Hvor skal jeg dog starte?!

Tiden flyver afsted! Det er allerede ved at være fem uger siden vi landede tilbage på Madagaskar efter fire uger i nordlige himmelstrøg. Her er det ved at være koldt! Temperaturen indenfor kommer sjældent over de 18 grader. Udenfor ligger vi jævnt på omkring de 5-10 grader om natten og cirka 20 grader om dagen. Sikke hun klager, tænker I jo nok! Men som Kenneth siger, man har ikke oplevet kulde før man har oplevet vinter på Madagaskar! Det er altså en kold fornøjelse at sidde på kontoret når temperaturen snegler sig opad fra de 15 grader. Med utætte døre og vinduer, kold vind og overskyet vejr, så er det en tabt kamp at få temperaturen op over de 18-20 grader indenfor… I det mindste er vi ved at få lukket vores ”vippevinduer” i badeværelset med plexiglas, så vi slipper for træk når vi går i bad. Jeg har altid holdt meget af mine uldne strikketrøjer – de kommer virkelig til sin ret de her dage! For ikke at snakke om vores brændeovn og diverse medbragte radiatorer… Jeg går lige ud en tur siger Kenneth tit – er han heldig finder han nogle lækre varme solstråler og lidt le, og så går det hele jo nok alligevel!

At lande i DK i midten af april måned var altså også en kold fornøjelse! Jeg mindes at vi rodede rundt på parkeringspladsen i Billund for at finde vores lejebil, da vi fik et lille drys sne – heldigvis havde en venlig sjæl lånt os nogle vinterjakker som vi fik uddelt i lufthaven! Tak bliver lige pludseligt et fattigt ord. Nå, men vi fandt vores bil og inden længe kørte vi der ud af på en ualmindelig flot motorvej. Wow! Det var faktisk en helt særlig oplevelse. Der var jo ikke et eneste hul i vejen, og bilerne var så flotte, og alt var så rent og pænt. Det var virkelig slående! Hvordan kan det dog ske. Vi har jo kun været væk godt et år – og så ser alt så anderledes ud?! Det varede lidt inden femøren faldt. Måske er der ikke sket så meget med E45 og bilparken i øvrigt det sidste års tid. Måske er det faktisk os og vores perspektiv, der har ændret sig blot en lille bitte smule efter godt et år på Madagaskar…

Ugerne i Danmark og Norge bød på masser af kvalitetstid med familie og venner! Det var ret fantastisk at hilse på alle de skønne mennesker vi forlod for godt et års tid siden. Det var også rart med et myrefrit køkken, vand i vandhanen – som endda kunne drikkes, en opvaskemaskine og 4 uger uden et eneste strømafbrud! Men også lidt underligt at føle sig fremmed i eget land, at være på besøg og opleve at børnene spurgte til hvornår vi skulle hjem til Madagaskar. Og da vi så efter fire uger rejste hjem igen – var det ret lækkert at komme hjem, sove i egen seng, lege med kammeraterne – finde lidt fred og ro. Fire uger med mere end fuldt program, havde sat sine spor. Men det var også lidt tomt at komme hjem, der var noget – og ikke mindst nogle, der manglede. Det er helt klart skønnere at sige ”goddag” end ”farvel”.

Men så kører jo hverdagen heldigvis der ud af. Børnene kom afsted igen. ”Mor, jeg vil ikke i skole!” Vi blev enige om at den først dag var der trangt om pladsen – i maven altså. Maven var fuld af sommerfugle! Men mon så ikke de flyver sin vej en efter en, talte vi om – og det gjorde de. Efter en uge var alt ved det gamle. De franske og gassiske gloser er fundet frem igen, og ungerne er i fuld gang med at øve sange til årets skolefest som ligger lige om hjørnet. Piloten er tilbage på vingerne – og flyet er lastet med læger og medicin, bibler og præster, kyllinger og patienter. Kenneth bliver vist ikke arbejdsløs med det samme.

Det er slående at komme i retur og indse hvor slemt det egentlig står til. For eksempel hvor dårlig og mangelfuld behandling man kan få af læger og tandlæger her på øen, som handler i bedste mening, men mangler en ordentlig uddannelse. Inden afrejse til Danmark fik jeg en snak med vores hushjælp om tandlæger – hun havde tandpine, igen – og fik en Panodil for at tage toppen af smerterne. Jeg fik hende overtalt til at tage til tandlægen. Da vi kom i retur var tanden trukket ud. Hvorfor? spørger jeg. Det er billigere og måske i virkeligheden en bedre løsning at trække tanden ud end at forsøge på at få den lavet. Se det forklarer de mange hullede smil vi ofte ser på gaden her i Tana. Jeg må vist revurdere mit naive forhold til tandlæger – og være taknemlig for de tandlægetjek vi nåede i DK. Jeg vil nu gerne beholde mine tænder nogle år endnu!

”Jeg savner Thea, Mette og Jessie…”

… siger Sophia næsten dagligt. Heldigvis som regel med et smil på læben. Hun har et ark med billeder fra børnehaven i Danmark som hun kigger på, og hun taler tit og ofte om sin elskede børnehave. Hun er klart den af os, der taler mest om venner og familie fra Danmark og Norge. Der er dage, hvor jeg tænker – holder hun dog snart ikke op! Men måske er det godt nok, at der i det mindste er en af os, der kan finde ud af at sætte ord på det savn vi alle sammen oplever. For selvfølgelig er der nogen og noget vi savner alle sammen.

Læs videre “”Jeg savner Thea, Mette og Jessie…””