Intet nyt er godt nyt!

Der er travlhed at spore – og jeg vælger at tage det som et udtryk for at vi virkelig er ved at lande. Vi hører hjemme her på Madagaskar nu, og derfor er det helt ok at jeg ikke lige altid finder tid til at opdatere bloggen. Men bare rolig – I er ikke glemt – jeg skal nok blive ved med at skrive og fortælle, hvordan det står til her i de sydlige himmelstrøg.

Vi går mod mørkere tider – selv om der ikke er den store forskel på hvornår solen står op og går ned, så aner vi at der nu er mørkt når vækkeruret vækker kl.05.10. I dag nåede solen faktisk ikke op over horisonten før børnene blev hentet af skolebussen. Temperaturen er frisk lige der ved morgenstunden når vi får vendt dagens nyheder med naboen mens vi vinker til børnene. Varmen hænger ellers godt ved resten af dagen. Det bliver vist en kold fornøjelse at komme på besøg til Danmark.

For børnenes vedkommende er dagene fyldt af skole, lektier og venner. Børnene løber ud og ind, og de nyder at have kammerater lige rundt om hjørnet. Det nyder moren da forresten også godt af, for det er da nemmere at børnene selv kan løbe rundt, end at de hele tiden skal køres i øst og i vest. Drengene snakker mere og mere fransk sammen og med deres venner – og de grinede gevaldigt her til morgen, da jeg talte fransk med dem – mors franske accent sidder vist ikke lige i skabet endnu… Jeg var ellers pave stolt da jeg fortalte dem, hvordan jeg havde ringet rundt og fået forklaret en hel masse på fransk! Det er med at fejre de små sejre. Drengenes lektier begynder også at blive relativt komplekse. Her den anden dag fik vi en snak om datid – og så fik vi lige øvet lidt på nogle franske verber. Det er ikke kun William der lærer noget i tredje klasse på den franske skole.

Her den anden dag var jeg med ud og flyve. Det var en søndag morgen – uret vækkede kl.05. og jeg listede ud af huset uden at vække de andre. Det var mørkt da jeg kørte ud af carporten. Stjernerne skinnede og en lille måne hang på hovedet – det var en smuk morgen. Natteravnen sang sin helt særlige sang og kirkeklokkerne ringede i det fjerne. Langs vejen var det livligt. Søndag morgen er et populært tidspunkt for motionister – også her på Madagaskar. Jeg når frem til lufthavnen. Der er travlhed i hangaren. Godt 50.000 vaccinationer skal flyves ud – hvert et lille bitte hjørne af flyveren skal udnyttes. Kl.06 er vi klar. Flyveren taxier ud – tågen ligger tæt over byen, men vi smutter lige igennem hullerne og drejer ind over bakkerne. Wow – sikke et smukt syn! Regntiden er ved at ebbe ud – men her er stadig grønt og frodigt. Alle nuancer af grønt er repræsenteret. Jeg er målløs!

En times flyvning senere nærmer vi os det første ud af fire stop – Morafenobe – en lille flække midt i alt det grønne. Den lokale læge møder os på landingsbanen. Det er en helt særlig stemning. Det er stadig tidlig morgen, landsbyen sover. Vi snakker med stille stemmer – bilradioen kører i baggrunden. ”Jeg har læst om MAF” siger lægen. ”Jeres flyvninger er meget hjælpsomme for befolkningen her på Madagaskar!” Han signerer for kasserne med vaccinationer og kanyler. I morgen starter vaccinationskampagnen. Det sidste halve år har en mæslingeepidemi hærget øen. Mere end 100.000 er registreret syge. Hundredevis af børn er døde. Ikke fordi man ikke vil lade sine børn vaccinere – men fordi her ikke har været vaccinationer nok, fordi kvaliteten af vaccinationerne ikke har været god nok, fordi det er for dyrt for den almindelige gasser at lade sine børn blive vaccineret… Nu sker der så heldigvis noget – en landsdækkende vaccinationskampagne er i gang. Madagaskars børn skal vaccineres! 375.200 vaccinationer er blevet fløjet ud af MAF Madagaskar til 12 forskellige destinationer – denne gang skal de isolerede landsbyer også få lov til at være med!

