Det gør ondt i maven…

… når Zander græder sig i søvn og savner børnehaven i Danmark. ”Jeg har ingen venner” siger han, hvilket vi heldigvis hurtig kan blive enige om, at det passer jo slet ikke. Zander har mange venner – både i Danmark og her på Madagaskar. Lige nu er her bare ret stille – mange af vennerne her på øen er taget på ferie, skolen holder lukket – og så er der altså meget at savne. Efter blot en uges skoleferie savner både William og Zander deres skolekammerater i den franske skole, hvilket jo helt ærligt er skønt at høre! Savn kan også gøre noget godt. Vi finder ud af hvem og hvad, der betyder noget for os – og så har vi noget at se frem til.

Læs videre “Det gør ondt i maven…”

”Jeg savner Thea, Mette og Jessie…”

… siger Sophia næsten dagligt. Heldigvis som regel med et smil på læben. Hun har et ark med billeder fra børnehaven i Danmark som hun kigger på, og hun taler tit og ofte om sin elskede børnehave. Hun er klart den af os, der taler mest om venner og familie fra Danmark og Norge. Der er dage, hvor jeg tænker – holder hun dog snart ikke op! Men måske er det godt nok, at der i det mindste er en af os, der kan finde ud af at sætte ord på det savn vi alle sammen oplever. For selvfølgelig er der nogen og noget vi savner alle sammen.

Læs videre “”Jeg savner Thea, Mette og Jessie…””

Bag skyerne er himmelen altid blå!

Måske et lidt provokerende statement at komme med når nu Danmark angiveligt er pakket godt ind i grå skyer og regnvejr det meste af tiden… Beklager. Det er ikke for at gnide salt i sårene.

Her nyder vi privilegiet af at vågne til klar blå himmel stort set hver dag! Temperaturen når hurtig 30-35 grader og svedperler løber stille ned af ryggen ved selv den mindste bevægelse. Luften er fugtig – og den sidste uges tid er det hele endt med bulder og brag – og lækkert regnvejr hver eftermiddag. Det er dog hurtigt overstået – inden der er gået en time skinner solen igen.

Uge 3 gik hen og blev en hård uge. Børnene proklamerede, at nu var de altså klar til at rejse hjem igen! Kammeraterne og bedsteforældrene blev savnet – og lige pludselig oplevedes afstanden hjem til Danmark lige så lang som den faktisk er, altså meget lang, som i virkelig lang… En af de knapt så sjove lektier at lære. Vi talte dage og regnede ud hvor længe vi havde været afsted – hvornår vi skulle hjem igen, og ikke mindst hvornår far er færdig i skole! Det er han heldigvis lige om lidt.

Vi skal vist have talt lidt mere med børnene om det der med savn. Næste gang vi kommer til at savne er der ikke blot to uger til vi skal hjem igen… Heldigvis tager vi meget af hjemmet med os, men kammerater og familie – det bliver altså lidt svært. Sophia på 2 år har ikke så mange ord, men hendes øjne siger alt. Det er nok det, der har overrasket mig mest. Sophia oplever savn, ingen tvivl om det.

Heldigvis knytter vi alle også nye bånd – og så letter skyerne lidt igen. Sophia løber smilende ned til pigerne, der allerede er blevet til ”girls” – William og Zander siger ”come play with me cars” – og mødrene har uendelig meget at tale om! Hvor er det skønt at møde andre, der brænder for det samme som os og har gået igennem de samme mange og til tider lange forberedelser. Hvor er det fantastisk at få lov til at dele liv og være hinandens opmuntring og støtte midt i savn og usikkerhed om, hvordan nu fremtiden egentlig kommer til at se ud. Vi ser frem til at møde vore nye medvandrere og kollegaer når vi når frem til Madagaskar til februar!

Nå, ja – så er der jo også piloten. Lad os bare side det sådan – han er kommet på arbejde, hårdt arbejde! Han flyver eftersigende rundt i et køleskab… Altså en gammel og ret tung flyver, der giver piloten gråt hår og lange arme. ”If you can fly that one, you can fly them all!” = rigtig god træning! Kenneth øver nødprocedurer, jager kør væk fra landingsbanen, rydder landingsbaner for termitbo, overflyver terræn i uhyggelig lav højde og vender flyveren kort og kontant i luften på 3 sekunder – godt jeg ikke er passager! I løbet af ugen er det hele over – og Kenneth er klar for nye udfordringer på Madagaskar!

I hvert fald lige om lidt. Nu skal vi også lige nå at lege turister i Australien. Vi tyvstartede her i weekenden og kørte en tur ud i vildmarken. Smuk natur med masser af klipper, kenguruer, skildpadder – det kan bestemt anbefales. Jeg udfordrede mig selv lidt – og endte med at få en pytonslange i favnen! (Dyrepasseren stod lige ved siden af…) Hvor var den lækker blød at røre ved – måske det skulle blive vores nye kæledyr? Under kontrollerede forhold kan jeg åbenbart godt klare slanger – heldigvis har vi endnu til gode at møde en på vores vandringer i skoven. Vi har heller ikke set nogle krokodiller. Ikke sådan rigtig – jeg nåede dog at få sved på panden her den anden dag. ”Bliv lige her drenge”, sagde jeg. Hjertet bankede der ud af. Var det virkelige en krokodille, der lå derover i sumpen og stak hovedet op? Vi smed en pind i vandet – og jeg følte mig ret dumt. Tænk at blive bange for en klump mudder i et vandhul! Der var vist ret varmt den dag…