Rørt til tårer…

Det er dagen der på. Og jeg sidder tilbage med virkelig mange indtryk. I går var jeg med på flyvetur – til en mellemstor landsby (Ankavandra) stik vest for Tana, cirka en times flyvning. Vi flyver over bjerge og bakker – ufattelig smukt, men også meget ufremkommeligt terræn. Ankavandra er hvad man må kalde en isoleret landsby. Nærmeste by ligger et par dagsrejser væk; halvanden dag på gå ben plus en dag bag på en lastebil. I tørketiden altså, i regntiden er der ingen vej ud fra Ankavandra. Jo vist, Ankavandra ligger smuk og strategisk placeret ikke langt fra en flod, der giver adgang til både fisk og vand – og isolationen i sig selv er jo egentlig ikke noget problem – men her er ingen læger, som i overhovedet ingen læger. Skulle man være så heldig, som syg, at overleve gå turen og transporten til nærmeste by – uden at blive røvet af kvægtyvene som hærger området, så koster behandlingen astronomiske summer. ”Det er ingen som rejser der hen”, siger patienterne vi taler med. ”Det har vi ikke råd til”.

I stedet for tager de til Ankavandra, når flyveren lander. Måske skal de gå en dag for at nå frem, men to uger om året finder patienterne kvalificerede, gassiske læger, som de selv har råd til at betale. I stedet for at betale en million (2000,- DKK) kan de nøjes med 10 eller måske 20.000,- (40,- DKK). Måske stadigvæk en mundfuld? Så reduceres prisen, så alle kan være med. ”Vi er her for at hjælpe”, siger lægerne, ”ikke for at tjene penge”.

Gruppen af læger er det første der får tårerne til at presse sig på. Det er vildt det de gør! De giver af sin tid og sine evner, holder orlov fra deres arbejde og flyver med MAF ud i bushen. Der ud, hvor ingen andre når ud med hjælp, der dukker MAF flyveren op med læger og bringer håb i en mildest talt håbløs situation. Lægerne arbejder helt frivilligt, under urimelige forhold. ”Vi har ingen strøm mere, solcellerne er gået i stykker, så nu har vi et par stearinlys” fortæller de to ældste kvinder på holdet. De er almenpraktiserende læger, og jeg tør ikke spørge efter deres alder. Måske 60 +? ”I går arbejdede vi til kl.20. Vi havde over 100 patienter.” Selv dagen der på kan jeg mærke tårerne presser sig på.

Lægerne bor i telt den uge de er afsted. Madrassen ligner et godt gammeldags liggeunderlag, og her er varmt – rigtig varmt. Allerede inden klokken 8 om morgenen kunne jeg mærke sveden løbe ned af magen og ryggen. Vi spørger til sikkerheden – vi er i rød zone – kvægtyvene hærger og politiet gør vist ikke så meget med det. ”Vi hører skud om aftenen, lige der ude” fortæller en af lægerne, ”men de rører ikke os. Kvægtyvene har jo også brug for lægehjælp.” Der har været flere skudsår på operationsbordet denne uge. ”Vi hjælper alle, også kvægtyvene.” På operationsstuen møder vi kirurg, anæstesilæge og en sygeplejerske. Vi taler om en helt anden generation end de almenpraktiserende læger. Måske 25 +? Jeg føler mig næsten gammel. Pop musikken runger fra radioen og skaber en helt særlig stemning. Rummet er ikke mange kvadratmeter. Der er ikke glas i vinduerne, men så er det jo også nemt at få ledningen ind fra generatoren udenfor, så den ene lille lyspære som hænger over operationsbordet kan få strøm. Alle går med pandelamper… En lille dreng på 7 måneder bliver opereret for brok. ”Kom bare ind” bliver der sagt. Vi kigger ind en af gangen, der er ikke plads til flere. Nogle bliver udenfor. Åbne operationssår er ikke lige interessent for alle parter. Cirka ti operationer om dagen kan det blive til. I værelserne ved siden af ligger patienter til opvågning. Her er ingen senge, ingen madrasser. Stråmåtterne er lagt ud og patienten har fået uddelt et tæppe til at have over sig. Vi taler med dem. ”Jeg har gået halvanden dag for at komme her til” fortæller en ny opereret kvinde. Vi går udenfor. Finder skygge – og madpakker. Tankerne kører – eller står stille, måske på en og samme tid. Det føleles som om dagen er ved at gå mod en ende. Så mange indtryk. Klokken er kun ti om formiddagen. Solen bager ubarmhjertig.

