ankom og skulle igennem tolden, da Kenneth skulle købe scooter eller når nu vores hushjælp skulle have sygesikring og pensionspapirer i orden.

Læs videre “En hjælpende hånd!”

Der er magt i de foldede hænder…

Sådan begynder en af de smukkeste salmer jeg kender. Jeg mindes stadig kirkens pianist og solist fremføre den, da jeg som barn fulgte med i kirke. Jeg fik gåsehud på armene. Det var noget helt særligt. Sangen og tonerne har fulgt mig lige siden, og de følger med endnu. Når vi når til aftenen og opvasken venter er det nu rart at have noget at give sig til – andet end at vaske op altså. Hænderne bliver måske ikke foldet, men jeg synger gerne den sang og sender nogle tanker og ord op til Gud.
Der er uendeligt meget at være taknemlig for. Det vil jeg også gerne huske at få med – ofte kommer bøn jo bare ind i billedet når vi har brug for lidt ekstra hjælp, når det hele brænder på. Sådan kan jeg også godt have det. Hvem vil ikke henvende sig til Gud siddende i en synkende skude eller et styrtende fly? Selv den mest overbeviste ateist kan vel samle tro nok eller i det mindste lidt tvivl sammen til en lille bøn i sådanne tilfælde.

Læs videre “Der er magt i de foldede hænder…”

Skovens dybe stille ro

…fandt vi tre timers kørsel fra Antananarivo (Tana). Vi sad fast i massiv trafikprop fredag eftermiddag. Måske var det en skør idé at tage på udflugt blot fire uger efter ankomst, men vi havde brug for lidt luft – så bilen blev pakket og humøret var højt. Klar for nye eventyr!

”Hvornår er vi der?” kom hurtig på banen. Vi kom ingen vegne. ”Jeg skal kaste op!” Posen var klar. Det er efterhånden rutine. Lidt cola og kigs, så kører vi igen. Trafikken blev efterhånden mindre massiv. Rismarkerne og bjergene tog overhånd. Den friske luft gjorde godt.

Læs videre “Skovens dybe stille ro”

“Mora, mora”

Vi er nu godt igang med uge 3. Det føles som meget længere siden vi forlod kolde Danmark. Måske fordi der hele tiden er nye input, oplevelser og sanseindtryk som lige skal fordøjes, bearbejdes og sorteres. Som for eksempel den første indkøbstur.

Læs videre ““Mora, mora””

Wow!

Så gik der en uge knap og nap. For en uge siden løb vi forvirret rundt i vores ret så tomme hus og fik pakket det sidste. Vi talte timer til afgang – som var ubarmhjertige 02.30 søndag morgen. Børnene blev puttet fuldt påklædt. Vi fik ikke til ret meget søvn den nat. De sidste kufferter blev pakket. Vi måtte kapitulere og lavede en ønskekasse til det vi ikke havde plads til – måske kommer der gæster på et tidspunkt, som har lidt ekstra plads i kufferten.

Huset blev tømt, men det lykkedes kun lige – og kun ved hjælp af familie, naboer og venner, der kiggede forbi og gav en hånd med. Torsdag inden afrejse var vi ved at køre møbler væk. Vi havde travlt og lige pludselig skete det, der ikke måtte ske – en anhænger løb løbsk ned af vores indkørsel. Det larmede. Sophia blev bange, men heldigvis ikke ramt. Mor stod i midten, mellem bil og anhænger. Foden blev mast. 5 timer på skadestuen. Røntgen. Ventetid. Nogle timer frygtede vi et brud. Udsat afrejse… Men miraklernes tid er åbenbart ikke forbi – og vi kørte hjem ved midnat med en tyk og hævet fod og en stor bule i hovedet –fejrede med Burger King mad. Igen grund til at udsætte afrejse! Tusind tak til alle jer, der kom og hjalp. Vi var ikke nået i mål uden jer. Krykker og flyttekasser er en dårlig kombination, ingen tvivl om det!

Læs videre “Wow!”

Ude godt – hjemme bedst!

Men hvor er ”hjemme” når alt der skaber hygge og hjemlige rammer er pakket i en container der lige nu gerne skulle følge med Maersk gennem det røde hav til Madagaskar, og huset i øvrigt er solgt? Når sengen er væk, billederne pakket ned, lamperne fjernet og legetøjet uden for rækkevidde? Der står en skal tilbage, og lige om lidt flytter nogle andre ind.

Advokaten, der skulle godkende hussalget studsede lidt over den hurtige overtagelse. Kan det virkelig passe at køber flytter ind om 14 dage? Det må være en fejl. Nej, den er god nok, kunne vi bekræfte. Det kunne ikke passe bedre. En stor og vigtig brik faldt på plads i nat, da de berømte 6 dages venten var over. Nu er der ingen vej tilbage!

Hjælp, hvad har vi gjort?! Tænk at sælge vores drømmehus! Flytte til Madagaskar! Det er da lidt skørt – men også vildt spændende og ret fantastisk at opleve, hvordan det hele flasker sig og ser ud til at falde i hak. Jeg er taknemlig!

De sidste 6 dage har Kenneth og jeg været i Ashford, syd for London. 6 nætter uden afbrudt søvn gør underværker, men det var nu ingen ferie. Vi var på et såkaldt orienterings kursus – og I kan være helt sikker på at vi er kommet tilbage fuld af orienteringer, nogle ret spændende af slagsen. For eksempel; hvad gør vi når barnepigen spørger om hjælp til nevøernes skolepenge? Når vagten, der passer på porten omkring vores hus gentagne gange falder i søvn? Eller politiet uddeler ”bøder” for trafikforseelser, der ikke har fundet sted? Vi havde mange interessante diskussioner og overvejelser krydret af flere ret så erfarne MAF medarbejderes mange spændende historier fra felten. Helt ærligt så dukket der flere ret så spektakulære tilfælde op som jeg overhovedet ikke havde tænkt på kunne finde sted. – jeg er måske også en anelse naiv. Og det bliver jeg nok ved med at være, men i det mindste er jeg nu bedre klædt på til at håndtere den virkelighed, der allerede om skræmmende 7 dage trænger sig på.

Vi fik også skrevet under på alskens uhyggelige ”in case of emergency” papirer, hvilket også gav anledning til en række overvejelser, der måske hører pensionisttilværelsen til. Men som notaren klogelig fik sagt da vi oprettet testamente, ”nu behøver I ikke tænke mere over den sag”. Det var der sådan set heller ikke tid til. Lige midt i det hele fik vi besked om at arbejds- og indrejsetilladelse er blevet udstedt – så nu er det bare med at få pakket kufferten! Eller dem alle 10 rettere sagt. Gad vide hvordan vi skal komme igennem tolden på Madagaskar ved midnatstid med 3 trætte unger, 10 kufferter, 3 autostole og 5 stk. håndbagage… Mon ikke også der findes en løsning på det.

Og så var der lige det der med hjemme. Jeg har tænkt meget over hvor hjem er. I efterårsferien var vi hjemme ved mormor og morfar i Norge – også selv om mit barndomshjem for længst har fået ny ejer. Lige nu er vi hjemme i Sørup – og lige om lidt rejser vi hjem til Madagaskar. Hjemme for mig er sammen med dem vi holder alder mest af. På søndag siger vi farvel og på gensyn til mange af jer, der er hjem for os. Det bliver svært, men heldigvis tager jeg de fire vigtigste med mig – og sammen er vi klar til at skabe os et nyt hjem på Madagaskar.