Vi flyver videre. Jeg får taget en masse billeder og suger de mange indtryk til mig. Jeg er på arbejde og nyder det. Glæder mig til at fortælle verden om hvad vi laver! Sidste stop er Sainte Marie – måske nogen husker at Kenneth strandede på en trope ø sidste sommer? Nu blev det min tur til at besøge øen. Wow! Sikke smuk den er. Landingsbanen ligger tæt ved stranden. Vaccinationerne bliver afleveret – og så tillader vi os lige en lille frokostpause inden vi flyver hjem igen. Her er turister som gerne vil sludre. Jeg lader som om jeg også er turist. Det hele bliver lige pludselig ret kompleks. Kontrasterne bliver skåret ud i pap. Vi er nogen som har råd til at tage på ferie på den smukkeste ø – andre har ikke råd til at give deres barn en vaccination, knapt nok mad på bordet… Forskellen på fattig og rig er enorm, så uretfærdig! Det er næsten ikke til at rumme.

Efter en times tid på stranden flyver vi hjem igen. Dagens vaccinationer er afleveret. I morgen venter en ny last – jeg nøjes med en dag på kontoret og lader verden få besked – MAF flyver for livet!

Fuld fart frem…

Ja, det går da i hvert fald stærkt lige i tiden. Vi har ventet og ventet – og så pludselig flyver tiden bare fra os! Ping, sagde mailen – og så kom der besked fra MAF Madagaskar; alle tilladelser er på plads, så nu er det bare med at komme afsted. Yes! Hvor var det godt at få den besked.

Og hvor var det vildt at ringe besked til ejendomsmægler – nu må huset gerne sælges. Puha. Jeg kan ane nogle svære farveller i horisonten – vi har verdens bedste naboer, og bor for øvrigt i et vildt lækkert hus, så kom og køb inden vi fortryder;-)

Det gør vi ikke, altså fortryder. Vi er klar. Forberedelserne har været lange, og måske har det i virkeligheden været godt. Men nu er vi også klar, meget klar. Til november, altså om en måneds tid – (Pyh! skal lige trække vejret dybt en gang, det er jo lige om lidt) – rejser vi til Australien! Kenneth skal på kursus og lære alt om, hvordan man bliver en god MAF pilot – og hvordan man letter og lander på baner, der minder meget lidt om de 2 kilometer asfalt han har til rådighed i Aalborg lufthavn. Vi andre følger med. Vi skal lære alt om livet som MAF familie langt væk hjemmefra, eller i hvert fald noget af det. Lad os bare kalde det en generalprøve. Jeg håber vi møder nogle gode læremestre. Hvis børnene spørger, skal vi på ferie – en lang en af slagsen… Vi lander i DK igen sidst i december og holder jul hjemme i Danmark. Så vi flytter altså ikke, endnu. Det er ikke så nemt at finde rundt i det hele. Heldigvis tager børnene tilsyneladende en dag af gangen, og lader sig ikke sådan lige vippe af pinden – jeg prøver at tage ved lære. Bevare roen – trækker lige vejret dybt en gang mere. Det virker heldigvis ret godt.

Prøvede også at lære børnene det der med at trække vejret dybt. Det gik fint da vi øvede. De trak vejret helt ned i maven efter bedste evne, og de fik lov til at mase min hånd til den blev helt blå. Jeg skreg. De syntes det var ret sjovt. Lige indtil det blev alvor, så var det ikke længere mig, der skreg. I hvert fald ikke højt. Kaspar kom forbi, vaccinationslægen. Han har faktisk været her hele 3 gange, og vi mangler et besøg mere… Han kom på motorcykkel første gang. Ret sejt syntes børnene. Resten syntes de ikke ret meget om. Vi bestikker velvilligt med is og IPad, men det er som om det ikke virker. Vaccinationer er og bliver bare træls når man nu ikke er mere en 7, 4 og snart 2 år! Heldigvis er der tilgivelse at få – det er glemt i morgen, og livet går videre – også selv om det nogle gange gør lidt ondt. Se det er en vigtig lektie at lære – både for store og små.