Efter en meget varm gå tur på halvanden time når vi endelig tilbage til flyverene. Det var lige før jeg troede jeg ikke ville nå tilbage på egne ben. Kroppen kogte og var kold på samme tid. Aldrig har en kold cola smagt så godt, som da jeg sad på hjulet i skyggen af vingerne på flyveren!

Vi letter igen og vender snuden hjem af. Tårerne presser sig på. Det er så vildt! Tænk at vi må være en del af alt det gode som bliver gjort for at hjælpe og bringe håb. Men også mødet med håbløsheden kan få tårerne til at trille. Behovene er enorme. I løbet af få timer i den lille landsby møder vi masser af mennesker, der spørger efter hjælp til mad, til vand, til skolebøger… og så er der mødet med dem vi ikke kan hjælpe. Lægeteamet er fantastisk! Men de har også sine begrænsninger. Nogle patienter kan vi desværre ikke gøre noget for, og det gør ondt.

Tak er vist et fattigt ord! Men lige nu kan jeg høre 100 vis af patienter som har fået hjælp og som retter sin tak til netop dig, der er med til at gøre alt dette muligt. Kenneth og jeg siger også tak, fordi vi er lønnet af hårdtarbejdende givere rundtomkring i Danmark og Norge, som har valgt at give for at vi skal kunne hjælpe. Sammen kan vi holde flyverne på vingerne – og fylde dem op med for eksempel de læger, der netop nu kæmper en brav kamp for at hjælpe en masse børn, voksne og ældre inden MAF samler dem op igen på fredag. TAK!

Skulle du have lyst til at give – og hjælpe os med at hjælpe flere, så skal du ikke snydes for den mulighed. Du kan trykke HER – og så bliver du guidet til hvordan du kan være med til støtte os økonomisk og for der igennem at gøre en forskel. Sammen kan vi hjælpe flere!

Intet nyt er godt nyt!

Der er travlhed at spore – og jeg vælger at tage det som et udtryk for at vi virkelig er ved at lande. Vi hører hjemme her på Madagaskar nu, og derfor er det helt ok at jeg ikke lige altid finder tid til at opdatere bloggen. Men bare rolig – I er ikke glemt – jeg skal nok blive ved med at skrive og fortælle, hvordan det står til her i de sydlige himmelstrøg.

Vi går mod mørkere tider – selv om der ikke er den store forskel på hvornår solen står op og går ned, så aner vi at der nu er mørkt når vækkeruret vækker kl.05.10. I dag nåede solen faktisk ikke op over horisonten før børnene blev hentet af skolebussen. Temperaturen er frisk lige der ved morgenstunden når vi får vendt dagens nyheder med naboen mens vi vinker til børnene. Varmen hænger ellers godt ved resten af dagen. Det bliver vist en kold fornøjelse at komme på besøg til Danmark.

For børnenes vedkommende er dagene fyldt af skole, lektier og venner. Børnene løber ud og ind, og de nyder at have kammerater lige rundt om hjørnet. Det nyder moren da forresten også godt af, for det er da nemmere at børnene selv kan løbe rundt, end at de hele tiden skal køres i øst og i vest. Drengene snakker mere og mere fransk sammen og med deres venner – og de grinede gevaldigt her til morgen, da jeg talte fransk med dem – mors franske accent sidder vist ikke lige i skabet endnu… Jeg var ellers pave stolt da jeg fortalte dem, hvordan jeg havde ringet rundt og fået forklaret en hel masse på fransk! Det er med at fejre de små sejre. Drengenes lektier begynder også at blive relativt komplekse. Her den anden dag fik vi en snak om datid – og så fik vi lige øvet lidt på nogle franske verber. Det er ikke kun William der lærer noget i tredje klasse på den franske skole.

