Ferietid!

Solen skinner, fuglene synger og vinden rusker blidt i træerne. Jeg sidder midt i en skov, og det føles som om vinteren har taget en pause. Træerne er vildt flotte – de ligner måske fyrretræer? De er i hvert fald høje, med flotte stammer og lange, grønne nåle i toppen. Det må vist være de flotteste træer i hele Tana! Nu er her jo heller ikke ret mange træer tilbage i byen, men flotte er de nu alligevel. Det skøre er at jeg blot lige skulle følge med Zander til en legeaftale. Sommerferien er lang, og vi holder det franske vedlige ved at besøge legekammerater fra skolen. Det er nu egentlig ret hyggeligt. Efter lidt skriverier frem og tilbage på telefonen nåede vi til ”hvor bor I”? Og så viste det sig at Zanders kammerat bor midt i byen, i en skov, på et hotel!

Jeg har lige fået serveret en skøn annanas juice. Zander insisterer på at jeg ikke kører hjem. Det er ok. Jeg forstår ham godt. Man har sommerfugle i maven første gang man skal på besøg og lege. Jeg har fået brugt nogle af mine franske gloser. Kammeratens mor har trukket sig tilbage til kontoret. Der er vist travle tider. Det gør mig heller ikke noget. Mit franske er stadig ikke fantastisk, så samtalen går let i stå.

For to dage siden kom vi tilbage fra vinterferie. Vi kørte mod nordvest igen – ligesom sidste år. Nordvest til havet, til sol og sommer og strand. Madagaskar har meget at byde på! Men man skal godt nok lige samle sig sammen for at klare køreturene. Køreturen til Mahajanga er virkelig flot! Vi krydser bjergene, og udsigten er slående. Jeg svor ellers sidste år – aldrig igen! Bagenden var øm i flere uger efter sidste års køretur. Måske har du lige været ved Gardasøen? Og tænker ”hvad er problemet?! 10-12 timers kørsel er da ikke noget at klage over!” Kom du bare et smut til Madagaskar – og få dig en uforglemmelig oplevelse! Intet kan sammenlignes med kørsel i bjergene på Madagaskar. Heldigvis har vi de sejeste unger (denne gang med køresygepiller!) – og Kenneth er en ret så udholdende chauffør. Og når køreturen nu er overstået, er den det hele værd. Det var skønt at komme hjemmefra, blive varmet igennem for en uges tid – inden vi igen vendte hjem til Tana.

Vi udvidet ferien lidt i år. Strandliv er skønt, men vi vil også gerne ud og opleve lidt. Vi samlede en guide op i Mahajanga og kørte nordover. Offroad. 4 timer. 65km. Wow! Autentisk ferie har pludselig fået en helt ny betydning. Vi ender op ude i bushen. Det ligner måske en savanne? Men her er ingen giraffer. Til gengæld kommer der nogle lemurer hoppende mens vi nyder vores frokost i skyggen af træerne. Landsbyens indbyggere er til kursus i forvaltning af nationalparken. Generatoren kører for at holde liv i projektoren. Hvor mange besøgende er klogt at lukke ind i en nationalpark? Hvordan forholder man sig til træfældning og fiskeri? Guiden viser os ned til en naturlig pool med det klareste vand lige bag ved lejren, hvor vi slapper af og nyder et friskt bad, mens vi venter på at solens brændende stråler aftager blot en lille smule inden vi tager på tur. Her er virkelig fredfyldt. Vi er de eneste turister i sigte. Intet netværk står det på telefonen. Skønt! Lad os tage på opdagelse i skoven. Nogle timer senere nærmer solen sig horisonten, og lyset ud over savannen er fantastisk. Den røde og ret så støvede jord vi går på bliver suppleret af skønne røde og orange nuancer fra solstrålerne. Hytten vi skal sove i får et helt magisk lys, og måske er det heldigt nok, for den ser ret simpel ud. Hvad har vi rodet os ud i, tænker jeg godt nok i det vi træder ind over tærsklen til en skøn lille hytte der udelukkende består af palmeblade og bambuspinde. På gulvet ligger der sivmåtter – og så står der to små dobbeltsenge med myggenet. Heldigvis kan børnene stadig ligge på tværs i en seng, sådan nogenlunde i hvert fald. De klager ikke. Vi finder lommelygterne frem, og jeg indser lettet at der faktisk står et porcelænstoilet og en spand vand bag ved et lille forhæng bagerst i hytten. Ja, men så går det jo nok det hele!

