Ferie #madagaskarstyle – 2

Efter nogle dage med badning og strandliv fik vi lyst til at se os lidt omkring. Hotellet tilbyder forskellige aktiviteter. Afsted med os, tænkte vi. Bådtur og zebu kørsel, det er da vist lige sagen. Afgang 07.30. Vi møder op – øhm. Beklager. I må lige vente lidt… Vores guide har desværre ikke fået besked om vores tur. ”Mora, mora” – ferie #madagaskarstyle kræver nogle gange lidt tålmodighed og fleksibilitet.

Læs videre “Ferie #madagaskarstyle – 2”

Ferie #madagaskarstyle – 1

Hvad siger du til 14 dages ferie – i Mahajanga? Skrev Kenneth en dag på messenger. Jeg var træt og var blevet forkølet oven på en af de rigtig hårde uger alene med børnene – så jeg var ikke så svær at overtale. Lad os køre i morgen, svarede jeg og gik i gang med at finde et passende hotel.

Læs videre “Ferie #madagaskarstyle – 1”

Glædelig jul!

Ja, på et tidspunkt havde jeg vel en ide om at vi skulle sende julekort hjem fra Australien… Lad os bare sige, at det vist bliver med tanken. Det er godt internettet og de sociale medier hjælper lidt til og gør det nemt at kommunikere trods alt. Selv om julekort i posten stadigvæk er hyggeligt – jeg må se om jeg ikke kommer stærkere tilbage næste år!

Tiden flyver afsted, og lige pludselig er vi næsten på vej hjem! 6 uger er gået siden vi forlod Danmark. Sjovt hvordan tid både kan føles som en evighed og som et knips med fingrene på en og samme tid. Vi nyder virkelig Australien – men vi glæder os også rigtig meget til at komme hjem til Danmark!

Vi bor nu i en lille lejlighed vi har lejet tæt på Stillehavet. Her er en lang flot strand – men der er skilte over det hele: badning forbudt! Her er sommer og sæson for giftige ”brandmænd” i havet. Nå, ja – så er der krokodillerne… Vi mødte en rigtig nuttet en af slagsen. Den var 50 cm lang, cirka et år gammel – og den havde tape rundt om sine ret små, men stadig skarpe tænder. Den var næsten ikke til at stå for. Men at stå over for faren – en 4,2 meter lang basse var en frygtindgydende oplevelse. Også selv om der var hegn omkring den. Det rungede når den klappede kæberne sammen! Hønemor her blev igen udfordret – unger! Hold afstand til vandet. Heldigvis er her 50 x 50 meter på stranden, hvor der er beskyttelsesnet i vandet og livreddere på land – så Stillehavets 30 grader varme vand bliver udnyttet til det sidste. Her er også en lille pool – vi deler med vore naboer, men indtil videre har vi ikke set skyggen af dem. Generelt er her ikke ret mange turister. Vi spurgte en dag vi var i ”Randers Regnskov” uden kupler og kunstig opvarmning – hvorfor er her ingen mennesker? Der var reptilfremvisning, og vi var helt alene om at kæle for en 2 meter lang pytonslange og den lille krokodille… Der er for varmt, sagde de. Selv om her er sommerferie fra skolen, gemmer man sine ferieture til om vinteren (Juli måned), hvor her er knapt så varmt. Helt fint for os! Her er masser af plads, ingen kø eller trængsel – og vi nyder den sidste varme inden vi skal hjem til vinterlandet Danmark. Det bliver koldt at komme hjem – rigtig koldt!

Mens vi nyder lidt ferie skrider plan Madagaskar frem lige så stille. Vi har nu fået billeder af vores nye hjem – og har fået god kontakt til kommende naboer, som hjælper med at gøre huset klar. Vi er så småt i kontakt med børnenes sandsynligvis kommende skole, og en hjælpelærer i engelsk/fransk er også i støbeskeen. Flybilletterne er blevet bestilt, papirerne til visum og arbejdstilladelse er udfyldt, underskrevet ved retten i Mareeba og sendt afsted – tænk at det kan koste 700,- at sende en håndfuld papirer fra Australien til Madagaskar med 14 dages leveringstid! Det er vist lige før Post Danmark kan gøre det bedre… Og så har vi skrevet arbejdskontrakt. En lidt anderledes en af slagsen! Hvor mange arbejdstagere har en klausul med, om hvad, der skal ske i tilfælde af kidnapning?! Det er standard ved udstationering, men en ret opsigtsvækkende detalje spørger du mig. Bestemt ikke noget vi regner med bliver relevant for os at forholde sig til i praksis.

Nå ja – så er der jo også snart jul! De sidste julehemmeligheder er ved at komme på plads. Her er heldigvis ret velfungerende internet – og så kan man klare mange ting, selv om ”Reshopper” i dag gjorde mig opmærksom på at jeg er 14235 km væk fra Århus og afsender af Zander og Williams julegave! Dem klarer vi lige på torsdag – da venter et døgns flyvning plus en halv dag i toget inden vi fredag eftermiddag lander i Sørup! Det bliver nu også skønt at sove i sin egen seng igen.