Her den anden dag var jeg med ud og flyve. Det var en søndag morgen – uret vækkede kl.05. og jeg listede ud af huset uden at vække de andre. Det var mørkt da jeg kørte ud af carporten. Stjernerne skinnede og en lille måne hang på hovedet – det var en smuk morgen. Natteravnen sang sin helt særlige sang og kirkeklokkerne ringede i det fjerne. Langs vejen var det livligt. Søndag morgen er et populært tidspunkt for motionister – også her på Madagaskar. Jeg når frem til lufthavnen. Der er travlhed i hangaren. Godt 50.000 vaccinationer skal flyves ud – hvert et lille bitte hjørne af flyveren skal udnyttes. Kl.06 er vi klar. Flyveren taxier ud – tågen ligger tæt over byen, men vi smutter lige igennem hullerne og drejer ind over bakkerne. Wow – sikke et smukt syn! Regntiden er ved at ebbe ud – men her er stadig grønt og frodigt. Alle nuancer af grønt er repræsenteret. Jeg er målløs!

En times flyvning senere nærmer vi os det første ud af fire stop – Morafenobe – en lille flække midt i alt det grønne. Den lokale læge møder os på landingsbanen. Det er en helt særlig stemning. Det er stadig tidlig morgen, landsbyen sover. Vi snakker med stille stemmer – bilradioen kører i baggrunden. ”Jeg har læst om MAF” siger lægen. ”Jeres flyvninger er meget hjælpsomme for befolkningen her på Madagaskar!” Han signerer for kasserne med vaccinationer og kanyler. I morgen starter vaccinationskampagnen. Det sidste halve år har en mæslingeepidemi hærget øen. Mere end 100.000 er registreret syge. Hundredevis af børn er døde. Ikke fordi man ikke vil lade sine børn vaccinere – men fordi her ikke har været vaccinationer nok, fordi kvaliteten af vaccinationerne ikke har været god nok, fordi det er for dyrt for den almindelige gasser at lade sine børn blive vaccineret… Nu sker der så heldigvis noget – en landsdækkende vaccinationskampagne er i gang. Madagaskars børn skal vaccineres! 375.200 vaccinationer er blevet fløjet ud af MAF Madagaskar til 12 forskellige destinationer – denne gang skal de isolerede landsbyer også få lov til at være med!

Vi flyver videre. Jeg får taget en masse billeder og suger de mange indtryk til mig. Jeg er på arbejde og nyder det. Glæder mig til at fortælle verden om hvad vi laver! Sidste stop er Sainte Marie – måske nogen husker at Kenneth strandede på en trope ø sidste sommer? Nu blev det min tur til at besøge øen. Wow! Sikke smuk den er. Landingsbanen ligger tæt ved stranden. Vaccinationerne bliver afleveret – og så tillader vi os lige en lille frokostpause inden vi flyver hjem igen. Her er turister som gerne vil sludre. Jeg lader som om jeg også er turist. Det hele bliver lige pludselig ret kompleks. Kontrasterne bliver skåret ud i pap. Vi er nogen som har råd til at tage på ferie på den smukkeste ø – andre har ikke råd til at give deres barn en vaccination, knapt nok mad på bordet… Forskellen på fattig og rig er enorm, så uretfærdig! Det er næsten ikke til at rumme.

Efter en times tid på stranden flyver vi hjem igen. Dagens vaccinationer er afleveret. I morgen venter en ny last – jeg nøjes med en dag på kontoret og lader verden få besked – MAF flyver for livet!