Wow!

Så gik der en uge knap og nap. For en uge siden løb vi forvirret rundt i vores ret så tomme hus og fik pakket det sidste. Vi talte timer til afgang – som var ubarmhjertige 02.30 søndag morgen. Børnene blev puttet fuldt påklædt. Vi fik ikke til ret meget søvn den nat. De sidste kufferter blev pakket. Vi måtte kapitulere og lavede en ønskekasse til det vi ikke havde plads til – måske kommer der gæster på et tidspunkt, som har lidt ekstra plads i kufferten.

Huset blev tømt, men det lykkedes kun lige – og kun ved hjælp af familie, naboer og venner, der kiggede forbi og gav en hånd med. Torsdag inden afrejse var vi ved at køre møbler væk. Vi havde travlt og lige pludselig skete det, der ikke måtte ske – en anhænger løb løbsk ned af vores indkørsel. Det larmede. Sophia blev bange, men heldigvis ikke ramt. Mor stod i midten, mellem bil og anhænger. Foden blev mast. 5 timer på skadestuen. Røntgen. Ventetid. Nogle timer frygtede vi et brud. Udsat afrejse… Men miraklernes tid er åbenbart ikke forbi – og vi kørte hjem ved midnat med en tyk og hævet fod og en stor bule i hovedet –fejrede med Burger King mad. Igen grund til at udsætte afrejse! Tusind tak til alle jer, der kom og hjalp. Vi var ikke nået i mål uden jer. Krykker og flyttekasser er en dårlig kombination, ingen tvivl om det!

Men på den anden side – kørestol og lufthavne kan virkelig anbefales!

Jeg var ikke meget for det. Men i Billund dukkede der en kørestol op. Nej, sagde jeg. Hvor pinligt! Der var kamera på, folk kiggede. Øv altså. Men helt ærligt. Vi havde ikke kunne klare det uden. Så jeg fik sat mig til rette i stolen, og vi læssede håndbagage ovenpå. En influenzaramt William skubber mor – han er simpelt hen for sej!

Vi når frem til Paris. Kørestolen står klar. Vi bliver kørt i egen bus hen til næste flyver. Vi havde ikke nået frem til gaten uden hjælp. 11 timers flyvning venter før vi lander på Madagaskar. Vi er spændte! Nu er det ved at være alvor. Vi sover – er ubeskrivelig trætte. Rundt omkring os tales der fransk og gassisk.

Og så lige pludselig – ret før midnat lokal tid – rammer hjulene landingsbanen. Antananarivo var mørklagt – og himmelens sluser stod på vid gab. Varm og fugtig luft, duften af regnvejr. Vi blev driv våde. Kenneth og ungerne løb. Jeg fulgte med så godt jeg kunne. En rullestol kom løbende. Paraplyer blev slået op. Hold fast! Huller i asfalten. William trådte i – plask våde sko. Ind i tørvejr. Kø, masser af mennesker. Paskontrol, immigration, bagageudlevering. Vi havde virkelig frygtet den ankomst. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? 3 trætte børn. Mor på krykker. Far er supermand, men kan vel ikke klare 10 styk bagage alene? Ingen grund til bekymring. Hjælperne stod klar. 5 styk. ”Free assistance” stod det på ryggen. Sophia og Zander blev båret, køen sprang vi over. Kørestol baner vejen. Bagagen nåede frem – og vips bliver vi modtaget af vore nye kollegaer i ankomsthallen!

Taknemlig! Den nat sov vi godt – virkelig godt. Hjem kære hjem – vores nye hjem. Stadig ret uvirkelig, men dog en realitet.

Niver mig lige lidt i armen. Den er god nok. Det er ikke blot en drøm – eller det er det jo også, men nu er drømmen blevet til virkelighed.

Wow – det er altså lidt vildt!

(PS. Internetforbindelsen er begrænset, så billeder må vente. Følg evt. med på Instagram – charlotteogkenneth.dk)

18 meninger om “Wow!”

  1. Kære Charlotte og Kenneth, Sophia William og Zander velkommen til Madagaskar og tak for et super spændende oplevelses brev, hvor er du fantastisk til at skrive så levende… Jeg venter spændt på brevet fra jer… Tak Gud velsigne jer med sit nærvær og kærlige omsorg… Varme tanker og hilsner sendes til jer fra Danmark Inger Marie og Martin

  2. Sej familie ❤ – nu forstår jeg bedre rullestolen på billeder fra afgangshallen.

    Ønsker jer alt det bedste i jeres nye tilværelse.

  3. Kære Charlotte & Kenneth.
    Skønt at vide at I nu er fremme. Vi ønsker jer og ungerne alt godt. Er hos jer i tanker og forbøn.
    Knus fra Kamma & Arne

  4. Kære venner dog .Alt hvad der kan gå galt gik galt. Hvor godt at Herren beskyttede dig mod at brække foden kære Charlotte . Håber at William er kommet over sin Influenza ? Nu håber vi at I alle må få hvilet ud ,og at I må få er vidunderligt liv . Det er en stor oplevelse for jeres børn. Gud velsigne jer . Kærlig hilsen fra Gitte og Birte Fich .

  5. Tak for dejligt brev, vi var så spændte på at høre, hvordan turen var gået, ikke mindst hvordan I klarede ankomst med trætte børn, dårlig fod og meget bagage, men så kom 5 x free assistance – lige hvad I havde brug for. Vi behøver altså ikke at bekymre os! Vi ser frem til at følge jer fremover. Må Gud velsigne jer alle 5 rigt.
    Kærlige hilsener og tanker
    Børge og Anni

    1. Tak John – det går meget bedre nu! Foden er ved at have normal farve og størrelse, så mon ikke det bliver godt igen. Hils!

  6. Litt av ein tur og oppladning t den? Godt å hørra at det gjekk bra, og du skrive bare herlig, Charlotte??? Madagaskar er nå blitt et nytt reisemålønske❤️

  7. En stort tak Charlotte for dine gode breve, du er så god til at fortælle os hvordan det går med jer. I er i vores tanker hver dag ?????

  8. Kære Charlotte og Kenneth og børn! Inderlig tak for den fantastiske og levende beskrevet rejseoplevelse. Den giver stof til eftertanke og en husker om at bede for jer, hvilket gøres med glæde?Jeg er vis på at I bliver udstyret med alt det der skal til for at leve i kaldet I har handlet på. (Jeg har tidligere skrevet til jeromkring nytår, men ved ikke om det er kommet jer i hænde)Jeg er ej så god til det med computer/tlf. Vil med glæde følge jer?En❤️lig hilsen fra Lily .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.