Efter aftensmaden tændes der op i bålet. Wow! Sikke en stjernehimmel der åbenbarer sig ovenover os! Jeg bliver helt rundtosset af at kigge på den. Jeg så et stjerneskud, siger William – og falder hen i søgen efter sit hemmelige ønske. Jeg føler mig lille, men tryg under en overvælden himmelhvælving. Den nat sov vi virkelig godt!

På vejen hjem gjorde vi noget vi aldrig har gjort før. Stort set alle mennesker på Madagaskar laver mad over bål med trækul. Det har man altid gjort, og selv om der er ret mange gode grunde til at lave om på netop det – er der vist lang vej endnu inden trækul bliver udfaset på Madagaskar. Men nu har vi jo som bekendt fået ny præsident på øen – og han har ret så mange ambitioner. Der skal strammes op og rettes til – skabes udvikling og vækst! Hvad enten han gør det godt eller dårligt skal jeg ikke udtale mig om, men når nu der er udsted forbud mod at fælde træer siger det sig selv at der ret hurtig bliver mangel på trækul. Nå, vi laver mad på et gaskomfur – så i virkeligheden kan vi jo være ligeglad, men det syntes jeg faktisk er ret svært. Vores hushjælp, som vi efter hånden er ved at holde ret meget af, fortæller om hvor svært det er at få fat i trækul – og hvor dyrt det er når hun endelig finder hvad hun så hårdt har brug for. Så på vej hjem fra ferie spotter vi en mand på en cykel med fire sække trækul. Skal vi? Og det gjorde vi så. Købte trækul altså. Helt sikker til overpris – flot forhandlet med Kenneths bedste gassiske gloser! Jeg har lidt ambivalente følelser omkring vores køb, for jeg ved jo godt at trækul ikke på nogen måde er en bæredygtig løsning nu når Madagaskars skove så sårt trænger til fred og ro – og masser af nye træer. Men i praksis kan den gassiske befolkning ikke blot holde op med at brug trækul fra den ene dag til den anden. Hmm. Der er vist ikke nogen nem løsning på dette enorme problem. Nå, trækullet er blevet uddelt. En ægte voandalana! Det er god gassisk tradition at have noget med hjem fra ferie. Årets voandalana var et hit, ingen tvivl om det. Forhåbentlig finder vi en bedre og mere bæredygtig løsning inden problemet opstår på ny.

Vi er på vej!

Men det tager altså lidt tid endnu. Mura, mura – tag det bare roligt. Vi skal nok nå i mål. Men nogle gange er vejen lang. Mindes da også tydeligt at vi syntes vejen frem mod udsendelse var virkelig lang. Vi ville gerne afsted – nu! Men et skridt ad gangen viser sig som regel at være det bedste. Forberedelser er godt – også selv om det nogle gange tager lang tid.

Vi er stadigvæk på vej, så derfor har jeg ikke ændret titlen på bloggen endnu. Forslag til nyt navn er velkomne, men mon ikke vi altid vil være på vej med et eller andet i vore liv? Måske lidt filosofisk det her. Jeg skal prøve at forklare nærmere.

Læs videre “Vi er på vej!”

