Der er magt i de foldede hænder…

Sådan begynder en af de smukkeste salmer jeg kender. Jeg mindes stadig kirkens pianist og solist fremføre den, da jeg som barn fulgte med i kirke. Jeg fik gåsehud på armene. Det var noget helt særligt. Sangen og tonerne har fulgt mig lige siden, og de følger med endnu. Når vi når til aftenen og opvasken venter er det nu rart at have noget at give sig til – andet end at vaske op altså. Hænderne bliver måske ikke foldet, men jeg synger gerne den sang og sender nogle tanker og ord op til Gud.
Der er uendeligt meget at være taknemlig for. Det vil jeg også gerne huske at få med – ofte kommer bøn jo bare ind i billedet når vi har brug for lidt ekstra hjælp, når det hele brænder på. Sådan kan jeg også godt have det. Hvem vil ikke henvende sig til Gud siddende i en synkende skude eller et styrtende fly? Selv den mest overbeviste ateist kan vel samle tro nok eller i det mindste lidt tvivl sammen til en lille bøn i sådanne tilfælde.

Læs videre “Der er magt i de foldede hænder…”

“Mora, mora”

Vi er nu godt igang med uge 3. Det føles som meget længere siden vi forlod kolde Danmark. Måske fordi der hele tiden er nye input, oplevelser og sanseindtryk som lige skal fordøjes, bearbejdes og sorteres. Som for eksempel den første indkøbstur.

Læs videre ““Mora, mora””

Wow!

Så gik der en uge knap og nap. For en uge siden løb vi forvirret rundt i vores ret så tomme hus og fik pakket det sidste. Vi talte timer til afgang – som var ubarmhjertige 02.30 søndag morgen. Børnene blev puttet fuldt påklædt. Vi fik ikke til ret meget søvn den nat. De sidste kufferter blev pakket. Vi måtte kapitulere og lavede en ønskekasse til det vi ikke havde plads til – måske kommer der gæster på et tidspunkt, som har lidt ekstra plads i kufferten.

Huset blev tømt, men det lykkedes kun lige – og kun ved hjælp af familie, naboer og venner, der kiggede forbi og gav en hånd med. Torsdag inden afrejse var vi ved at køre møbler væk. Vi havde travlt og lige pludselig skete det, der ikke måtte ske – en anhænger løb løbsk ned af vores indkørsel. Det larmede. Sophia blev bange, men heldigvis ikke ramt. Mor stod i midten, mellem bil og anhænger. Foden blev mast. 5 timer på skadestuen. Røntgen. Ventetid. Nogle timer frygtede vi et brud. Udsat afrejse… Men miraklernes tid er åbenbart ikke forbi – og vi kørte hjem ved midnat med en tyk og hævet fod og en stor bule i hovedet –fejrede med Burger King mad. Igen grund til at udsætte afrejse! Tusind tak til alle jer, der kom og hjalp. Vi var ikke nået i mål uden jer. Krykker og flyttekasser er en dårlig kombination, ingen tvivl om det!

Læs videre “Wow!”