Ude godt – hjemme bedst!

Men hvor er ”hjemme” når alt der skaber hygge og hjemlige rammer er pakket i en container der lige nu gerne skulle følge med Maersk gennem det røde hav til Madagaskar, og huset i øvrigt er solgt? Når sengen er væk, billederne pakket ned, lamperne fjernet og legetøjet uden for rækkevidde? Der står en skal tilbage, og lige om lidt flytter nogle andre ind.

Advokaten, der skulle godkende hussalget studsede lidt over den hurtige overtagelse. Kan det virkelig passe at køber flytter ind om 14 dage? Det må være en fejl. Nej, den er god nok, kunne vi bekræfte. Det kunne ikke passe bedre. En stor og vigtig brik faldt på plads i nat, da de berømte 6 dages venten var over. Nu er der ingen vej tilbage!

Hjælp, hvad har vi gjort?! Tænk at sælge vores drømmehus! Flytte til Madagaskar! Det er da lidt skørt – men også vildt spændende og ret fantastisk at opleve, hvordan det hele flasker sig og ser ud til at falde i hak. Jeg er taknemlig!

De sidste 6 dage har Kenneth og jeg været i Ashford, syd for London. 6 nætter uden afbrudt søvn gør underværker, men det var nu ingen ferie. Vi var på et såkaldt orienterings kursus – og I kan være helt sikker på at vi er kommet tilbage fuld af orienteringer, nogle ret spændende af slagsen. For eksempel; hvad gør vi når barnepigen spørger om hjælp til nevøernes skolepenge? Når vagten, der passer på porten omkring vores hus gentagne gange falder i søvn? Eller politiet uddeler ”bøder” for trafikforseelser, der ikke har fundet sted? Vi havde mange interessante diskussioner og overvejelser krydret af flere ret så erfarne MAF medarbejderes mange spændende historier fra felten. Helt ærligt så dukket der flere ret så spektakulære tilfælde op som jeg overhovedet ikke havde tænkt på kunne finde sted. – jeg er måske også en anelse naiv. Og det bliver jeg nok ved med at være, men i det mindste er jeg nu bedre klædt på til at håndtere den virkelighed, der allerede om skræmmende 7 dage trænger sig på.

Vi fik også skrevet under på alskens uhyggelige ”in case of emergency” papirer, hvilket også gav anledning til en række overvejelser, der måske hører pensionisttilværelsen til. Men som notaren klogelig fik sagt da vi oprettet testamente, ”nu behøver I ikke tænke mere over den sag”. Det var der sådan set heller ikke tid til. Lige midt i det hele fik vi besked om at arbejds- og indrejsetilladelse er blevet udstedt – så nu er det bare med at få pakket kufferten! Eller dem alle 10 rettere sagt. Gad vide hvordan vi skal komme igennem tolden på Madagaskar ved midnatstid med 3 trætte unger, 10 kufferter, 3 autostole og 5 stk. håndbagage… Mon ikke også der findes en løsning på det.

Og så var der lige det der med hjemme. Jeg har tænkt meget over hvor hjem er. I efterårsferien var vi hjemme ved mormor og morfar i Norge – også selv om mit barndomshjem for længst har fået ny ejer. Lige nu er vi hjemme i Sørup – og lige om lidt rejser vi hjem til Madagaskar. Hjemme for mig er sammen med dem vi holder alder mest af. På søndag siger vi farvel og på gensyn til mange af jer, der er hjem for os. Det bliver svært, men heldigvis tager jeg de fire vigtigste med mig – og sammen er vi klar til at skabe os et nyt hjem på Madagaskar.

