Ferietid!

Solen skinner, fuglene synger og vinden rusker blidt i træerne. Jeg sidder midt i en skov, og det føles som om vinteren har taget en pause. Træerne er vildt flotte – de ligner måske fyrretræer? De er i hvert fald høje, med flotte stammer og lange, grønne nåle i toppen. Det må vist være de flotteste træer i hele Tana! Nu er her jo heller ikke ret mange træer tilbage i byen, men flotte er de nu alligevel. Det skøre er at jeg blot lige skulle følge med Zander til en legeaftale. Sommerferien er lang, og vi holder det franske vedlige ved at besøge legekammerater fra skolen. Det er nu egentlig ret hyggeligt. Efter lidt skriverier frem og tilbage på telefonen nåede vi til ”hvor bor I”? Og så viste det sig at Zanders kammerat bor midt i byen, i en skov, på et hotel!

Jeg har lige fået serveret en skøn annanas juice. Zander insisterer på at jeg ikke kører hjem. Det er ok. Jeg forstår ham godt. Man har sommerfugle i maven første gang man skal på besøg og lege. Jeg har fået brugt nogle af mine franske gloser. Kammeratens mor har trukket sig tilbage til kontoret. Der er vist travle tider. Det gør mig heller ikke noget. Mit franske er stadig ikke fantastisk, så samtalen går let i stå.

For to dage siden kom vi tilbage fra vinterferie. Vi kørte mod nordvest igen – ligesom sidste år. Nordvest til havet, til sol og sommer og strand. Madagaskar har meget at byde på! Men man skal godt nok lige samle sig sammen for at klare køreturene. Køreturen til Mahajanga er virkelig flot! Vi krydser bjergene, og udsigten er slående. Jeg svor ellers sidste år – aldrig igen! Bagenden var øm i flere uger efter sidste års køretur. Måske har du lige været ved Gardasøen? Og tænker ”hvad er problemet?! 10-12 timers kørsel er da ikke noget at klage over!” Kom du bare et smut til Madagaskar – og få dig en uforglemmelig oplevelse! Intet kan sammenlignes med kørsel i bjergene på Madagaskar. Heldigvis har vi de sejeste unger (denne gang med køresygepiller!) – og Kenneth er en ret så udholdende chauffør. Og når køreturen nu er overstået, er den det hele værd. Det var skønt at komme hjemmefra, blive varmet igennem for en uges tid – inden vi igen vendte hjem til Tana.

Vi udvidet ferien lidt i år. Strandliv er skønt, men vi vil også gerne ud og opleve lidt. Vi samlede en guide op i Mahajanga og kørte nordover. Offroad. 4 timer. 65km. Wow! Autentisk ferie har pludselig fået en helt ny betydning. Vi ender op ude i bushen. Det ligner måske en savanne? Men her er ingen giraffer. Til gengæld kommer der nogle lemurer hoppende mens vi nyder vores frokost i skyggen af træerne. Landsbyens indbyggere er til kursus i forvaltning af nationalparken. Generatoren kører for at holde liv i projektoren. Hvor mange besøgende er klogt at lukke ind i en nationalpark? Hvordan forholder man sig til træfældning og fiskeri? Guiden viser os ned til en naturlig pool med det klareste vand lige bag ved lejren, hvor vi slapper af og nyder et friskt bad, mens vi venter på at solens brændende stråler aftager blot en lille smule inden vi tager på tur. Her er virkelig fredfyldt. Vi er de eneste turister i sigte. Intet netværk står det på telefonen. Skønt! Lad os tage på opdagelse i skoven. Nogle timer senere nærmer solen sig horisonten, og lyset ud over savannen er fantastisk. Den røde og ret så støvede jord vi går på bliver suppleret af skønne røde og orange nuancer fra solstrålerne. Hytten vi skal sove i får et helt magisk lys, og måske er det heldigt nok, for den ser ret simpel ud. Hvad har vi rodet os ud i, tænker jeg godt nok i det vi træder ind over tærsklen til en skøn lille hytte der udelukkende består af palmeblade og bambuspinde. På gulvet ligger der sivmåtter – og så står der to små dobbeltsenge med myggenet. Heldigvis kan børnene stadig ligge på tværs i en seng, sådan nogenlunde i hvert fald. De klager ikke. Vi finder lommelygterne frem, og jeg indser lettet at der faktisk står et porcelænstoilet og en spand vand bag ved et lille forhæng bagerst i hytten. Ja, men så går det jo nok det hele!

Efter aftensmaden tændes der op i bålet. Wow! Sikke en stjernehimmel der åbenbarer sig ovenover os! Jeg bliver helt rundtosset af at kigge på den. Jeg så et stjerneskud, siger William – og falder hen i søgen efter sit hemmelige ønske. Jeg føler mig lille, men tryg under en overvælden himmelhvælving. Den nat sov vi virkelig godt!

På vejen hjem gjorde vi noget vi aldrig har gjort før. Stort set alle mennesker på Madagaskar laver mad over bål med trækul. Det har man altid gjort, og selv om der er ret mange gode grunde til at lave om på netop det – er der vist lang vej endnu inden trækul bliver udfaset på Madagaskar. Men nu har vi jo som bekendt fået ny præsident på øen – og han har ret så mange ambitioner. Der skal strammes op og rettes til – skabes udvikling og vækst! Hvad enten han gør det godt eller dårligt skal jeg ikke udtale mig om, men når nu der er udsted forbud mod at fælde træer siger det sig selv at der ret hurtig bliver mangel på trækul. Nå, vi laver mad på et gaskomfur – så i virkeligheden kan vi jo være ligeglad, men det syntes jeg faktisk er ret svært. Vores hushjælp, som vi efter hånden er ved at holde ret meget af, fortæller om hvor svært det er at få fat i trækul – og hvor dyrt det er når hun endelig finder hvad hun så hårdt har brug for. Så på vej hjem fra ferie spotter vi en mand på en cykel med fire sække trækul. Skal vi? Og det gjorde vi så. Købte trækul altså. Helt sikker til overpris – flot forhandlet med Kenneths bedste gassiske gloser! Jeg har lidt ambivalente følelser omkring vores køb, for jeg ved jo godt at trækul ikke på nogen måde er en bæredygtig løsning nu når Madagaskars skove så sårt trænger til fred og ro – og masser af nye træer. Men i praksis kan den gassiske befolkning ikke blot holde op med at brug trækul fra den ene dag til den anden. Hmm. Der er vist ikke nogen nem løsning på dette enorme problem. Nå, trækullet er blevet uddelt. En ægte voandalana! Det er god gassisk tradition at have noget med hjem fra ferie. Årets voandalana var et hit, ingen tvivl om det. Forhåbentlig finder vi en bedre og mere bæredygtig løsning inden problemet opstår på ny.