Det gør ondt i maven…

… når Zander græder sig i søvn og savner børnehaven i Danmark. ”Jeg har ingen venner” siger han, hvilket vi heldigvis hurtig kan blive enige om, at det passer jo slet ikke. Zander har mange venner – både i Danmark og her på Madagaskar. Lige nu er her bare ret stille – mange af vennerne her på øen er taget på ferie, skolen holder lukket – og så er der altså meget at savne. Efter blot en uges skoleferie savner både William og Zander deres skolekammerater i den franske skole, hvilket jo helt ærligt er skønt at høre! Savn kan også gøre noget godt. Vi finder ud af hvem og hvad, der betyder noget for os – og så har vi noget at se frem til.

Læs videre “Det gør ondt i maven…”

Wow!

Så gik der en uge knap og nap. For en uge siden løb vi forvirret rundt i vores ret så tomme hus og fik pakket det sidste. Vi talte timer til afgang – som var ubarmhjertige 02.30 søndag morgen. Børnene blev puttet fuldt påklædt. Vi fik ikke til ret meget søvn den nat. De sidste kufferter blev pakket. Vi måtte kapitulere og lavede en ønskekasse til det vi ikke havde plads til – måske kommer der gæster på et tidspunkt, som har lidt ekstra plads i kufferten.

Huset blev tømt, men det lykkedes kun lige – og kun ved hjælp af familie, naboer og venner, der kiggede forbi og gav en hånd med. Torsdag inden afrejse var vi ved at køre møbler væk. Vi havde travlt og lige pludselig skete det, der ikke måtte ske – en anhænger løb løbsk ned af vores indkørsel. Det larmede. Sophia blev bange, men heldigvis ikke ramt. Mor stod i midten, mellem bil og anhænger. Foden blev mast. 5 timer på skadestuen. Røntgen. Ventetid. Nogle timer frygtede vi et brud. Udsat afrejse… Men miraklernes tid er åbenbart ikke forbi – og vi kørte hjem ved midnat med en tyk og hævet fod og en stor bule i hovedet –fejrede med Burger King mad. Igen grund til at udsætte afrejse! Tusind tak til alle jer, der kom og hjalp. Vi var ikke nået i mål uden jer. Krykker og flyttekasser er en dårlig kombination, ingen tvivl om det!

Læs videre “Wow!”

Fuld fart frem…

Ja, det går da i hvert fald stærkt lige i tiden. Vi har ventet og ventet – og så pludselig flyver tiden bare fra os! Ping, sagde mailen – og så kom der besked fra MAF Madagaskar; alle tilladelser er på plads, så nu er det bare med at komme afsted. Yes! Hvor var det godt at få den besked.

Og hvor var det vildt at ringe besked til ejendomsmægler – nu må huset gerne sælges. Puha. Jeg kan ane nogle svære farveller i horisonten – vi har verdens bedste naboer, og bor for øvrigt i et vildt lækkert hus, så kom og køb inden vi fortryder;-)

Det gør vi ikke, altså fortryder. Vi er klar. Forberedelserne har været lange, og måske har det i virkeligheden været godt. Men nu er vi også klar, meget klar. Til november, altså om en måneds tid – (Pyh! skal lige trække vejret dybt en gang, det er jo lige om lidt) – rejser vi til Australien! Kenneth skal på kursus og lære alt om, hvordan man bliver en god MAF pilot – og hvordan man letter og lander på baner, der minder meget lidt om de 2 kilometer asfalt han har til rådighed i Aalborg lufthavn. Vi andre følger med. Vi skal lære alt om livet som MAF familie langt væk hjemmefra, eller i hvert fald noget af det. Lad os bare kalde det en generalprøve. Jeg håber vi møder nogle gode læremestre. Hvis børnene spørger, skal vi på ferie – en lang en af slagsen… Vi lander i DK igen sidst i december og holder jul hjemme i Danmark. Så vi flytter altså ikke, endnu. Det er ikke så nemt at finde rundt i det hele. Heldigvis tager børnene tilsyneladende en dag af gangen, og lader sig ikke sådan lige vippe af pinden – jeg prøver at tage ved lære. Bevare roen – trækker lige vejret dybt en gang mere. Det virker heldigvis ret godt.