Engle kan også lave fejl…

Og tak Gud for det! Vi mødte en engel i lufthavnen i London sent tirsdag aften. Vi var ved at være godt trætte efter en meget lang dag. Togturen fra Støvring startede allerede kl.05.17. Humøret var højt, og turen til København og dernæst London gik rigtig godt. Dog havde systemet ikke regnet ud at vi gerne ville sidde sammen alle 5 – derfor opsøgte vi en særdeles hjælpsom medarbejder ved British Airways skranke i Heathrow. Han have god tid og fik det hele ordnet – med en 12 timers flyvetur foran os, var det en lettelse at få være to voksne om de tre unger trods alt. Da vi så nogle timer senere sad og ventede på at få gå ombord i flyveren til Hongkong blev der annonceret forsinkelser, men bare roligt inden længe ville vi få gå om bord. Køen hobet sig hurtig op ved skranken, nu ville vi vist alle gerne afsted. Pludselig bliver Mr. Kenneth og Mr. William Pedersen kaldt frem. Der var blevet lavet en fejl – vores engel havde byttet rundt på passene, ikke noget alvorligt – det var hurtig klaret. Men når vi nu var kaldt frem kunne vi ligeså godt få klaret resten af familien. Og med et var vi klar – den uoverskuelige kø-situation var ordnet, og William fik som den første lov til at gå ombord i Boeing 777 mod Hongkong. Og som en lille bonus havde englen klaret et ekstra sæde at sove på natten igennem. Pludselig var 12 timers flyvning ikke længere helt så umuligt som lige for lidt sidenJ Og når nu børnene valgte at sove 10 ud af 12 timer, var det nogle meget lettede forældre der landede i Hongkong 12 timer senere.

Det var godt vi kom igennem flyveturene med en lille smule optimisme i bagagen, for helt ærligt. Jeg havde virkelig undervurderet effekten af jetlag ved 9 timers tidsforskel! De første par nætter skulle vi bo på ”Tree Top Lodge” i Cairns. Et hyggeligt sted, men det meste var fuldt booket – så hele banden rykkede ind på et værelse. Optimismen rådede, sikke hyggeligt at komme hinanden ved… Lad mig sige det sådan. Jetlag er hårdt – jetlag med små børn (i samme værelse) – er… Jeg mangler ord. Om ikke andet, så er det lige om lidt et overstået kapitel. Første nat forsøgte vi på at overbevise ungerne om at ligge stille i sin seng det meste af natten – kl.02. var de klar til at holde fest alle 3, men de forholdt sig relativt roligt igennem nattens mulm og mørke! Morgenen bød på udmattede børn, hvilket resulterede i en hel masse opkast. Toastbrød, banan og cola gør underværker og i løbet af eftermiddagen var alle fem klar på at udforske nabolaget, der bød på mangoer i massevis og et træ fuldt af næsehornsbiller. Den anden nat tabte vi kampen – efter lige lovligt meget skrig og skrål (stakkels naboer) hold vi fest alle sammen og spiste yoghurt med müesli og pizzarester kl.04. Vi fik pakket sammen og kl.10. gik turen videre mod Mareeba. Vi glædet os meget til at nå frem, og se hvordan vi nu skulle bo de næste 4 uger, og ikke mindst få møde nogle at dem, der arbejder for MAF i Mareeba. Men efter 3 døgn med meget lidt søvn begyndt situationen også at blive ret uoverskuelig. Heldigvis dukkede der flere engle opJ Amanda bød velkommen og viste os rundt i en skøn lille lejlighed med to værelser, køkken/stue og bad – endda en lille have! Der var en masse informationer, hovedet var ved at eksplodere – vi må have set ret trætte ud. Hun forsvandt igen og inden længe dukkede hun op med Emma, vi fik gode råd mod jetlag og et par SIM kort. Vi sagde farvel igen – men inden længe kom Emma tilbage, denne gang med aftensmad og et par cykler børnene kunne låne. ”Call me” sagde hun, hvis I får brug for noget. Og sidst på aftenen (kl.19…!) Dukkede Andrea op – en genbo. Hun havde bagt brød og lavet chokolade/banan dessert – hun nåede os lige inden vi faldt om på sengen. Hvor var vi trætte, men også bare rigtig glade for at møde så mange søde mennesker, der ville os alle det bedste. Der skal ikke altid så meget til for at gøre andre glade – må vi alle huske at være engle for hinanden der ude i småt og stort – og ikke være bange for at lavet fejl, for mon ikke det også kan bruges til nogetJ

Hvis du gerne vil læse med og følge vores blog – så skriv navn og mail til højre på siden og klik ”subscribe” (tilmeld). Så får du en mail hver gang vi skriver noget nyt. Efter tilmelding kommer der en mail, som skal bekræftes inden du er rigtig tilmeldt. Kig eventuelt i din junk mail, om der ligger en mail fra charlotteogkenneth.dk som du skal bekræfte.

PS! Vi sov til kl.05 i dag 🙂 Nu begynder det at ligne noget vi kender.