Madagaskar? Ja, tak!

Vi ventede ikke forgæves, men det er jo efterhånden ikke nogen hemmelighed. Facebook har gjort sit til, at stort set alle vi møder har læst eller hørt rygter om, at vi flytter til Madagaskar! Det kilder ret meget i maven når jeg skrive det. Det er nu en gang lidt skørt at rykke hele familien væk fra alt det kendte og trygge her i Danmark – men vi glæder os ret meget – ikke til det svære, ikke til at forlade alle jer der ude, som betyder så uendelig meget for os – men til at leve drømmen ud om at kunne gøre noget for at hjælpe andre, der lever under langt dårligere vilkår end os her i Danmark.

Madagaskar er verdens 4. største ø, og der bor faktisk omkring 25 millioner mennesker på øen. Jeg anede ikke, at den lille plet på kortet lige øst for Afrika indeholdt så meget – heller ikke, at befolkningen er blandt verdens fattigste. Naturen skulle eftersigende være vildt smuk – og her finder man stadig nye og tidligere ukendte plante- og dyrearter. Jeg glæder mig til at lære Madagaskar bedre at kende.

Men helt ærligt, selv om forventet afrejse lige nu er februar 2018 – så virker det hele lidt fjernt. Og så alligevel – det fylder selvsagt en del i vores hverdag. Det officielle sprog på Madagaskar er fransk… Det havde da været nemmere hvis det var engelsk eller spansk – men nu er vi ikke kendt for at vælge de nemme løsninger. Så fransk må da også kunne læres – eller? Det er jo som at gå 1. g om igen. Slut med Netflix serier om aftenen – og så er det bare at kaste sig over fransk lektierne!

Øm, det passer vist ikke helt. I går faldt vi lige over en fransk film. Kenneth skulle lige overtales. Han mener bestemt, at livet er for kort til franske film… men ”Taxi” var nu sjov. Sjældent er der dog blevet læst så mange undertekster, for det franske var slet ikke til at forstå! Vi må vist tilbage til lektierne. Vi får hjælp af en ægte franskmand – en tålmodig en af slagsen. ”Ohlala” – siger hun og ”prøv igen”. Vi skal nok lære det, men hold op hvor er der mange sjove lyde – som allerhelst skal komme fra næsen. Øvelse gør mester! Så der er ikke andet for – øve, øve, øve.

Så mens vi venter, laver vi lektier – ja for vi venter lidt endnu. Det er næsten ikke til at tro, men en af verdens fattigste befolkninger har faktisk luftfartsmyndigheder som holder styr på lufttrafikken og alt det der – og det gør de faktisk ret godt. Så nu er vi i gang med en ansøgning om flyvetilladelse til Kenneth som pilot for MAF Madagaskar. Jeg håber de siger ja, og mon ikke de gør – men det bliver godt at få alle tilladelser på plads.

Den som venter på noget godt…

… venter som bekendt ikke forgæves – meeeen, nu synes jeg snart vi har ventet længe nok!

Ventetid er en sjov størrelse. Efter tre graviditeter ved jeg godt, hvad det vil sige at vente. Til sidst bliver ventetiden ikke til at holde ud, og man kan næsten ikke tænke/tale om andet. Mindes da jeg ventede William, den ældste, at Kenneth til sidst fik nok – du taler jo ikke om andet! Det var en øjenåbner. Baby i maven fyldte alt! Og hvad hjertet er fuldt af løber munden over med… Nu er der så ikke flere babyer på vej i familien, men efter 4 års forberedelse og mange tanker og drømme om at få arbejde for MAF, venter vi i spænding på at få at vide, hvor vi skal hen – og måske har vi nogle gange svært ved at tale om andet… Beklager!

Nu er der gået 6 uger siden vi blev godkendt.

Tid er også en sjov størrelse. Det føles som en evighed siden vi var i England til jobinterview. Når fokus er på ventetiden, snegler tiden sig afsted. Får vi ikke snart noget at vide? Man kan næsten høre uret tikke… Dagene bliver lange. Og dog. Her er stadigvæk hverdag – og heldigvis for det! Vækkeuret ringer, morgenrutinen gennemføres og alle fem kommer nogenlunde udhvilet afsted til hverdagens udfordringer – jeg tager på runden; børnehaven, skolen, vuggestuen, arbejde – udfører dagens arbejdsopgaver, drikker et par kopper kaffe, sludrer med kollegaerne – ny runde; vuggestuen, skolen, børnehaven – og så har vi lige nogle timer til en forhåbentlig hyggelig eftermiddag og aften sammen med børnene. Hvad lavede vi egentlig inden vi fik børn? Nå, det er vist en helt anden historie, men tiden med børn flyver afsted – ingen tvivl om det. Hvor har jeg tænkt mange gange de sidste fire år – det er godt vi har børn! Det er hårdt arbejde, men børnene giver os noget meningsfyldt at stå op til hver dag. Også de dage, hvor man har lyst til at give op og har svært ved at se skoven for bare træer.

Jeg skrev tidligere, at jeg holder meget af 1. Korinterbrev 13. Der står også noget om tålmodighed. ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke…” Det vers udfordrer mig på mange måder lige i tiden. Der er dage, hvor jeg mister tålmodigheden – og ikke kan lade være at skælde ud over mine skønne drenge, der er fulde af løjer. Og der er dage, hvor jeg bare ikke kan vente længer. Nu skal vi altså afsted! Heldigvis finder jeg den igen – tålmodigheden altså – jeg giver drengene en krammer og venter lidt endnu. Forhåbentlig inden længe er der nyt at fortælle:-)