Prøvede også at lære børnene det der med at trække vejret dybt. Det gik fint da vi øvede. De trak vejret helt ned i maven efter bedste evne, og de fik lov til at mase min hånd til den blev helt blå. Jeg skreg. De syntes det var ret sjovt. Lige indtil det blev alvor, så var det ikke længere mig, der skreg. I hvert fald ikke højt. Kaspar kom forbi, vaccinationslægen. Han har faktisk været her hele 3 gange, og vi mangler et besøg mere… Han kom på motorcykkel første gang. Ret sejt syntes børnene. Resten syntes de ikke ret meget om. Vi bestikker velvilligt med is og IPad, men det er som om det ikke virker. Vaccinationer er og bliver bare træls når man nu ikke er mere en 7, 4 og snart 2 år! Heldigvis er der tilgivelse at få – det er glemt i morgen, og livet går videre – også selv om det nogle gange gør lidt ondt. Se det er en vigtig lektie at lære – både for store og små.

Madagaskar? Ja, tak!

Vi ventede ikke forgæves, men det er jo efterhånden ikke nogen hemmelighed. Facebook har gjort sit til, at stort set alle vi møder har læst eller hørt rygter om, at vi flytter til Madagaskar! Det kilder ret meget i maven når jeg skrive det. Det er nu en gang lidt skørt at rykke hele familien væk fra alt det kendte og trygge her i Danmark – men vi glæder os ret meget – ikke til det svære, ikke til at forlade alle jer der ude, som betyder så uendelig meget for os – men til at leve drømmen ud om at kunne gøre noget for at hjælpe andre, der lever under langt dårligere vilkår end os her i Danmark.

Madagaskar er verdens 4. største ø, og der bor faktisk omkring 25 millioner mennesker på øen. Jeg anede ikke, at den lille plet på kortet lige øst for Afrika indeholdt så meget – heller ikke, at befolkningen er blandt verdens fattigste. Naturen skulle eftersigende være vildt smuk – og her finder man stadig nye og tidligere ukendte plante- og dyrearter. Jeg glæder mig til at lære Madagaskar bedre at kende.

Men helt ærligt, selv om forventet afrejse lige nu er februar 2018 – så virker det hele lidt fjernt. Og så alligevel – det fylder selvsagt en del i vores hverdag. Det officielle sprog på Madagaskar er fransk… Det havde da været nemmere hvis det var engelsk eller spansk – men nu er vi ikke kendt for at vælge de nemme løsninger. Så fransk må da også kunne læres – eller? Det er jo som at gå 1. g om igen. Slut med Netflix serier om aftenen – og så er det bare at kaste sig over fransk lektierne!

Øm, det passer vist ikke helt. I går faldt vi lige over en fransk film. Kenneth skulle lige overtales. Han mener bestemt, at livet er for kort til franske film… men ”Taxi” var nu sjov. Sjældent er der dog blevet læst så mange undertekster, for det franske var slet ikke til at forstå! Vi må vist tilbage til lektierne. Vi får hjælp af en ægte franskmand – en tålmodig en af slagsen. ”Ohlala” – siger hun og ”prøv igen”. Vi skal nok lære det, men hold op hvor er der mange sjove lyde – som allerhelst skal komme fra næsen. Øvelse gør mester! Så der er ikke andet for – øve, øve, øve.

Så mens vi venter, laver vi lektier – ja for vi venter lidt endnu. Det er næsten ikke til at tro, men en af verdens fattigste befolkninger har faktisk luftfartsmyndigheder som holder styr på lufttrafikken og alt det der – og det gør de faktisk ret godt. Så nu er vi i gang med en ansøgning om flyvetilladelse til Kenneth som pilot for MAF Madagaskar. Jeg håber de siger ja, og mon ikke de gør – men det bliver godt at få alle tilladelser på plads.